Debat

Velfærdsforsker: Vi ved ikke meget om, hvorfor unge mistrives

DEBAT: Vi bør ikke reducere forklaringen på unges trivselsproblemer til et simpelt enten-eller. Der kan være mange forskellige faktorer på spil. Vi har brug for en mere nuanceret viden på bordet om dem, før vi iværksætter alle mulige tiltag, skriver Mai Heide Ottosen.    

Vi ved ikke meget om, hvorfor unge mistrives. Derfor er der brug for mere viden om, blandt andet hvordan sociale medier påvirker unge, skriver Mai Heide Ottosen.
Vi ved ikke meget om, hvorfor unge mistrives. Derfor er der brug for mere viden om, blandt andet hvordan sociale medier påvirker unge, skriver Mai Heide Ottosen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mai Heide Ottosen
Seniorforsker, VIVE

Unge mistrives i stigende grad. Jeg har fulgt udviklingen gennem de sidste ti år, og med mine undersøgelser har jeg selv været med til at vise, at der er sket et skred. Hvor stor stigningen er, afhænger imidlertid af, hvilke mistrivselsindikatorer man fokuserer på.

For eksempel er andelen af 19-årige piger, der selv oplever, at de har haft en psykisk lidelse, steget fra 16 procent i 2009 til 36 procent i 2017, altså mere end en fordobling. Ser vi på dem, der rapporterer om lav livstilfredshed, er stigningen knap så stor: 13 procent i 2009 mod 19 procent i 2017.  

Ikke desto mindre er der grund til overvåge udviklingen nøje. Blandt andet fordi vi ved, at psykisk mistrivsel i ungdomsårene kan være et forvarsel på egentlig psykisk sygdom senere hen.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk

Vi mangler viden om mistrivsel
Heldigvis er der kommet øget opmærksomhed på problemet i den offentlige debat og blandt beslutningstagerne. Det tyder på, at der er en vilje til at handle på de unges oplevede mistrivsel. Men debatten er også præget af en del gisninger om, hvad den voksende mistrivsel mon skyldes. Præstationskultur eller perfekthedskultur? Er det virkelig et enten-eller?

Sandheden er desværre, at vi forskere ikke ved ret meget om årsagerne til den negative udvikling. Men overordnet set kan der være flere forklaringstyper på spil:

Sandheden er desværre, at vi forskere ikke ved ret meget om årsagerne til den negative udvikling. Men overordnet set kan der være flere forklaringstyper på spil.

Mai Heide Ottosen, Seniorforsker, Vive

Den første type forklaring er, at der er sket et bevidsthedsmæssigt skred. Måske er de unge blevet mere villige til at indrømme, at de har det svært, fordi der er kommet mere fokus på mistrivsel i den offentlige debat. Det er ikke længere et tabu at sige, at man har det psykisk svært.

Eller måske har grænserne for, hvad det vil sige at være stresset, psykisk syg eller have en spiseforstyrrelse rykket sig. Vi ser for eksempel, at andelen af unge, som selv oplever, at de har haft en psykisk lidelse, er meget højere end andelen, der faktisk har fået stillet en psykiatrisk diagnose af en læge.

Sidstnævnte understreger vigtigheden af, at vi skal fokusere på robuste måleinstrumenter, når vi vurderer de unges mistrivsel.

Forklaringstyper er svære at efterprøve
Den anden forklaringstype kan man populært sagt kalde ’det- er-samfundets-skyld’. Den forklarer den voksende mistrivsel blandt unge ud fra de kulturelle eller samfundsmæssige udviklingstræk. Det kan for eksempel være en tiltagende individualisering, forandringer i medie- og forbrugerkulturen, øget konkurrence på arbejdsmarkedet, som fordrer, at unge til stadighed skal dygtiggøre sig i uddannelsessystemet, eller sundhedssystemer, der er utilstrækkeligt indrettet til at støtte unge med mentale helbredsproblemer.

Der er ikke noget galt med denne type forklaring, men den er vanskelig at efterprøve empirisk.

Den tredje forklaringstype retter blikket på forhold, der kan henføres til individniveau. Den rejser spørgsmålet, om de mentale trivselsproblemer kan hænge sammen med belastninger i de unges miljø eller hos dem selv. Hvad betyder det for eksempel for trivslen, at man bliver udsat for mobning, er overvægtig, føler sig fejlplaceret i uddannelsessystemet, har et svagt socialt netværk, et stort forbrug på sociale medier, eller at man får for lidt søvn eller motion?

Denne slags forklaringer er måske mindre ’sexede’, men i det mindste er det muligt at teste, om der er noget om snakken.

Mistrivsel er komplekst
Sandheden er også, at mistrivsel er et komplekst fænomen – og komplekse fænomener har som regel komplekse årsagssammenhænge. Derfor kan der være flere forklaringer på spil samtidig. Forskellige grupper af unge kan kæmpe med forskellige problemtyper. Nogle unge er mere belastede og læner sig tættere op ad en psykiatrisk diagnose end andre. I nogle tilfælde kan et forebyggende lavtærskeltilbud måske afhjælpe problemerne, i andre tilfælde er man nødt til at lægge forebyggelsestankegangen til side.

Læs også

Man har selvfølgelig lov til at gisne og mene, hvad man vil. Men et solidt vidensgrundlag er under alle omstændigheder at foretrække. Vi har behov for at tilvejebringe en dybere og mere differentieret forståelse af, hvem de unge i mistrivsel er, og hvad der er på spil for dem, inden vi sætter alle mulige tiltag i gang. Ellers er der risiko for, at vi rammer ved siden af målskiven.

Jeg siger ikke, at de bredt anlagte teorier om øget individualisering eller en tiltagende præstations-og perfektionskultur er forkerte. Men lad os starte med at plukke de lavt hængende frugter, det vil sige tage fat i de hypoteser, som vi faktisk kan teste. Vi har data til det.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mai Heide Ottosen

Seniorforsker, Vive
Ph.d. i sociologi (Københavns Uni. 1987)