Concito forud for COP29: Pengene skal på bordet. Ellers risikerer 1,5 graders-målet at glide ud af hænderne på os

Ofte har spørgsmålet om finansiering været en underliggende konflikt, når forhandlingerne eksempelvis har kredset om nye klimamål, udfasning af fossile brændsler, ambitioner for tilpasningsindsatsen eller lignende.

Men i år til den 29. udgave af COP-forhandlingerne i Aserbajdsjans hovedstad Baku er det anderledes. Der handler det faktisk direkte, uden svinkeærinder og stråmænd, om penge. Mange penge.

Målet skal ganges med ti

Hvor mange penge, der reelt er behov for, er der mange og varierende bud på. The Independent High-Level Expert Group on Climate Finance har leveret en bredt anerkendt vurdering og konkluderer, at der er et investeringsbehov alene i u-landene (og her minus Kina) på ca. 2.400 milliarder dollars hvert år i 2030. Det er en firedobling i forhold til i dag.

Den første og nok største diskussion handler om størrelsen på målet. Hvor mange milliarder dollars skal der leveres?

Jens Mattias Clausen
EU-chef og COP-ansvarlig, Concito

Heraf bør 1.000 milliarder komme fra internationale kilder, hvor offentlig finansiering så udgør 400-500 milliarder af den del.

Det er svimlende tal, og næppe noget der giver den store mening for de fleste danskere.

Man kan imidlertid sammenligne behovet med det mål, der hidtil har været gældende i de globale klimaforhandlinger; nemlig de 100 milliarder dollars, som i-landene lovede tilbage i København i 2009.

Her er der tale om en blanding af offentlige og private midler, og det kan således nogenlunde sammenlignes med de 1.000 milliarder herover. Behovet er altså ti gange højere end det, der hidtil er leveret.

Og værre endnu: målet var oprindeligt for 2020, men blev først opnået i 2022. Det har ikke ligefrem bidraget til den gode stemning i forhandlingerne, og har alt andet lige haft en negativ afsmitning på evnen til at levere på andre områder, herunder også forsøget på at begrænse temperaturstigningerne til 1,5 grader.

Tænk på et tal

Der eksisterer mange underholdende anekdoter om, hvordan de rige lande lige landede på de berømte 100 milliarder dollars. Sikkert og vist er det, at beløbet i hvert fald ikke afspejler det reelle behov i det Globale Syd.

Denne gang skal målet netop tage udgangspunkt i det Globale Syds behov og prioriteter. Hvordan den noble intention så bliver oversat til praksis, er straks sværere.

Den første og nok største diskussion handler om størrelsen på målet. Hvor mange milliarder dollars skal der leveres?

Men nok så vigtigt er det, hvad tallet så dækker over. Er det kun offentlige midler? Eller er det offentlige midler OG private midler, der er mobiliseret gennem offentlige ”interventioner” – altså hvor antagelsen er, at pengene kun er der, fordi eksempelvis Danmark eller et andet donorland har gjort noget aktivt for det?

Eller skal man i virkeligheden endnu længere op i helikopteren og se på de samlede globale investeringer, uagtet hvorfor de er foretaget?

Definitionen af, hvad målet dækker over, betyder selvfølgelig meget for, om et givet tal er ambitiøst eller ej. Der er dog overvejelser om at lave et mål i flere lag, der kan afspejle netop de forskellige typer af investeringer.

Næste udfordring er, hvordan man sikrer, at der er penge til tilpasning og håndtering af tab og skader i ulandene.

De brikker i det grønne puslespil er ofte blevet ret stedmoderligt behandlet af i-landene, der helst prioriterer reduktionsindsatsen. Her med Danmark som en af de få undtagelser, da kongeriget faktisk afsætter cirka 60 procent af klimamidlerne til netop tilpasningsindsatsen.  

Er der behov for separate mål her også, der øremærker penge til de forskellige typer af indsatser?

Det ser det Globale Syd gerne, da sporerne skræmmer. Det Globale Nord foretrækker fleksibilitet til selv at definere en balance.

Hvem skal egentlig betale regningen?

Et andet slagsmål, der vil få stor betydning for udfaldet, er: hvem der skal betale gildet.

Lige siden klimakonventionens fødsel, dengang da James Carville lykkedes med at få Clinton installeret i det Hvide Hus, har det været sådan, at de officielle bidragsydere er datidens OECD-medlemmer.

Behovet for at finde flere penge til fattige og sårbare lande bliver i hvert fald ikke mindre af, at USA igen trækker stikket.

