Debat: Var Frederiksens førtidspension fair, ville reform være unødvendig

Af Lisbeth Riisager Henriksen
Cand.mag. og forfatter

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, er kommet med et udspil til en pensionsreform for samfundets ”nedslidte” borgere.

Det lyder på overfladen meget godt, når hun til Avisen.dk 22. januar 2019 har udtalt: ”Vi skal finde en model, hvor vi undgår de her årelange, hårde forløb, som mange bliver udsat for nu.” Og det lyder som noget af en indrømmelse, når hun til Avisen.dk udtaler, at hun, belært af erfaringer, ”… ved (…), at noget af den sagsbehandling, der foregår nu, er alt for hård for folk at komme igennem.”

De årelange forløb, som hun henviser til, er blandt andet de ressourceforløb, som hun selv søsatte med reformen af førtidspension og fleksjob.

De hører sammen med det ideologiske mulighedsregime, hvormed hun og forligskredsen bag reformen politisk besluttede at parkere i titusindvis af mennesker i venteposition år efter år – officielt med den politiske forventning, at en hypotetisk arbejdsevne hos de invalide kan udvikles og realiseres, men reelt for at give de syge borgere bevisbyrden for det modsatte: at hypotetiske arbejdsmuligheder ikke kan realiseres. Som bekendt er det svært at bevise det, der endnu ikke er sket.

Intet ansvar for egne reformer
Alligevel taler Frederiksen i nærværende udspil kun om ”nedslidte” seniorer – ikke om syge, handicappede eller forulykkede personer i bred almindelighed, herunder dem, som har været hårdest ramt af Frederiksens ressourceforløb. Hun forsøger dermed, som i så mange andre sammenhænge, at komme udenom at tage ansvar for sine egne reformer af blandt andet førtidspension og fleksjob, som ellers havde været det oplagte første punkt at tage fat på.

Hvis reformen af førtidspension havde medført et godt, retfærdigt og værdigt system [...], så havde de slet ikke haft nogen grund til at komme med et særligt udspil til pensionsreform for ”de nedslidte”.

Lisbeth Riisager Henriksen
Cand.mag. og forfatter

Dén reform har pint og plaget i titusindvis af mennesker i nu godt seks år. De ”tæller deres dage i sygdom, armod og elendighed”, som det hedder i forordet til den nye bogantologi De reformramte fra Forlaget Udenfor (2018) – og Frederiksen indrømmer jo over for Avisen.dk, at hun godt ved det. Det udstiller et åbent, betændt sår – både menneskeligt og politisk.

Hvis reformen af førtidspension havde medført et godt, retfærdigt og værdigt system, eller hvis Socialdemokratiet endda havde villet være med til at ændre den grundlæggende, så havde de slet ikke haft nogen grund til at komme med et særligt udspil til pensionsreform for ”de nedslidte”. Så ville alle jo være rummet i en fælles, værdig løsning.  

Opgør med ressourceforløbet
Derfor kan Socialdemokratiet heller ikke argumentere sagligt for nødvendigheden af et særligt pensionssystem for ”de nedslidte” uden også at forklare og tage ansvar for alle de dele af det nuværende beskæftigelsessystem, som ikke fungerer, og som Mette Frederiksen selv indførte som beskæftigelsesminister.

Hun får også svært ved at forklare, at det skulle være særligt retfærdigt og solidarisk at give langt mindre invalide grupper af mennesker tilhørende bestemte faggrupper en særligt privilegeret, anciennitetsbaseret pensionsret og samtidig afvise at sikre de øvrige allermest invalide med regulære diagnoser værdig adgang til førtidspension.

Jeg mener, det bør være de helbredsmæssigt allerdårligste, som først må sikres retten til førtidspension eller tidlig pension – uanset alder, antal år på arbejdsmarkedet eller andre kendetegn.

Et værdigt system bør basere sig på individuelle skøn, helbredsattester og aktuel arbejdsevne og tidsbegrænse perioden for arbejdsprøvninger til et minimum.

Det kræver et fundamentalt opgør med ressourceforløbet. Og det kræver, at man freder syge borgere og tilkender dem førtidspension ved en arbejdsevne på syv-ti timer ugentligt.