Enhedslisten: Utroligt at DF er med i asocial aftale

DEBAT: Løs samspilsproblemet ved at hæve grænsen for, hvornår der modregnes i pensionstillægget, skriver Rune Lund (EL).

Af Rune Lund
Finans- og skatteordfører for Enhedslisten

VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti indgik 6. februar en skatteaftale, hvor VLAK og DF vil løse samspilsproblemet ved at indføre nye skattefradrag.

Samspilsproblemet opstår, når det ikke kan betale sig at spare op til pension, fordi man som pensionist ender med at blive trukket i offentlige ydelser.

Men regeringens løsning dur ikke. For den er asocial og urimelig.

Det er særlig utroligt, at Dansk Folkeparti – der ellers ynder at profilere sig selv som repræsentanter for almindelige mennesker og ældre i særdeleshed – medvirker til en skatteaftale, der igen forbigår dem, der er pensionister i dag, og som tager penge fra velfærden.

Aftalen snyder pensionisterne
For det første må man konstatere, at aftalen vender den tunge ende nedad. Jo højere indkomst, jo større gevinst.
For det andet bliver alle dem, der i dag er folkepensionister og førtidspensionister, snydt.

For skatterabatten bliver givet til folk, der i dag er erhvervsaktive. Men når nu skatten bliver sænket, hvorfor skal de, der har de allerlaveste indkomster i Danmark, så forbigås?

Er der nogen, der fortjener at få lidt mere, så er det i den grad disse grupper.

For det tredje indebærer aftalen, at der frem mod 2025 bliver snuppet otte milliarder kroner fra det råderum, som skulle have været brugt til at sikre en ordentlig velfærd. Velfærden må altså igen lide, for at der kan blive delt skatterabatter ud.

Derudover stammer en del af finansieringen af aftalen fra de nedskæringer i kontanthjælpen fra Jobreform I, som har betyder, at tusinder af børn på grund af kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen lige nu vokser op i fattigdom.

Det er dybt usympatisk. 

Hæv skatten for de rigeste
Enhedslisten vil gerne sikre lavere skat til dem, der har de laveste indkomster. Det skal bare ikke betales af de arbejdsløse, men af højere skatter på de rigeste.

For det fjerde kunne regeringen have lavet en meget mere enkel løsning på samspilsproblemet – nemlig simpelthen at hæve grænsen for, hvornår pensionister bliver modregnet i folkepensionens pensionstillæg.

Det er samtidig en simpel løsning, hvor det i fremtiden for den enkelte pensionist vil være tydeligt, at der kan være en gevinst ved at spare op, også når man sandsynligvis har glemt alle de teknisk indviklede og finurlige skattefradrag, som man måske har fået.

Dette ville være en langt klogere tilgang til problemet frem for at give skatterabatter, der giver mest i kroner og ører til dem, som tjener mest.

Finansiering med social profil
Enhedslisten ønsker en sådan højere grænse, før der modregnes i pensionstillægget. Og vi ønsker at finansiere dette ved at fjerne fradragsmuligheden for pensionsindbetalinger i topskatten.

Dette fradrag, som koster statskassen 5,2 mia. kroner om året, bør fjernes, da det er en skatterabat, hvor de rigeste kan slippe for at betale topskat, hvis de indbetaler penge på en pensionsopsparing.

Det synes vi ikke er rimeligt.

En sådan finansiering vil helt entydigt have en meget social profil, hvor en forbedring af pensionsforholdene for almindelige mennesker ramt af samspilsproblemet, bliver betalt af dem, der tjener mest.

Forrige artikel PFA: Obligatorisk opsparing er vejen frem PFA: Obligatorisk opsparing er vejen frem Næste artikel HK Privat: Det er ikke svært at få kvalificeret arbejdskraft til Danmark HK Privat: Det er ikke svært at få kvalificeret arbejdskraft til Danmark