Oxfam Ibis: Fødevarekrisen udstiller den globale ulighed

En farlig cocktail af stigende ulighed, følgevirkninger af covid-19-krisen, klimakrise, krigen i Ukraine og en hidtil uset eksplosiv stigning i fødevarepriserne er ved at skabe en reel katastrofe for verdens fattigste. Ikke kun i dag, men også på lang sigt.

Fødevarekrisen rammer nemlig langt fra lige. Den fattigste del af befolkningen rammes hårdere af stigende priser. IMF anslår, at udgifter til fødevarer udgør 40 procent af et husholdningsbudget i lande syd for Sahara, mens det blot er 20 procent i rigere lande. 

De stigende fødevarepriser kommer også i en tid, hvor der allerede eksisterer kritisk fødevareusikkerhed i store dele af verden. Op mod hvert 48. sekund dør et menneske af sult på Afrikas Horn, og i Vestafrika lider 27 millioner mennesker af sult, mens millioner er sendt på flugt.

Højere fødevarepriser fører til fattigdom
Det er samtidig et trist paradoks, når eksperter peger på, at der egentlig er fødevarer nok til at brødføde alle i verden, men at fødevarerne er skævt fordelt eller bliver anvendt forkert. Men en fødevarekrise handler om meget andet end akut sult. De langsigtede effekter risikerer at føre til permanente skader. 

Højere fødevarepriser fører til fattigdom. Oxfam estimerede tidligere på året, at op mod 65 millioner mennesker kan skubbes ud i ekstrem fattigdom alene på grund af fødevareprisstigninger, som siden er steget endnu mere. I alt risikerer 263 millioner flere mennesker at ryge ud i ekstrem fattigdom med kun 1,9 dollars at leve for om dagen på grund af både covid-19-pandemien, stigende ulighed og højere fødevarepriser. Sådan en fattigdom risikerer at blive permanent, også efter priserne falder.

Fødevarekrisen rammer især de mest udsatte, de fattigste, dem på flugt. Vi ser, at familier begynder at spise mindre og dårligere, og at for eksempel forældre kan blive nødt til at prioritere udgifter til mad over udgifter til skolegang.

Unge piger kan blive tvunget ud i for tidlige ægteskaber for at minimere antallet af munde, der skal mættes. Og kvinder må ofte opgive deres arbejde for at bruge dagen på at skaffe mad, eller få maden til at række længere. Vi er derfor nødt til at sikre, at fødevarekrisen ikke udvikler sig til en langvarig fattigdomskrise. 

Den nuværende fødevarekrise er ikke kun et udfald af en uforudsigelig krig i Ukraine, men i lige så høj grad en effekt af ulige fordeling af verdens ressourcer og en række globale og nationale systemer, der ikke  er robuste nok til at modstå chok udefra. Disse systemer kan ændres, men det kræver politisk vilje.

Lige nu er der akut brug for fødevarebistand og anden hjælp til de hårdest ramte befolkninger.

De stigende fødevarepriser kommer i en tid, hvor der allerede eksisterer kritisk fødevareusikkerhed i store dele af verden

Lars Koch
Generalsekretær i Oxfam IBIS

På længere sigt er der brug for at udvikle modstandsdygtigheden i fødevaresystemerne i udviklingslandene ved at støtte opbygningen af lokale og regionale fødevareforsyningskæder samt agroøkologiske modeller, der er mindre afhængige af de globale fødevare- og gødningsmarkeder. 

Eftergiv den enorme gæld 
Investeringer i klimatilpasning af fattige landes landbrugsproduktionen kan mindske tabene. For eksempel findes der systemer, der kan give en tidlig advarsel om lokale klimaændringer, som kan hjælpe bønder og fiskere lokalt, hvis tørke eller oversvømmelser er på vej.

Men vi skal også gribe fat om problemernes rod. Hvis skrøbelige stater ikke skal være afhængige af velgørenhed fra rigere lande, bør vi eksempelvis se på at eftergive deres enorme gæld – eller i det mindste give mere lempelige vilkår for tilbagebetaling. For eksempel brugte Angola i 2020 flere penge på at tilbagebetale sin udenlandske gæld, end det brugte på offentlige udgifter til uddannelse og sundhed tilsammen. Det er uholdbart. 

Disse penge kan – udover at investere i bæredygtige fødevaresystemer - i stedet bruges til fattigdomsbekæmpende tiltag og opbygning af stærke og modstandsdygtige stater ved at investere i offentligt finansieret kvalitetsuddannelse, klimatilpasning og opbygning af progressive skattesystemer. 

Vi kan ikke bekæmpe fødevarekrisen isoleret uden også at tage hånd om alle de andre kriser og om de strukturer, der har lagt mange udviklingslande i en økonomisk spændetrøje med høj gæld og stærkt stigende ulighed til følge.