DI: Sådan skal nærhedsreformen sikre et agilt velfærdssamfund

Af Jakob Scharff
Branchedirektør, DI

Regeringen har annonceret en nærhedsreform, der skal gøre op med minuttyranni, unødigt bureaukrati og regler. Det er et prisværdigt mål, som vi i DI kun kan bakke op om.

Det er dog stadig uklart, hvordan regeringen konkret vil nå dette mål. Jeg har forstået, at der ikke kommer et samlet udspil, men derimod nogle principper og et nyt værdisæt i udviklingen af den offentlige sektor – både lokalt og nationalt.

I DI er vi enige i, at der er brug for et nyt værdisæt for udviklingen af den offentlige sektor. Flere penge, nye regler og mere kontrol er ikke løsningen på de udfordringer, vi ser.

Den udbredte kompleksitet og detailstyring, de mange proceskrav, den manglende tillid og det begrænsede ledelsesrum med videre, der kendetegner store dele af den offentlige sektor, er svær at få gjort op med simple løsninger i et let kommunikerbart reformudspil.

Velfærd for borgerens skyld
Kommunaldirektørforeningens formand skriver i sit indlæg, at nærhedsreformen bør tage sit udgangspunkt i første række, der hvor borgerne møder medarbejderne, og medarbejderne møder borgerne. Det er jeg meget enig i. Et vigtigt princip bør derfor være, at den offentlige sektor er til for borgernes skyld – ikke omvendt.

Hvis politikerne har tillid til brugerne og tør tage dem seriøst, er der gode muligheder for at erstatte bureaukrati, procesregler og detailstyring.

Jakob Scharff
Branchedirektør, DI

Medarbejderne skal have det nødvendige albuerum, så de kan bringe deres fagligheder i spil for at hjælpe borgerne. Jeg kan ikke tro, at man er blevet SOSU eller pædagog for at udfylde skemaer og udøve mekanisk omsorg, men derimod på baggrund af et ønske om at bruge sin faglighed og medmenneskelighed til at give ældre pleje og omsorg eller understøtte børns udvikling og trivsel.

Velfærden bør i et moderne velfærdssamfund udvikles i et tæt samspil mellem medarbejderne og borgerne, så borgerne får den bedst mulige velfærd inden for de givne rammer.

Lokale tilpasninger og forskelle
Et princip om, at den offentlige sektor skal tjene borgeren, må følges op med et princip om, at der må –- og skal – være lokale forskelle.

Der skal være forskel, fordi vi er forskellige. Der er forskel på ønsker og behov på tværs af både landsdele, kommuner, bysamfund mv. Nogle har for eksempel behov for, at daginstitutionerne åbner tidligt, andre at de lukker sent – og andre igen, at der er pasningsmuligheder om aften. Hvis velfærdssamfundet skal behandle borgerne ens, kræver det med andre ord, at vi bliver behandlet forskelligt.

Som KL’s direktør skriver, skal rammerne være fleksible, og der skal være mulighed for at tilpasse indsatsen efter borgernes behov. Velfærden skal leveres, så den passer til de lokale forhold.

Borgerne er ikke en ensartet gruppe, der passer – eller skal passes – ind i en one-size-fits-all model. Vi skal gøre op med den institutionaliserede og ensartede velfærd og i stedet slippe velfærden og mangfoldigheden fri.

Ledere skal kunne lede – ikke bare administrere
Hvis de enkelte velfærdsleverandører skal kunne tilpasse sig lokale forhold og udvikle sig i samspil med borgerne, skal de lokale ledere have et øget ledelsesrum.

Lederne skal nemlig kunne lede og ikke bare administrere. Derfor skal der følges op på Ledelseskommissionens anbefalinger, herunder at der kommer klarere rollefordeling mellem politikerne og forvaltningens ledere.

Kun ved at slippe de lokale ledere fri og reelt give dem ansvaret, får vi et lokalt ejerskab for udviklingen af velfærden.

Fokus på kvalitet frem for proces
For at sikre, at ledere og medarbejderne får det nødvendige albue- og handlerum, skal de snærende proceskrav afvikles og erstattes af mål for kvaliteten.

Socialdemokratiet har allerede forslået noget lignende i deres udspil til en selvstyreform, og der er på ældreområdet allerede et arbejde i gang.

Ved at fokusere på resultatet, altså kvaliteten af den velfærd de enkelte velfærdsleverandører leverer, frem for processerne får medarbejderne og velfærdsleverandørerne bedre mulighed for at tænke nyt, eksperimentere og udvikle velfærden, så den i højere grad tilfredsstiller borgernes ønsker og behov.

De mange procesregler er udtryk for, at det har været svært at måle kvaliteten af velfærden. Svaret fra bureaukraterne og politikerne har derfor været et krav om, at opgaverne skal løses og velfærden leveres på en bestemt måde. Dette kan ikke fortsætte, hvis vi fremover skal styre efter ovennævnte principper.

Forhenværende departementschef Jørgen Rosted skriver i sit indlæg, at der kunne opstilles politiske mål for brugertilfredsheden, mens leverandørerne selv har ansvaret for, at målene opfyldes. Det er jeg enig i, da det vil betyde, at ledelsen, medarbejdere og brugerne får en fælles opgave med at udvikle kvaliteten af den leverede velfærd.

Det er i øvrigt tankevækkende – ja, faktisk bekymrende – at vi her i 2020 ikke har indikatorer for kvaliteten af velfærden, der kan bruges som styringsredskab og pejlemærker for udviklingen af velfærden.

Kvalitet bliver stadig målt som mængden af skattekroner, der bruges eller antallet af ansatte. Men alle ved jo, at det er en ringe indikator, der ikke tager højde for eksempelvis brug af ny teknologi til at forbedre kvaliteten eller forskelle i for eksempel kultur og ledelse.