Ase: Tomme ord i dagpengedebat er åbenbart mere solidarisk end handling

Ønsker ikke at forringe dagpengesystemet
Med andre ord lader en politisk løsning vente på sig. Spørgsmålet er, hvad alternativet er, mens de to millioner dagpengeforsikrede venter på handling fra Christiansborg.

Skal vi give op? Tie, lade stå til og acceptere skævhederne i systemet? Eller forsøge at udbedre dem? I Ase er vi klar til at finde løsninger, der giver dem, som det handler om – individerne – et brugbart tryghedsprodukt.

For rigtig mange danskere, særligt dem med de laveste lønninger, udgør dagpengesystemet stadig et godt økonomisk sikkerhedsnet.

Udfordringen her har været at give lønmodtagere med højere indtægter en arbejdsløshedsforsikring, der reelt giver dem sikkerhed i økonomien, hvis de skulle miste jobbet.

Ases ærinde er naturligvis ikke at forringe dagpengesystemet. Tværtimod ønsker vi, at alle på arbejdsmarkedet uanset indkomst, uddannelse og ledighedsprofil skal have mulighed for at vælge en forsikringsløsning, der modsvarer netop deres behov og prioriteringer.

Det nuværende dagpengesystem er skruet sammen, så dækningsgraden er større, jo lavere indtægt du har, og jo længere du er ledig, desto større gavn har du af det. Det gælder, uanset hvor mange der vælger at stå udenfor.

Vil kæmpe indædt for forbedringer
Vi kommer fortsat indædt til at foreslå og arbejde for forbedringer i a-kasseproduktet, som vores 145.000 a-kassemedlemmer har en berettiget forventning om.

I dag har op mod 800.000 fravalgt dagpengesystemet. Er det mon også udtryk for utilgivelig mangel på solidaritet?

I princippet kan de – hvis de bliver ledige og opfylder kriterierne for at få kontanthjælp – komme til at trække på de offentlige kasser i modsætning til de privatforsikrede, der på ingen måder ligger skatteyderne til last, men tager ansvar og klarer sig selv.

Andre – op mod 400.000 på arbejdsmarkedet – har valgt at tegne en tillægsforsikring til deres a-kassemedlemskab. Det er også en rigtig god mulighed for mange.

For udvalgte faggrupper mener vi, at det er den bedste løsning at vælge en helt privat lønforsikring, som betyder, at de kan finansiere deres ledighed helt uden at involvere en eneste skattekrone. Hvordan kan det nogensinde blive usolidarisk eller "asocialt"?

Melodien er velkendt. De "gule" fagforeninger ødelægger det for fællesskabet, er et populært omkvæd i organisationer, der lever godt i rollen som aktører i et system, de lejlighedsvis kan påpege problemer ved, men ingen løsninger har på.

Skældud bortleder opmærksomheden
At skælde ud på budbringeren eller dem, der forsøger at finde løsninger, synes at være et presset systems umiddelbare reaktion for at bortlede opmærksomheden fra de reelle udfordringer.

Således blev de private sundhedstilbud og forsikringer i 1980'erne og 1990'erne på lignende vis udskammet, som om de var problemet og ikke de lange ventelister og manglende offentlige behandlingstilbud.

I dag har omkring to millioner danskere en sundhedsforsikring, og de færreste er i tvivl om, at netop konkurrencen og patienternes krav om effektivitet førte til langt højere kvalitet i sundhedsvæsenet.

Som bekendt er det svært at spå om fremtiden og forudse udviklingen på dagpengeområdet. Men i min optik er det hverken uanstændigt eller usolidarisk at forsøge at finde løsninger, når mennesker kommer i klemme i fastlåste systemer.

Handling tæller mere end ord.