Akademikerne: Arbejdsgivere og universiteter skal være klar til samarbejde, hvis Egelunds ambitioner om livslang læring skal lykkes

Regeringen viser vejen
I denne virkelighed er viden og kompetencer vores vigtigste råstof. Og det er ikke længere nok at arbejde ud fra den viden, man har tillært sig under sin uddannelse, man afsluttede som 27-årig. 

Arbejdsgiverne skal give tid og rum til læring. Og universiteterne skal sætte tempoet op i at udvikle relevante forløb.

Tomas Kepler

Livslang læring er afgørende i en turbulent tid, hvor verden er i konstant forandring.

Det er ikke længere et valg, men en forudsætning for at kunne følge med. Det er heldigvis en vision, som uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har højt på sin dagsorden. 

Regeringens kandidatreform har fået en hård medfart. Men reformen indeholder faktisk en række tiltag og investeringer, som gør vores uddannelseslandskab mere fleksibelt og rettet mod en dagsorden om livslang læring.

Blandt andet giver reformen den mulighed, at nyuddannede med fokuserede kandidatuddannelser på 75 ECTS kan vende tilbage og tage fag, moduler og særligt udviklede kandidatforløb som efter- og videreuddannelse, som der ikke skal betales yderligere for.

Efter 45 ECTS-point kan man desuden få et kandidattillægsbevis, som dokumenterer, at man har bygget oven på sin kandidatuddannelse.

Universiteterne skal sætte tempoet op
Det er et stort nybrud, for der er ingen særlige krav til, hvornår i sin karriere man kan benytte sig af det eller hvilket område man videreuddanner sig inden for. Og det kan gøres fleksibelt i forhold til, at videreuddannelsen ikke kræver, at man skal træde ud af arbejdsmarkedet.

Regeringen viser her en ny ambitiøs vej til livslang læring – ikke som en floskel, men som en reel rettighed. Det mener vi, fortjener stor ros. 

Vi står med et historisk behov for at omsætte viden til innovation. Her er livslang læring ikke længere et ideal, men en nødvendighed.

Tomas Kepler

Men hvis projektet skal lykkes, er det afgørende, at universiteterne og arbejdsgiverne er parate til at samarbejde. 

Arbejdsgiverne skal give tid og rum til læring. Nu hvor de slipper for de økonomiske omkostninger, ville det også klæde dem at påtage sig et ansvar for, at deres medarbejdere rent faktisk får afsat tid til at videreuddanne sig.

Og universiteterne skal sætte tempoet op i at udvikle relevante forløb – gerne i dialog med arbejdsgivere og med faglige organisationer.

Arbejdspres er en barriere
Hovedorganisationen Akademikerne repræsenterer over 500.000 højtuddannede, der hver dag bidrager til velfærd, forskning og innovation. Vi ved, at kompetenceudvikling skaber bedre løsninger, genererer mere effektive processer og skaber større trivsel.

Vi ved også fra vores egne undersøgelser, at alt for mange akademikere i dag ikke får mulighed for kompetenceudvikling, selvom de efterspørger det.

Fire ud af ti privatansatte akademikere har deltaget i efteruddannelse det seneste år, men næsten dobbelt så mange ønsker at gøre det.

Langt de fleste peger på arbejdspres som den største barriere. Resultatet er tabt innovation, lavere trivsel og et arbejdsmarked, der mister konkurrencekraft.

Her kan livslang læring blive en del af løsningen.

Christina Egelund har tidligere udtalt, at hun vil "bløde op i den struktur, hvor man uddanner sig i starten af voksenlivet og derefter bare arbejder, til man går på pension." Det er et synspunkt, vi deler fuldt ud.

Vi står med et historisk behov for at omsætte viden til innovation. Her er livslang læring ikke længere et ideal, men en nødvendighed.

Akademikerne står klar til at tage ansvar og gå forrest. Vi inviterer universiteter og arbejdsgivere til at gøre det samme.

For kun sammen kan vi skabe et arbejdsmarked, hvor læring er en rettighed – og en realitet.