Ældre Sagen: Mobile omsorgshold gør ældrevelfærden mindre maskinel

Af Per Tostenæs
Seniorkonsulent, Ældre Sagen

Den kommunale visitation til hjemmehjælp og plejebolig skranter gevaldigt. Antallet af svækkede ældre mennesker uden hjælp er steget med 50 procent på ti år, og muligheden for at få en plejebolig er blevet kraftigt forringet. Det er en uværdig udvikling for vort velfærdssamfund.

Servicelovens forudsætninger om at give hjælp til svækkede ældre – og andre udsatte grupper – er blevet tilsidesat af snævre kommunaløkonomiske hensyn, og det efterlader en stor gruppe af svækkede ældre til at klare sig selv, uden de har mulighed for det.

Der skal findes nye løsninger, og her må grundsætningen være at skabe mere tid til mennesket og mindre fokus på regnearksledelse.

Vi må forstå, at al hjælp må tage udgangspunkt i den enkeltes behov og må tilpasses den enkeltes livssituation.

Per Tostenæs
Seniorkonsulent, Ældre Sagen

Det er her, at MOA, et mobilt omsorgs- og aktiveringsteam på Mors, kommer ind i billedet. MOA fungerer sådan, at ældre eller pårørende kan henvende sig til MOA-teamet uden at skulle aktivere hele det kommunale system og vente på at starte en visitationsproces.

Tager ud til bekymrede borgere
I MOA-teamet er tre medarbejdere specifikt dedikerede til at reagere og tage ud til de borgere, der har en begyndende bekymring eller et behov for en håndsrækning. Måske trykker ensomheden, fordi man har mistet ægtefællen gennem mange år, eller måske er der tegn på begyndende demens.

Det er et umiddelbart utænkeligt scenarie i visitationssystemet at gøre noget ved en "måske". Men for at behandle borgere ens, er det vigtigt at tage højde for, at vi alle er forskellige.

Et system, som på forhånd har defineret, hvad der kan tildeles af hjælp, mangler helt evnen til at sætte sig ind i den enkeltes behov for hjælp, vedkommendes levede liv, hvad hun eller han har af drømme og ønsker for et godt liv – måske har han eller hun cyklet eller gået til dans hele livet, og det er forsvundet.

I MOA bliver der ikke på forhånd afsat tid til hjælpen til den enkelte. Tid afhænger af, hvad medarbejderen og den enkelte ældre finder ud af i fællesskab. Kort sagt bliver der brugt den tid, der er brug for.

For den traditionelle regnearksledelse kan dette virke farligt. Men i praksis bliver tiden brugt rigtigt, og hjælpen bliver vedkommende. Det sparer både tid og penge i længden – bare spørg dem på Mors.