Professor: Danmark har stadig sit gode ry i det globale syd – men kan det holde ved?

Centralisering betyder mindre føling med lokale partnere

Evalueringen peger på, at Danmark har fulgt en international tendens, når vi har haft et øget fokus på temaer som klima, migration eller geopolitik.

Den er også meget tydelig i sin konstatering af, at indenrigspolitiske dagsordener har bidraget til, at flere programmer bliver styret fra København. Det er nemmere at honorere politiske tematiske ønsker, når der er central kontrol. For formålet med en decentralisering er jo netop, at vi opnår lokal tilstedeværelse.

Eksempelvis har det stærke fokus på øgede klimabevillinger medført, at Danmark har måttet kanalisere flere midler gennem multilaterale partnere, som forskellige grønne fonde eller forskellige investeringsinstrumenter som Impact Fund Denmark. 

Disse bevillinger bliver styret fra udenrigsministeriets klimakontor i København. Samtidig har mange års nedskæringer på det udsendte personale og lukning af ambassader desuden betydet, at der er grænser for, hvor stor kapacitet, der findes decentralt, hvilket har nødvendiggjort, at vi kanaliserede midler gennem tredje partnere som fonde og så videre.

Centraliseringen har måske øget evnen til at efterkomme politiske tematiske ønsker hurtigt, men den har samtidig mindsket evnen til at lytte til lokale behov ’on the ground’. Den har, med evalueringens ord, fjernet beslutningerne langt fra de udviklingslande, hvor det er meningen, at pengene skal have resultater. 

Det er ambassaderne, der har lokalt kendskab. De kan identificere, hvornår danske kompetencer kan passe ind i lokale behov. De kan have politisk dialog med regeringer og identificere passende lokale partnere, samt løbende monitorere og følge op.

Evalueringen gør meget ud af, at det også er ambassaderne, der får erfaringer med de multilaterale organisationers arbejde ude i landene. Når Unicef for eksempel laver indsatser med flygtninge og værtssamfund, får ambassaden førstehåndsviden om styrker og svagheder ved organisationen.

Den viden er central, når Danmark gennem bestyrelser og lignende, arbejder for at påvirke den organisation, vi støtter med bistanden. Mange multilaterale organisationer efterlyser den type viden, som Danmark har – eller i hvert fald har haft om effektivt hands-on udviklingssamarbejde.

Fragmentering er et problem

Prioriteringen af tematikker som migration og klima har betydet at antallet af partnere og instrumenter i udviklingsbistanden er vokset. Dette er sket, som evalueringen siger, ’under den eksplicitte antagelse, at udviklingssamarbejde skal være godt for Danmarks egeninteresse’.

På linje med mange andre bilaterale donorer har Danmark generelt bevæget sig fra regering-til-regering samarbejde til at benytte partnere som fonde, civilsamfundsorganisationer, EU og andre multilaterale organisationer. Samtidig har Danmark i en årrække udfaset en del bilaterale landeprogrammer blandt andet i forbindelse med lukning af ambassader, hvilket gør det sværere at kanalisere bistand gennem ambassader.

Mellem 2011 og 2023, etablerede Danmark, ifølge evalueringen, årligt et sted mellem 170 og 250 ny partnerskaber.

Den konstaterer, at Danmark stadig er en respekteret og troværdig partner. Men dette er primært på grund af vores langsigtede partnerskaber, som der jo nu er blevet færre af.

Anne Mette Kjær
Professor, Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet

Ny partnere og instrumenter kan have mange styrker. Det giver god mening at samle internationale indsatser på områder som for eksempel seksuelle og reproduktive rettigheder, så der kan opbygges ekspertise på området. Eller der kan være tilfælde, hvor samarbejde med en meget autoritær regering, hvis værdier vi ikke deler, ikke er ønskelig og andre partnere derfor er nødvendige.

Men evalueringen påpeger, at fragmentering er et problem, både i Danmarks udviklingssamarbejde og i den internationale bistand i det hele taget. Den understreger, at fragmentering besværliggør koordinering, læring og videns-opsamling.

Koblet med færre ressourcer og mindre kapacitet på ambassaderne og i København betyder det, at læring om, hvad der skaber udviklingsresultater, mistes. Derfor anbefaler evalueringen færre og større programmer frem for mange og små.

Danmark kunne være med til at sætte dagsordenen

Evalueringen er vigtig læsning for alle, der interesserer sig, ikke blot for vores udviklingssamarbejde, men for hvordan Danmark bliver opfattet i det globale syd. Evalueringen gør os klogere på de mange dilemmaer, der er i det danske udviklingssamarbejde, både organisatorisk og tematisk.

Den konstaterer, at Danmark stadig er en respekteret og troværdig partner. Men dette er primært på grund af vores langsigtede partnerskaber, som der jo nu er blevet færre af.

Den understreger også, at København har brug for at bakke mere op om ambassaderne og styrke disses kapacitet til at køre lokale programmer.

Den påpeger altså i høj grad et trade-off mellem på den ene side politisk lydhørhed, hvor centralisering og fragmentering passer fint, og hensynet til udviklingsresultater, hvor decentralisering og langsigtede partnerskaber passer bedre.

Man kunne spørge, om tiden for langsigtede partnerskaber er forbi

Anne Mette Kjær
Professor, Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet

Man kunne spørge, om tiden for langsigtede partnerskaber er forbi. Evalueringen påpeger, at Danmark har fulgt en international tendens, når vi integrerer bistanden med danske politiske hensyn. Mod det kan man argumentere, at vi, sammen med Norge, og til dels stadig Sverige, er blandt de få donorer, der fortsat fastholder et bistandsniveau på 0,7 procent af BNI.

Og det giver os en vis gennemslagskraft internationalt.

Fremfor at følge i slipstrømmen på andre, har vi muligheden for at fremme nye innovative modeller for effektivt udviklingssamarbejde. Modeller, der tænker nyt om partnerskaber, så vi fremover også vil kunne invitere afrikanske udenrigsministre, når vi lancerer strategier i Danmark.

Men det forudsætter, at vi tager en åben, ærlig og transparent debat om, hvilke partnere vi ønsker, hvilke lande, vi gerne vil have et udviklingssamarbejde i, og ud fra hvilke kriterier, vi skal vælge disse partnere.