Bevar folkepensionen. Der er andet end arbejde her i livet

Mit hvidhårede pizzabud trækker vejret lidt forpustet, da han rækker mig bakken med min bestilling. Jeg er gået ned ad trappen fra fjerde sal for at hente pizzaen, der stadig er varm.

Vi aftalte over sms, at jeg mødte ham i bunden af opgangen, for trapperne hos os er temmelig stejle. Han er i hvert fald 85 år, måske snarere 90 og smiler bredt til mig, da vi afregner et relativt lille beløb. På cykelhjelmen står der printet: ”I’m not slow, I’m cheap”.

Jeg har nemlig bestilt min pizza gennem firmaet SnailRabbit, hvor man kan vælge en ung, hurtig og dyr ”snail” eller en langsom, gammel og billig ”snail”. Firmaet blev oprettet, da pensionen for 11 år siden blev afskaffet helt, og mange gamle, der ikke selv havde sparet tilstrækkeligt op til den fjerde alder, blev frataget folkepensionen og måtte i gang med at finde arbejdsopgaver, så de kunne overleve.

”JustEnd”-sprøjten leveres af en digital platform, som matcher døende med uafhængige behandlere

Abelone Glahn
Journalist, selvstændig

Oldingecykelhjelmen er skræmmende aktuel, men situationen er fiktiv. Hjelmen kan dette efterår ses på Dansk Design Museum, hvor den er udstillet sammen med en række andre foruroligende artefakter fra fremtiden: En bøtte med lyserød omsorgsgel til behandling af hudsult for beboere på plejehjem, hvor der katastrofalt mangler personale.

Gelen simulerer fysisk berøring og fungerer antidepressivt. En anden artefakt er ”JustEnd”-sprøjten, der leveres af en digital platform, som matcher døende med uafhængige behandlere, der på bestilling kan udføre aktiv dødshjælp i hjemmet.

Jeg kunne godt tænke mig at sende de fem-seks artefakter fra fremtiden ind på Christiansborg til den nye forsamling af folkevalgte, hvoraf kun 16 ud af 179 medlemmer er over 60. Det er i en forsamling, hvor man hen over de næste fire år skal tage stilling til en ny ældrepolitik for det hastigt voksende segment i befolkningen. 

Hudsultcreme og dødssprøjte kunne blive virkelige ejendele for nogle af de yngste medlemmer i deres alderdom. Det ville ske, hvis man for eksempel fulgte Moderaternes ildevarslende forslag om at fjerne folkepensionen og i stedet erstatte den med en tvungen, privat pensionsopsparing som eneste alternativ. Den folkepension, som for mange i dag er absolut basis at have, og som vi har betalt til over skatten.

Mig selv inklusive – trods mine mange år på arbejdsmarkedet – har ikke sparet nær nok op i pensionsordninger til at kunne undvære folkepensionen som fast grund de næste mange år.

Statistisk bliver jeg 88 år, og selv om jeg allerede nu har valgt at fortsætte på arbejdsmarkedet, har jeg svært ved at se mig selv som pizzabud, skulle det lykkes mig at blive endnu ældre. Andre har sparet mere op, men har for eksempel måttet bruge af opsparingen til at købe sig ud af en bolig ved en skilsmisse eller har måttet bruge af opsparingen i et tidsrum med lav indtjening i forretningen eller til privat betaling af behandling af alvorlig sygdom. 

Så nej tak til at fjerne folkepensionen for alle over en kam. Pensionskommissionen har slået fast, at vi har et godt og solidt pensionssystem, hvis man lader stigningstakten falde til et halvt år ad gangen i stedet for et år. Bemærk, at jeg ikke siger, at man ikke skal røre ved det pensionssystem, vi har nu, for jeg hører til dem, der gerne så, at man stopper stigningen allerede ved de 70 år. Selv om vi bliver relativt sundere som gamle, skal der være andet end arbejde her i livet.

Livspauser er nødvendige. Af samme grund vil jeg gerne opfordre til, at man gentænker hele pensionssystemet og ikke kun tænker på, hvornår man kan arbejde i årevis for så at holde helt op.

Fremtiden kræver, at vi holder pauser undervejs. Hvis vi skal blive ved, til vi er 70-80 år, kan det i mine øjne kun lade sig gøre, hvis man får nogle pauser undervejs: Det er ikke et maratonløb, vi er ude i. Vi skal have nogle pitstop undervejs, som giver mening i forhold til vores livsfaser.

Fremtiden kræver, at vi holder pauser undervejs

Abelone Glahn
Journalist, selvstændig

Mange unge beder om det samme: Lad os kunne holde nogle gevaldige pauser i livet, for eksempel når man får børn, eller når man senere trænger til at skifte retning og mangler nogle års efteruddannelse.

Eller når børnene er flyttet hjemmefra, og man vil orientere sig mod et andet liv, inden man arbejder videre: Mange efterlønnere oplever for eksempel en stor lettelse, når de går fra – for ofte at finde ud af, at de slet ikke er færdige med arbejdsmarkedet, men blot havde brug for en flerårig ”sommerferie”.

Jeg vil gerne rette opmærksomheden på Helen Kobæks bog ”Job, stop, go”, som peger på en helt anden løsning, der giver plads til at tage disse livspauser. Kobæk foreslår, at hvert nyfødte barn udstyres med en million statsbetalte kroner, der investeres bæredygtigt ved fødslen i en pausefond og akkumulerer overskud undervejs gennem livet.

Personen kan så trække beløb fra investeringen til finansiering af fire forskellige livspauser, men kun så meget, at der er afkast tilbage til en lang pensionstilværelse. 

Ideen har fået alt for lidt opmærksomhed, men er et virkelig interessant bud på, hvordan vi både kan få et langt liv med pauser og samtidig spare op undervejs. Der vil i så fald både være midler til at leve for og til at betale for en eventuel ekstra hjælp, hvis man har behov.