Oxfam Ibis: Klimaet kræver opgør med ulighed

DEBAT: Tallene taler deres eget tydelige sprog og viser, at ulighed skal bekæmpes, hvis klimakrisen skal løses, og dermed også at de rige lande skal bidrage med både penge og CO2-reduktion, skriver Kristian Weise.

Af Kristian Weise
Generalsekretær, Oxfam IBIS

Skovbrande i Amazonas. Oversvømmelser i Indonesien, Mozambique, Somalia og Sydsudan. Tørke i Øst- og Sydafrika.

Mens vi i Danmark kan ”nøjes” med vand i vores kældre og flyvende tagsten, når klimakrisen skaber ekstremt vejr, ødelægger krisen hele samfund og koster tusinder af menneskeliv i andre dele af verden.

Sådan er den ulige virkelighed, hvor de mennesker, der er mindst skyld i klimaforandringerne – verdens fattigste – også er dem, der helt konkret betaler den største menneskelige regning for klimakrisen. Og regningerne til de fattigste vil desværre fortsætte i en lind strøm.

FN estimerer, at antallet af mennesker, der vil have akut brug for nødhjælp, vil stige fra omkring 100 millioner i 2015 til 200 millioner i 2022. Klimakrisen driver den negative udvikling.

Uretfærdigheden bliver særligt åbenlys, når vi samtidig ved, at verdens 48 mindst udviklede lande kun modtager i omegnen af tre milliarder dollar årligt til at håndtere klimaforandringernes ødelæggende konsekvenser. Det svarer til en dollarcent om dagen per person.

Og det altså på trods af at de mennesker, der er blandt verdens rigeste ene procent, udleder omtrent 175 gange så meget CO2 som verdens fattigste mennesker og dermed har hovedansvaret for klimakrisen.

De rigeste ti procent, som de fleste danskere nok er blandt, når man ser på indtægt, står samlet set for halvdelen af verdens CO2-udledning. Derfor er det også entydigt positivt, at Danmark på globalt plan går forrest med ny klimalov, ambitiøse reduktionsmål og den kommende klimahandlingsplan.

Problemet er bare, at det meget langtfra er nok. Tallene taler deres eget tydelige sprog og viser, at ulighed skal bekæmpes, hvis klimakrisen skal løses, og dermed også at de rige lande skal bidrage med både penge og CO2-reduktion.

For hvem skal betale for den grønne omstilling? Spørgsmålet om fordeling bliver afgørende. Dermed bliver politikernes rolle det også.

Klimakrisen er global
Ikke alene er det retfærdigt, at dem, der udleder mest CO2, betaler klimaregningen. Det er også en demokratisk nødvendighed, hvilket De Gule Veste i Frankrig og andre protester mod ulighed bør minde os om.

Klimakampen må ikke få sociale slagsider. Derfor er progressive skatter en ansvarlig løsning, når vi skal finde den nødvendige klimafinansiering.

Klimakrisen er per definition global, og derfor skal fordelingsprojektet også række ud over nationale grænser. De rigeste lande skal bidrage meget mere i udviklingslandene – både når det gælder investeringer i bæredygtig omstilling og håndtering af akutte kriser.

Også her kan danske politikere gå forrest. En start bør være, at vi får handlingsplaner, der ikke alene adresserer klimaproblemet, men som også fokuserer på bekæmpelse af den ekstreme globale ulighed og forholder sig til alle 17 af FN’s verdensmål.

2020 bør derfor blive året, hvor regeringen kommer med en ny handlingsplan, der sætter en klar retning for, hvordan Danmark vil opnå alle verdensmålene. Kun ved at gå den vej kan velfærd og bæredygtig udvikling for hele verdens befolkning sikres frem mod 2030.

Verdens største problemer løses ikke isoleret. Bekæmpelse af fattigdom, bedre uddannelse og ligestilling mellem kønnene er også en del af løsningen på klimakrisen.

For eksempel er kvalitetsuddannelse til verdens mest marginaliserede mennesker nødvendigt, hvis klimakrisen skal mindskes. Det virker måske ikke så intuitivt.

Men i identifikationen af en lang liste af løsninger, der skal bekæmpe klimakrisen, er uddannelse af piger faktisk den sjettevigtigste og udgør dermed et vigtigt element i den samlede løsning på klimaforandringerne. Til sammenligning er solpaneler nummer otte.

Også derfor må vi ikke stirre os blinde på klimaet og lade de andre verdensmål i stikken.

Forrige artikel Tidl. ambassadør: Er Martin Henriksens falske modsætninger om fædrelandskærlighed DF’s politik? Tidl. ambassadør: Er Martin Henriksens falske modsætninger om fædrelandskærlighed DF’s politik? Næste artikel Jeppe Kofod: Uro i Mellemøsten kræver dansk maratondiplomati Jeppe Kofod: Uro i Mellemøsten kræver dansk maratondiplomati