Ngo-chef: Ny strategi fortjener ros, men det store fokus på Danmarks egne interesser bekymrer mig

Det ser vi i lande som Storbritannien, Frankrig, Holland, Tyskland og Sverige, hvor man har skåret markant i støtten til verdens fattigste til fordel for investeringer i egne forsvarsrækker.

Men med den nye strategi fastslår Danmark, at vi fortsat bakker op om FN-målsætningen om at bruge minimum 0,7 procent af BNI på udviklingsstøtte. Vi skærer ikke. Vi holder fast. Og det fortjener ros.

Ny linje har en bagside

Den brede kreds af aftalepartier, der bakker op om strategien, viser med al tydelighed, at vi ikke har tænkt os at forfalde til kortsigtede konklusioner, hvor udvikling, sikkerhed og geopolitik betragtes som falske modsætninger.

Derimod insisterer vi på, at ting hænger sammen, og at "det er i vores egeninteresse at engagere os i verden".

Der er rigtig mange gode elementer i strategien, der ikke må gå tabt i geopolitiske kalkuler.

Jonas Vejsager Nøddekær
Generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp

Når det er sagt, kan det godt bekymre mig, at vi i strategien ser en tydelig instrumentalisering af udviklingsstøtten, der til forveksling kunne reduceres til, at dens eneste opgave er at varetage danske interesser.

Denne ensidige forståelse vil jeg gerne fraråde. For i den tror jeg, at vi misser, at næstekærligheden er en central del af den danske selvforståelse.

At der i Danmark er et helt oprigtigt ønske om at støtte mennesker i verdens brændpunkter. At udviklingspolitik ikke kun er noget, vi gør for vores egen skyld, men også fordi vi kærer os om vores medmennesker. At mellemfolkelige udvekslinger ikke opstår ud af en stræben efter, hvad der gavner os selv, men udspringer af idealer om ligeværd og nysgerrighed.

Når strategien bygges op omkring geopolitik og mantraet "verden, som den er", kan jeg godt blive bekymret for, om man på Christiansborg i fremtiden kommer til at prioritere fattigdomsbekæmpelse i det omfang, som dansk udviklingspolitik bør gøre.

Handler om mere end Danmark

Udviklingspolitik må ikke kun blive redskab i vores geopolitiske positionering, men skal fortsat skabe rammerne for, hvordan verden også bør være – også når det ikke direkte gavner os selv.

Derfor er det helt essentielt, hvordan strategien udmøntes og implementeres. Der er nemlig rigtig mange gode elementer i strategien, der ikke må gå tabt i geopolitiske kalkuler, der i sidste ende underminerer udviklingsstøttens raison d'être: At hjælpe der, hvor nøden er størst.

Det er positivt og strategisk klogt, at civilsamfundets værdi og rolle anerkendes bredt set i strategien. Det er godt at se planer om nye finansieringsmodeller, der også kan få de små lokale producenter med. Og det er vigtigt med klar og tydelig opbakning til ligestilling, kvinder, piger og lgbt+-personers rettigheder i lyset af det amerikanske pres lige nu.

Det er ligeledes positivt, at strategien fremhæver behovet for nye løsninger til komplekse problemstillinger – og understreger behovet for samarbejde på tværs af sektorer; Private virksomheder, fonde og ikke mindst civilsamfundet.

Vigtigst af alt, understreger strategien behovet for lokalt lederskab og anerkender, at vi fra dansk og europæisk side ikke har svaret på alt – og at vi skal blive bedre til at dyrke det mellemfolkelige samarbejde. Et samarbejde, der skal går begge veje.

Så, strategien fortjener ros for at sætte en stærk retning for Danmarks engagement i verden.

Udfordringen ligger i udrulningen; I at sikre at fattigdomsbekæmpelse og arbejdet for rettigheder, demokrati og fred ikke nedprioriteres til fordel for kortsigtede geopolitiske wins.