DIIS-forsker: Den globale gældskrise er en tikkende bombe. Lavindkomstlande står som David mod kreditorernes Goliat

Kigger man sig om på globalt plan, er der enkelte fremskridt at øjne: For eksempel er FN's konvention om internationalt skattesamarbejde, hvis formål er at gøre det internationale skattesystem mere inklusivt og retfærdigt, blevet stærkt forbedret til trods for, at vejen dertil ikke var uden modstand.

Om det globale gældssystem så dermed står over for et tilsvarende løft, er for tidligt at sige. I stedet er forventningen, at systemet i en rum tid endnu fortsætter med at være for fragmenteret og for ineffektivt til at løse de strukturelle gældsudfordringer.

Gæld dræner lavindkomstlande

Manglen på klare regler og bindende håndhævelsesmekanismer er resultatet af manglen på koordinering mellem kreditorer, navnlig mellem de private kommercielle långivere, der ikke nødvendigvis er interesserede i at løse lavindkomstlandenes gældsproblematikker hurtigt og smertefrit.

I den forbindelse har Kina ofte mødt stor kritik for at være en magtfuld, men ubetænksom og ikke-samarbejdsvillig långiver.

En forandring af det globale gældssystem er ikke blot det moralsk rigtige at gøre – det tjener også vores egen interesse.

Abel Gwaindepi
Seniorforsker, DIIS

Men nyere debatter viser, at Kina er blevet en vigtig medspiller og en lydhør partner for lande, der ikke ser andre udveje – også selvom Beijing ikke nødvendigvis følger international udlånspraksis.

Trods Kinas rolle som en international økonomisk gigant og en afgørende långiver for mange lavindkomstlande, er det vigtigt at huske, at gældsproblemerne var et tilbagevendende tema, længe før Kina blev den mastodont, vi kender i dag.

Afhængigheden af gældsomstrukturering og -forhandlinger fra sag til sag betyder, at sårbare lavindkomstlande i gældsproblemer ofte står over for en stærk gruppe af kreditorer uden nogen form for sikkerhedsforanstaltninger i form af regler og procedurer.

Sat på spidsen kan man sige, at lavindkomstlande udgør en slags David mod kreditorernes Goliat. Konsekvensen af manglen på regler samt det ulige styrkeforhold betyder, at mange gældsramte lande må afsætte uforholdsmæssigt store offentlige indtægter til gældsbetjening på bekostning af udgifter til uddannelse, sundhed eller klimakritisk infrastruktur.

Arven fra covid står endnu

Hvis den nuværende situation ikke forbedres inden 2030 vil 342,4 millioner kvinder og piger til den tid leve i fattigdom, og de fleste (220,9 millioner) vil bo i Afrika syd for Sahara.

Nedskæringerne i bistanden følger mønstrene med en generel nedgang i den officielle udviklingsbistand fra Tyskland, Frankrig og Storbritannien, som prioriterer egne umiddelbare behov.

Mange lavindkomstlande er afhængige af bistanden til at finansiere basale tjenester til deres befolkninger, så som sundhedspleje, uddannelse og infrastruktur. Men de økonomiske efterdønninger af covid-19, den stigende inflation og geopolitiske konflikter har afledt opmærksomheden på og finansieringen af udviklingsbistand.

Denne tendens er særlig alarmerende, da mange af de lande, der er hårdest ramt af gældsproblemer, i forvejen er dem, der er mest sårbare over for klimaændringer og globale økonomiske chok.

I denne situation må landene ty til kommerciel låntagning eller uigennemsigtige bilaterale lån, hvilket blot forværrer deres situation yderligere og øger risikoen for social og politisk ustabilitet.

Gæld er en global krise

Kombinationen af høj gæld, indskrænkningen af bistand samt huller i udviklingsfinansieringen gør, at de forgældede lavindkomstlande befinder sig i en perfekt storm.

Hvad kan vi så gøre? Vi kan begynde med tre kernepunkter:

• Etablering af en global mekanisme til afvikling af statsgæld: Selv om dette kan gøres på forskellige måder, kan en FN-rammekonvention om statsgæld forventes at garantere retfærdighed. En regelbaseret, multilateral gældsafviklingsramme er afgørende for at sikre retfærdige og rettidige omstruktureringsprocesser. Erfaringerne fra FN's skattekonvektion kan tjene som inspiration.
• Udvidelse af koncessionsfinansiering og bistand til lavindkomstlande: For at forhindre yderligere gældsophobning bør donorlande og multilaterale institutioner øge koncessionsfinansieringen betydeligt, især til klimatilpasnings- og udviklingsprogrammer. Dette kræver, at den nuværende tendens med indskrænkning af bistandsbudgetterne vendes.
• Styrkelse af gældstyngede landes repræsentation i den globale finansielle styring: Udviklingslandene, især de lande, der er særligt hårdt ramt af gældsproblemer, skal have en stærkere stemme i udformningen af internationale gældsregler.

Den globale gældskrise er en tikkende bombe, der forværres af faldende bistand, mangelfulde gældsafviklingsmekanismer og den stigende byrde for lavindkomstlande. En forandring af det globale gældssystem er ikke blot det moralsk rigtige at gøre – det tjener også vores egen interesse.

Vælger vi at lade det fragmenterede gældssystem, som tilgodeser långiverne, stå til, men ignorerer låntagerne, risikerer vi, at de gældsramte landes økonomier forvitrer, mens den sociale og politiske uro stiger.

Hvis ikke vi i fællesskab løser lavindkomstlandenes gældskrise, kan prisen kort sagt blive høj for os alle.