Forsker: Rygter om at nedlægge Udviklingspolitisk Råd er dybt bekymrende

Den position har Udviklingspolitisk Råd (UPR) i de senere år overtaget. Rådet har en professor fra Aarhus Universitet som formand og derudover personligt udpegede medlemmer fra fire arbejdsmarkedsorganisationer (Dansk Industri, Danske Erhverv, Landbrug og Fødevarer, Ulandssekretariatet) og seks civilsamfundsorganisationer, tænketanke og forskningsinstitutioner (Dansk Flygtningehjælp, Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Ungdoms Fællesråd, Concito, Det Udenrigspolitiske Selskab og DIIS).

Ser udviklingsarbejdet efter i sømmene

Rådet har til opgave at kommentere forslag til nye programmer og initiativer, der overstiger cirka 40 millioner kroner, samt at rådgive omkring forskellige konkrete strategier.

Hvis rygterne taler sandt, frygter jeg, at ændringerne bliver en væsentlig svækkelse af dansk udviklingssamarbejde og af opbakningen til det. 

Lars Engberg-Pedersen
Forskningsleder og seniorforsker, DIIS

Som Styrelsen gjorde det i en årrække, bidrager UPR nu til:

• Fagligt input til udformningen af udviklingssamarbejdet,
• At holde Udenrigsministeriet fagligt ansvarlig for programmer og strategier, og 
• At skabe opbakning fra forskellige dele af organisationsdanmark til udviklingssamarbejdet.

Da modtagerne af udviklingsbistanden ikke har nogen indflydelse på dens udformning, er det vigtigt, at der er andre til at se udviklingssamarbejdet efter i sømmene. Ellers bliver dette politikfelt endnu mere ’hemmeligt’ for danskerne og for modtagerne, end det i forvejen er.

En lukket affære  

Ifølge rygterne – og de kan jo tage fejl – er det alternativ, der overvejes, en kombination af en årlig strategisk samtale mellem ministeren og forskellige organisationer samt et teknisk panel, der på et indledende tidspunkt skal kommentere formuleringen af nye programmer.

Lige netop den kombination blev afprøvet, da Christian Friis Bach var udviklingsminister 2011-13. Dog ønskede han en mere intensiv dialog mellem ministeren og organisationerne, men ellers gennemførte han den samme opdeling i strategisk samtale og teknisk rådgivning.

Resultatet var – ambitionerne til trods – at den strategiske samtale blev til ligegyldig snak, og den tekniske rådgivning en lukket affære, der kun involverede en håndfuld personer. Organisationsdanmark blev kørt ud på et sidespor.

Netop på grund af utilfredshed med denne organisering blev UPR oprettet. Det var tydeligt dels, at det er vigtigt, at folkelige organisationer og erhvervsinteressenter er involveret i den konkrete udformning af udviklingssamarbejdet, dels at den i forvejen skrøbelige kommunikation til danskerne om udviklingsbistanden var blevet yderligere svækket.

Udenrigsministeriet har generelt sikret et fagligt forsvarligt udviklingssamarbejde, men det har aldrig været stærk til at demonstrere det over for danskerne. Formidlingen af resultaterne har typisk være teknisk og indforstået. Der er brug for organisationer i øjenhøjde med danskerne til at formidle såvel resultater af som udfordringer for udviklingssamarbejdet.

Hvis rygterne taler sandt, frygter jeg, at ændringerne bliver en væsentlig svækkelse af dansk udviklingssamarbejde og af opbakningen til det.

Og det på et tidspunkt, hvor både Danmark og fattige mennesker rundt omkring på kloden har brug for et stærkt og folkeligt baseret samarbejde, der kan løse alle de globale udfordringer, vi står overfor.