Debat

Kvinfo: Til kamp for ligestillingen

DEBAT: Hvad end vi taler økonomisk udvikling, fredsskabelse eller genopbygning af skrøbelige stater, så er kønsligestilling en af de bedste veje til resultater, skriver Kvinfos Suzanne Moll og Katarina Blomqvist fra FN's kvindekommssion i New York.

Foto: UN Photo/Eskinder Debebe
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Suzanne Moll og Katarina Blomqvist
Hhv. konstitueret direktør og specialkonsulent i Kvinfo

I disse uger er New Yorks Midtown befolket af kvinder og mænd i alle farver og faconer fra alle kontinenter.

Fælles for dem er lyseblå FN-bånd om halsen, der viser, at de deltager i det årlige møde i FN's kvindekommission CSW. Sammen med 20 andre danske organisationer er Kvinfo en del af den officielle danske delegation ledet af ligestillingsminister Karen Ellemann.

Fokus på seksuelle rettigheder
Årets fokus på CSW er Women's and Girls' Economic Empowerment in the Changing World of Work – altså ligestilling og kvinders rettigheder på arbejdsmarkedet. Men det er kvinders seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder, der fylder på de mange side events, og som forventes at give anledning til de hårdeste forhandlinger om slutdokumentet, Agreed Conclusions.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Ikke mindst hjulpet på vej af Donald Trump og hans genindførelse af den amerikanske ”Gag Rule”, som er et forbud mod amerikansk støtte til organisationer, som på nogen måde arbejder med eller blot oplyser om abort.

Og her er vi så inde ved kernen: Ligestilling og kvinders rettigheder hænger sammen, og det giver for eksempel ikke mening at tale om, at kvinder har ret til at være økonomisk uafhængige og have lige adgang til arbejdsmarkedet, hvis de ikke har kontrol over deres egen krop, sundhed og reproduktion. Ligesom det hænger sammen med politisk repræsentation, beskyttelse mod vold og andre juridiske rettigheder.

Det giver ikke mening at tale om, at kvinder har ret til at være økonomisk uafhængige og have lige adgang til arbejdsmarkedet, hvis de ikke har kontrol over deres egen krop, sundhed og reproduktion.

Suzanne Moll og Katarina Blomqvist
Hhv. konstitueret direktør og specialkonsulent i Kvinfo

Kønsligestilling skaber resultater
Læg oven i, at der er en tæt sammenhæng mellem ligestilling og udvikling. Hvad end vi taler økonomisk udvikling, fredsskabelse eller genopbygning af skrøbelige stater, så viser forskningen, at kønsligestilling er en af de bedste veje til resultater og en afgørende forudsætning for succes.

Det er heldigvis også et hovedtema i Danmarks udviklingspolitiske strategi Verden 2030, som meget præcist rammer de temaer, der er på dagsorden på CSW 61. Temaet omkring economic empowerment spejler den øgede fokus på virksomhedernes rolle i udviklingssamarbejdet i den danske strategi.

Men når det kommer til stykket er det kvinders helt basale rettigheder – ret til egen krop, ret til at vælge hvor mange børn man ønsker at føde, hvilken af alle tænkelige familieformer man vil leve i, ret til at leve uden vold og at ytre sig, organisere sig og på andre måder som kvinde leve som et frit og selvstændigt individ med handlemuligheder – som både er kernen i Verden 2030 og det kampen står om på CSW.

Mere end en kamp om ord
Men CSW er meget mere end kampen om ord i den officielle erklæring. Dag to på konferencen gik i opløsning, da FN lukkede på grund af en snestorm. Men elementernes rasen kan ikke stoppe folk, der kæmper for en sag. Mødet med folk, der kæmper, er altid fantastisk, mange af dem med livet som indsats.

Og vi fornemmer et særligt fællesskab med mange af dem vi taler med: Som den kinesiske feminist, der har været i fængsel for at lave gadekampagner imod partnervold, som den ugandiske transperson, der fortæller om kampen for LBGT i Uganda og som Kvinfos egen partner, den egyptiske organisation CEWLA, der i år repræsenteres af Nada Nashat og ikke CEWLA's leder Azza Soliman, der er menneskerettighedsadvokat og har udrejseforbud og et fængselsophold hængende over sit hoved.

Helt ironisk, således årets forhandlinger om slutdokumentet af Egypten, som også har udnævnt 2017 til ”Year of the Woman” samtidig med at landet introducerer den ene restriktion og repressalie efter den anden mod de organisationer, der arbejder med blandt andet kvinders rettigheder. Også her har Danmark en opgave i at opretholde presset på de nationer, som i deres handlinger svigter at leve op til deres egne ord – ligesom vi har en forpligtelse til at leve op til vores, både i vores udviklingspolitik og herhjemme.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00