Institut for Menneskerettigheder: Hør de mennesker, der mærker forandringerne

Af Elsebeth Krogh
Afdelingsleder på Institut for Menneskerettigheder

I en årrække har Institut for Menneskerettigheder samarbejdet med Nigers politiskole, justits-ministerium og nationalgarde for at fremme menneskerettighederne i den fattige afrikanske ørkenstat, som er stærkt udfordret af terrorisme og massive flygtningestrømme. Hvad er resultatet?

Nigers regering er i dag klædt på til at rapportere til FN om landets menneskerettighedssituation. Landets politifolk trænes systematisk i, hvordan de overholder menneskerettighederne i deres arbejde. Et survey fra Afrobarometer viser, at hele 82 procent af Nigers befolkning har tillid til politiet. Det er usædvanlig højt for den del af Afrika.

Disse resultater indikerer blandt andet, at befolkningens tiltro til politiet nu er betydelig, og at der er politisk opbakning til menneskerettighederne som et redskab til at skabe fred og stabilitet.

Det er i den tætte dialog med de mennesker, der deltager i vores projekter, vi lærer allermest og får nye erkendelser, som vi kan bruge i vores videre arbejde.

Elsebeth Krogh
Afdelingsleder, Institut for Menneskerettigheder

Men hvordan kan vi være sikre på, at Nigers befolkning på egen krop oplever, at der er sket positive forandringer?

Husker vi at høre de mennesker, hvis hverdag og fremtid vi forsøger at forbedre? Og hvordan får vi ærlige svar, når vi spørger?

Menneskers egne historier skal ind i varmen igen – og mon ikke de er langt mere effektive end tekniske rapporter, når resultaterne af udviklingsarbejdet skal formidles til politikerne og den danske befolkning?

Elsebeth Krogh
Afdelingsleder, Institut for Menneskerettigheder

Kvalitative målinger vinder ind
Instituttet arbejder lige nu på at udvikle metoder, der i langt højere grad kan synliggøre den kvalitative forandring. Set fra både befolkningens og sikkerhedsstyrkernes perspektiv.

De fleste udviklingsaktører er i dag optaget af at udvikle sådanne kvalitative målinger og forandringer, blandt andet med afsæt i forandringsteori og metoder som outcome harvesting, change stories eller nyere varianter af participatorisk evaluering eller most significant changes.

En række ngo’er er nået meget langt – og arbejdet med at udvikle deltagerorienterede evalueringer og kvalitative metoder er jo ikke nyt, men har stået på i årtier.

Men bruger vi dem i tilstrækkelig grad? Flertallet af os har brug for at gå vores egne metoder efter i sømmene og i mange tilfælde prioritere de kvalitative vurderinger langt højere, end vi gør nu.

Vestlige målemetoder i konfliktlande
Overordnet er der behov for et opgør med tendensen til at evaluere ved hjælp af metoder udviklet i stabile vestlige lande med velfungerende institutioner og retssystemer. Tendensen medfører, at mange udviklingsprogrammer stadig designes ud fra en grundforestilling om, at udvikling foregår som en lineær proces.

Men netop forudsigelighed og lineære årsagssammenhænge er alt andet end kendetegnende for mange af de konfliktramte og skrøbelige regioner, hvor udviklingssamarbejdet finder sted.

En politisk krise, en borgerkrig, et terrorangreb og efterfølgende sikkerhedsproblemer kan med ét slag sætte projekterne i stå og tvinge os til at stoppe arbejdet eller finde alternative måder at komme videre på.

Derfor har vi brug for metoder, der er fleksible og kan rette projektkursen ind efter forholdene. Og vi må leve med, at forandringer tager tid – ofte lang tid.

Et andet problem er, at mange af metoderne hovedsageligt giver os redskaber til at foretage kvantitative målinger af vores egne aktiviteter.

Det er eksempelvis ikke nok at måle effekten af instituttets arbejde i Niger alene på antallet af politibetjente, der har modtaget menneskerettighedstræning.

Ligesom vi i det daværende Center for Kultur og Udvikling ikke kun målte, i hvor høj grad vi bidrog til antiradikalisering på Vestbredden, ved at tælle, hvor mange palæstinensiske unge, der deltog i de kulturprojekter, der gav dem mulighed for at vælge en anden retning i livet. Vi havde brug for at høre deres egne historier.

Et slag for de gode historier
Et tredje problem dukker op, når vi bliver mødt med krav om at dokumentere value for money og kvalitative forandringer i skematiske rapporter, der skal leveres med relativt korte intervaller for at vise, at midlerne bruges forsvarligt og effektivt.

Selvfølgelig skal vi stå til regnskab for brug af midlerne. Men hvis vi med kort varsel skal dokumentere indsatsen af programmer, hvis erklærede mål er at skabe langsigtede og bæredygtige forandringer, risikerer vi at levere misvisende skemaer og rapporter – og bruge størstedelen af vores tid på at tilfredsstille donorerne snarere end at skabe de forandringer, som der er brug for.

Forandring tager tid, og adfærdsmæssig forandring er både tids- og ressourcekrævende at måle. Og da mange af os netop arbejder med at skabe bæredygtige adfærdsmæssige forandringer i problemfyldte lande, er det afgørende, at vi har mod til at afsætte tid og ressourcer til det. Det er jo i den tætte dialog med de mennesker, der deltager i vores projekter, vi lærer allermest og får nye erkendelser, som vi kan bruge i vores videre arbejde.

Jeg vil gerne slå et slag for, at ”de gode historier om forandring” får en højere status i vores dokumentation af resultater. Naturligvis skal de valideres og tjekkes på kryds og tværs for at kunne bruges. Men jeg vil gerne gøre op med den nedgøring, vi ofte oplever af menneskers egne udsagn – som ofte kaldes ”anecdotal” (anekdotiske, red.) af de mere bureaukratisk tænkende.

Menneskers egne historier skal ind i varmen igen – og mon ikke de er langt mere effektive end tekniske rapporter, når resultaterne af udviklingsarbejdet skal formidles til politikerne og den danske befolkning?