Debat

Mellemfolkeligt Samvirke til ministeren: Støt afrikansk aktivisme og sociale bevægelser i ny udviklingsstrategi

DEBAT: Indskrænkningen af civilsamfundets råderum i Uganda er kun ét eksempel på coronaens konsekvenser for demokrati og menneskerettigheder i afrikanske lande, skriver Julie Koch.

Præsident Yoweri Musoveni sidder tungt på magten i Uganda, hvor oppositionens vilkår peger på yderligere begrænsninger af demokratiet under coronakrisen, skriver Julie Koch. 
Præsident Yoweri Musoveni sidder tungt på magten i Uganda, hvor oppositionens vilkår peger på yderligere begrænsninger af demokratiet under coronakrisen, skriver Julie Koch. Foto: Baz Ratner/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Julie Koch
International direktør, Mellemfolkeligt Samvirke 

Han har siddet tungt på magten siden 1986. Og han skyr ingen midler for at blive genvalgt, når Uganda 14. januar som det første land i 2021 afholder valg for at sætte navn på landets præsident. 

Hans navn er Yoweri Museveni, og selv om han er fyldt 76 år, har han ikke glemt, hvordan man vinder et valg. Tværtimod er Musevenis og hans regimes overgreb på oppositionen under den igangværende valgkamp de værste i flere årtier.

EU har opgivet at overvåge valget med observatører, fordi præsident Museveni ikke har villet efterleve de krav, som EU har stillet for at sikre et frit og fair valg.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Oppositionens kandidater
Det er første gang siden 2006, at EU ikke sender valgobservatører, og det er alvorligt for de oppositionskandidater, der sætter liv og helbred på spil ved at stille op mod Muesveni.

En af dem er den 38-årige reggaemusiker, Robert Kyagulanyi – kendt under kunstnernavnet Bobi Wine. Han har været arresteret tre gange i de seneste to måneder og forsøger at føre valgkamp iført hjelm og skudsikker vest.  

Alt i alt har demokratiet og menneskerettighederne fået det værre i 80 lande, siden virusset meldte sin ankomst

Julie Koch
International chef, Mellemfolkeligt Samvirke

"Valgkampen er helt vild. Det er som en krig og en slagmark," sagde Bobi Wine for nylig i et interview med avisen The Guardian.

"Hver eneste dag konfronteres vi af tungt bevæbnede soldater. Det er altid tåregas og granater, skarp ammunition og tæv," uddyber Bobi Wine, der især er populær blandt Ugandas mange forandringshungrende unge.

Mindst 50 mennesker er dræbt af skud fra sikkerhedsstyrkerne, og præsident Museveni bruger også coronapandemien som et påskud for at indskrænke oppositionens muligheder for at føre valgkamp. Den slags restriktioner rammer så "tilfældigvis" ikke præsidentens egne tilhængere.

Usikkert civilsamfund
Lige før jul blev min kollega, Nikolash Opiyo, arresteret. Han er formand for vores søsterorganisation i Uganda, Actionaid Uganda, og en velanskreven menneskerettighedsadvokat og -aktivist.

Myndighederne holdt Nikolash indespærret julen over med en grundløs anklage om, at han er finansieret fra udlandet, og først for nylig blev han løsladt mod kaution.

Arrestationen er blot endnu et eksempel på, at Musevenis regime har skruet voldsomt op for undertrykkelsen af civilsamfundet i Uganda særligt op mod valget.

Der er brug for, at donorlandene i Europa i endnu højere grad end hidtil omlægger deres bistand og politik til at støtte aktivister og det brede civilsamfund.

Støt de sociale bevægelser
Det står ikke kun galt til i Uganda. I en række andre afrikanske lande bliver civilsamfundets råderum indskrænket af magthavere, oftest med covid-19 som påskud: Forsamlingsforbud, udgangsforbud og mundkurv til medier efter anklager om at sprede falsk information om pandemien.

Alt i alt har demokratiet og menneskerettighederne fået det værre i 80 lande, siden virusset meldte sin ankomst – ikke mindst i lande med et i forvejen svagt demokrati og skrøbeligt civilsamfund.

Derfor er det afgørende, at Danmark og andre lande støtter de unge og deres sociale bevægelser i deres krav om indflydelse. Det er derfra, vi ser forandringerne komme.

Læs også

Så er der al mulig grund til, at vores nye udviklingsminister, Flemming Møller Mortensen (S), skruer op for støtten til civilsamfundet, ungdomsbevægelser og frontkrigerne i kampen for demokrati og rettigheder i Uganda og andre lande syd for Sahara.

Ministeren har ovenikøbet en rigtig god anledning til at kigge bistanden efter i sømmene, da han snart skal barsle med en ny udviklingspolitisk strategi.

Demokrati kommer ikke fra magthaverne eller udefra. Demokrati kommer, når mennesker organiserer sig og kræver forandringer. Det er læren fra de mange ungdomsbevægelser, som vi har set verden over de sidste år. 

Lad os give dem den støtte, som de fortjener, og skrue dansk udviklingsbistand sammen på en måde, så vi kan støtte forandringskræfterne bedst muligt. Det fortjener de – lige nu og her i Uganda.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Flemming Møller Mortensen

MF (S), klosterforstander, Aalborg Kloster fhv. minister for udviklingssamarbejde og for nordisk samarbejde
Sygeplejerske (Sygeplejeskolen i Aalborg 1988), salgsuddannet (AstraZeneca 2004)

Julie Koch

Generalsekretær, Danmission
ph.d. i internationale udviklingsstudier (Roskilde Uni. 2001), m.phil. i latinamerikanske studier (Cambridge Uni. 1995)

0:000:00