Jens Mattias Clausen
EU-chef og COP-ansvarlig, Concito

Det har det Globale Nord med USA i spidsen længe ønsket at gøre op med, så rige og/eller store CO2-udledere som Golfstaterne, Kina eller Singapore også skal være med til at betale regningen.

Med valgresultatet i USA og Trumps snarlige retur til det Hvide Hus, er USA’s forhandlingskapital og politiske troværdighed styrtdykket.

Så spørgsmålet er, om den amerikanske delegation, der stadig formelt vil repræsentere Biden-administrationen, kan kræve noget som helst og blive mødt med andet end hovedrysten.

Ikke desto mindre vil EU & Co. ganske givet fastholde kravet om en udvidet donorkreds. Behovet for at finde flere penge til fattige og sårbare lande bliver i hvert fald ikke mindre af, at USA igen trækker stikket.

Og i dag står det Globale Syd for 60 procent af verdens udledninger - og Kina 30 procent - hvilket de rige lande bruger som argument for, at verden har ændret sig meget, siden man vedtog konventionen i 1992.

Det har det Globale Syd selvfølgelig ikke den store interesse i. Ikke nødvendigvis fordi de ikke kan finde lidt ekstra penge til det – flere af dem leverer allerede milliarder i klimafinansiering til andre u-lande – men fordi de så vedkender sig et ansvar for klimaforandringerne, som kan bruges mod dem i andre sammenhænge også.

Derfor insisterer de på, at det er de traditionelle i-lande, der har ansvaret. Sådan som det altid har været.

Man kan formentlig finde et kompromis, hvor man via nogle sproglige spidsfindigheder kan deponere beslutningen om at bidrage eller ej i den enkelte hovedstad, men det bliver et ømtåleligt emne. Og de amerikanske forhandlere vil kæmpe for en aftale, der muliggør, at USA kan vende tilbage, når de politiske vinde igen er skiftet.

Men det vil alt andet lige være sværere for andre rige parter, som EU, at forpligte sig til en stor og ambitiøs finansieringsaftale, hvis man risikerer at stå med regningen alene, fordi USA igen smutter fra selskabet i utide.

Kollaps i år vil have vidtrækkende konsekvenser

En aftale, der allerede var svær i forvejen, fordi den handler om alle konflikters moder – pengene – og finder sted i en geopolitisk brydningstid, bliver altså kun sværere nu, hvor USA endnu engang vender ryggen til det internationale samfund.

Men vigtigheden af at nå en aftale i Baku er svær at overvurdere.

Det handler dels om at give de fattigste og mest sårbare håndfaste forvisninger om, at de vil få hjælp til at håndtere de oversvømmelser, tørker og andet ekstremt vejr, der rammer dem med øget regelmæssighed og intensitet.

På klassisk FN-manér er det måske mest sandsynligt med en blød mellemvej, hvor man bliver enige om nogle af de overordnede rammer for det nye mål.

Jens Mattias Clausen
EU-chef og COP-ansvarlig, Concito

Men det handler også om næste runde af klimamål- og planer, som alle lande skal lægge på bordet i løbet af det næste års tid.

Hvis forhandlingerne kollapser i Baku, vil nogle lande i det Globale Syd med rette kunne sige, at de ikke kan forpligte sig til at accelerere den grønne omstilling, hvis de ikke ved, om de får hjælp til at betale regningen.

Og andre u-lande - herunder nogle af verdens største CO2-udledere - vil kunne (mis)bruge en manglende aftale til at sænke ambitionsniveauet og give i-landene skylden i samme ombæring.

Og dermed kan COP29 i år ende med også at definere chancen for succes på næste års topmøde i Brasilien, hvor verdenssamfundet skal måle afstanden mellem de nye klimaforpligtelser, de har indleveret, og det 1,5 graders mål, som er ved at glide os af hænde.

På klassisk FN-manér er det måske mest sandsynligt med en blød mellemvej, hvor man bliver enige om nogle af de overordnede rammer for det nye mål – formentlig beløb og dele af målets struktur – og så udskyder man flere af de svære spørgsmål til Brasilien næste år.  

Så kan alle parter rejse sig fra bordet med nogenlunde samme utilfredshed, hvorefter det hårde arbejde begynder forud for COP30.

Meget er altså på spil i Baku. Med Trumps snarlige retur, er det svære nu blevet endnu sværere. Og som altid er det pengene, der kommer til at gøre forskellen mellem fremskridt, stilstand eller ligefrem kollaps.