Baggrund: De faktiske forhold i jernindustrien

HISTORISK TILBAGEBLIK: Derfor har DI og Dansk Metal førerpositionen blandt arbejdsmarkedets organisationer - og en unik direkte indflydelse på dansk politik.

Det tætte forhold mellem Dansk Industri og Dansk Metal går langt tilbage.

Læs dobbeltportræt af Karsten Dybvad og Claus Jensen: De eneste to - historien om et usædvanligt parløb

I 1913 indgik ‘Centralorganisationen for Metalarbejdere’ (CO-Metal) og ‘Sammenslutningen af Arbejdsgivere inden for Jernindustrien i Danmark’ den første kollektive overenskomst på industriens område, som fastsatte mindstelønnen for arbejdere i industrien til 36 øre i timen.

To år senere udgav Storm P. novellesamlingen “13 øre”, hvor han introducerer begrebet ‘De faktiske forhold inden for jernindustrien’, som siden er blevet en slags realpolitisk synonym for, hvad der faktisk kan lade sig gøre.

Krumtap i den danske model
Overenskomsten på industriens område har udgjort en krumtap i udviklingen af den danske model, hvor løn- og arbejdsvilkår aftales mellem arbejdsmarkedets parter uden indblanding fra staten.

Dels fordi Industriens Overenskomst er den største på det private arbejdsmarked. Men i højere grad fordi industrien skaber det såkaldte gennembrudsforlig, som baner vejen for de øvrige private overenskomstfornyelser - og som også har kraftig afsmittende effekt på det offentlige arbejdsmarked.

Samspillet mellem arbejdsgivere og lønmodtagerorganisationer i industrien blev tættere, tydeligere og mere fredeligt fra starten af 1990’erne. Her opstod DI som en fusion mellem Industriens Arbejdsgivere og Industrirådet. Arbejdsgiver- og erhvervsinteresser blev dermed koncentreret i én magtfuld organisation, som sidder på 50 procent af stemmerne i Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

Også på lønmodtagersiden er der sket en koncentration af interesser og ressourcer i CO-Industri. Op til 1980’erne blev de centrale overenskomster - som for eksempel fastlagde løn og arbejdstid - forhandlet direkte mellem LO og DA, mens detaljerne efterfølgende blev forhandlet på plads i de enkelte brancher.

Magtkamp mellem SID og Dansk Metal
Samtidig foregik der en magtkamp mellem Dansk Metal og SID (det senere 3F), fordi SID ønskede et samlet industriforbund under LO, som Dansk Metal i så fald ville blive underlagt.

Dansk Metal spændte effektivt ben for planerne ved i en årrække at melde sig helt ud af CO-Metal. I 1992 opstod CO-Industri i sin moderne form. Som et kartel under LO, aktuelt bestående af Dansk Metal, 3F, HK/Privat, Teknisk Landsforbund, Dansk El-Forbund, Blik- og Rørarbejderforbundet, Malerforbundet og Serviceforbundet, som tilsammen har 230.000 medlemmer ansat i industrien.

Overgangen til en decentral forhandlingsstruktur, hvor kollektive overenskomster forhandles på de enkelte brancheområder, har lagt ekstra vægt på betydningen af industriens gennembrudsforlig - og dermed CO-Industri.

Posterne i CO-Industri fordeles af centralledelsen. Og selv om industrigruppen i 3F har flest medlemmer i industrien, har Dansk Metal i alle år siddet for bordenden, mens næstformandsposten går til 3F.

Omdrejningspunktet i forholdet mellem DI og CO-Industri er fortsat overenskomstfornyelsen, som sker hvert andet, tredje eller i sjældne tilfælde fjerde år. Men parallelt med de til tider tilspidsede forhandlinger er DI og CO-Industri fælles om en række mere fredelige aktiviteter, herunder pensionsselskabet Industriens Pension - som tæller 400.000 pensionskunder, de regionale industripolitiske udvalg (RIPU), TekSam - som er et udvalg for teknologi og samarbejde, og den pro-europæiske Tænketanken EUROPA.

Forrige artikel Neergaard: Nedslidte har god mulighed for tilbagetrækning Neergaard: Nedslidte har god mulighed for tilbagetrækning Næste artikel De eneste to – historien om et usædvanligt parløb De eneste to – historien om et usædvanligt parløb
Vismænd advarer mod loft over pensionalder, men åbner for lempelser

Vismænd advarer mod loft over pensionalder, men åbner for lempelser

HOLDBARHED: Loft over pensionsalderen ved 70 år, som flere partier foreslår, vil underminere den finanspolitiske holdbarhed. Et stop ved 71 år vil derimod ikke sætte økonomien over styr, konkluderer Det Økonomiske Råd, som også peger på andre mulige lempelser af den aldersindekserede pensionsalder.