Diis-forsker: Afskaf udviklingsbistanden. Alt andet er uærligt

Danmark har ikke længere nogen udviklingsbistand. I hvert fald ikke hvis man med udviklingsbistand forstår en samlet indsats, hvis hovedformål er at løse udviklingsproblemer for fattige mennesker i fattige lande.

Som Martin Paldam skriver i denne temadebat, er udviklingsbistanden blevet en pose penge, der kan bruges på alle mulige formål. Hvis ikke bistanden skal genopbygge Ukraine og betale for udgifter til asylansøgere i Danmark, skal den bremse flygtninge og migranter på vej til Danmark, sælge danskproducerede vindmøller, skaffe fængselspladser til kriminelle asylansøgere i Kosovo eller slet og ret købe asyllejre i Rwanda.

Det er superpraktisk at have sådan en pose penge stående, som man kan bruge til lidt af hvert. Og så kan man samtidig hævde at Danmark er solidarisk med de fattige og ét blandt meget få lande, der bruger hvad FN engang for mere end 50 år siden opfordrede de industrialiserede lande til at spendere på fattige landes udvikling.

Det må være enhver handlekraftig statsministers drøm.

Der findes ikke længere et udviklingssamarbejde

Når der i kulisserne af valgkampen blev mumlet lidt om at skære ned på udviklingsbistanden, var de regeringsbærende partier hurtige til at skyde forslaget ned. Hvem vil ikke gerne have den pose penge at rutte med, når det er ens tur til at sidde i regering?

I det nuværende politiske klima af ligegyldighed med fattige mennesker i fattige lande ville jeg foretrække, at den formelle lukning af bistanden følger den reelle. Også selv om der er fornuftige bevillinger hist og her.

Så ville det kræve et rigtigt folketingsflertal at få godkendt overførsler til suspekte regimer – lige nu er den slags gemt i en finanslov, som stemmes igennem af ganske andre årsager. Man skulle selvfølgelig gemme lidt til nødhjælp, som typisk bruges i nogenlunde overensstemmelse med det egentlige formål, men derudover er det ikke retvisende længere at tale om et udviklingssamarbejde.

Flyt udvikling fra Asiatisk Plads

Der er sikkert dem, der vil mene at jeg strammer den lidt.

Sandt er det, at mange dygtige folk i Udenrigsministeriet og i ngo’erne gør deres bedste for at skabe resultater for fattige mennesker, men det sker under stadigt ringere betingelser og med en stadigt mindre del af udviklingsbistanden.

Det er politikerne, der skaber rammerne for indsatsen, og de rammer er bestemt af kortsigtede, indenrigspolitiske hensyn. De har i øjeblikket meget lidt at gøre med den fattigdomsbekæmpelse, der er det første, som loven for udviklingssamarbejdet nævner.

I det nuværende politiske klima af ligegyldighed med fattige mennesker i fattige lande vil jeg foretrække, at den formelle lukning af bistanden følger den reelle

Lars Engberg-Pedersen
Seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier

Skulle der ske et mirakel – det er jo sket før i historien – og den politiske vilje til at støtte fattige mennesker genopstå, vil jeg foreslå at man gør én eller begge af to ting.

For det første kunne man give forvaltningen af udviklingssamarbejdet til en selvstændig organisation uden for Udenrigsministeriet. Organisationen skulle have et eneste formål, nemlig at støtte fattige samfund i at løse deres udviklingsproblemer. Den skulle beskyttes mod politisk detailstyring, og den skulle have tilstrækkeligt med bemanding til at kunne forvalte midlerne professionelt og i samarbejde med danske organisationer, der arbejder med det samme mål.

Afskaf udviklingsbistanden

For det andet kunne man overlade en større andel af midlerne til de kronisk underfinansierede FN-organisationer uden at binde dem på hænder og fødder til bestemte formål. Udover at midlerne så ville blive målrettet organisationernes udviklingsformål, ville de også støtte det internationale system, som vi har så meget brug for i tider med alskens konflikter og kriser.

Begge initiativer ville gøre det muligt at skabe langsigtede partnerskaber, der bygger på den lokale forståelse af udfordringerne, tilpasser sig forandringer og understøtter strukturelle forbedringer af fattige menneskers levevilkår. Alt det, vi ved, der skal til for at skabe resultater i udryddelsen af fattigdom.

Men i mangel af mirakler ville det være ærligt at afskaffe bistanden, så en spade atter kan kaldes en spade.