Plejehjemsleder: Vi skal belønne de plejehjem, der har den bedste kvalitet

Af May Bjerre Eiby
Stifter og leder af plejehjemmet Dagmarsminde

Den velkendte diskussion om privat eller offentlig ældrepleje er temmelig forfejlet.

For vi kan slet ikke diskutere en setting, som dybest set ikke eksisterer. I virkeligheden findes der mest af alt offentligt finansieret pleje. Såvel friplejehjem som private hjemmeplejeleverandører er finansieret af det offentlige.

Vi skal derfor passe på, at vi ikke trækker to fronter op, uden at de er der.

Manglende incitamenter 
Når vi taler om pengestrømme i plejesektoren, så er det mest interessant, at ingen gider at investere i den. Ingen interesserer sig for den værdi, ældrepleje af høj kvalitet kan skabe.

Et plejehjem eller en hjemmepleje, som sørger for, at de ældre har det godt og ikke bliver indlagt, sparer ellers kommunen for en masse penge. Uanset om det er en kommunal eller privat leverandør.

Der er jo hverken belønning for værdiskabelsen eller konsekvens ved den byrde, plejehjemmet lægger på samfundet ved at svække de ældre i stedet for at forebygge deres helbred. Og det er hul i hovedet.

May Bjerre Eiby
Stifter og leder af Dagmarsminde

Lad os for eksempel sige, at det ene plejehjem har to indlæggelser om året, mens det andet har 20, så har kommunen brugt flere penge på det plejehjem, hvor de ældre er sygest.

Men til gengæld får det plejehjem, som har de raske beboere, ikke nogen fortjeneste. Og hvorfor skulle plejehjemmet så egentlig gå efter den høje kvalitet?

Der er jo hverken belønning for værdiskabelsen eller konsekvens ved den byrde, plejehjemmet lægger på samfundet ved at svække de ældre i stedet for at forebygge deres helbred. Og det er hul i hovedet. For på det plejehjem, som sparer samfundet for en belastning, er der tydeligvis noget, som er værd at investere i.

Ikke kun et indre kald
Det har den absurde konsekvens, at høj kvalitet udelukkende skabes af iværksætter-filantroper (mig selv inklusive), der er mere styret af et idealistisk kald end af logik.

Det er godt nok, men at bygge en hel plejesektor op omkring forventningen om, at alle medarbejdere følger et indre kald, er nok lige at strække godtroenheden.

Det er trods alt de færreste plejehjem, der mener, at den faglige stræben for at skabe høj kvalitet bærer lønnen i sig selv.

Vil man skalere en plejemodel bygget på høj kvalitet, bliver man derfor nødt til at give stederne lyst til at udvikle en pleje, der giver gladere og sundere ældre – og sparer samfundet for penge.

Og nej, det her skal ikke forstås som, at vi skal bruge flere penge på ældrepleje, end vi gør nu. Vi kan faktisk bruge færre.

Men det kræver, at vi belønner de gode steder. De dårlige steder vil så ændre deres ringe praksis, for de vil også belønnes. At belønne de gode plejehjem er de vise sten til at spare penge i plejesektoren.

Et udtrådt skod
I dag er der intet incitament for at gode plejehjem skal udvikle sig til at blive fyrtårne for resten af plejesektoren.

I stedet bruger man pengene på at vedligeholde de dårlige steder i deres dårligdom. Og så diskuterer man løs om en indbildt modsætning mellem kvaliteten af offentlig og private pleje.

Ingen bemærker det åbenlyse sammenfald mellem en øget omsorg, der styrker de ældres helbred – og en mindre, økonomisk samfundsbyrde. Så hellere betale regningen for alt det, der går galt.

Et voilá, så har vi den velkendte lavstatus-model, hvor de ældre forbliver en byrde, hvor plejesektoren er intetsigende og farveløs, som alt for få gider at uddanne sig til at være i.

Et udtrådt skod.