FSD: Her er fire anbefalinger til et retfærdigt kontanthjælpssystem

Incitamenter kan sikre selvforsørgelse
Der er borgere, som får kontanthjælp, selvom de egentlig godt kunne klare sig selv. Det er bare vigtigt at huske på, at det på ingen måde er flertallet. De færreste er i kontanthjælpssystemet, fordi de synes, at det er sjovt. Dertil er hjælpen for lille, og kravene for store.

Men der er ikke tvivl om, at mange borgere på kontanthjælp med den rette hjælp, den rette motivation og de rette incitamenter vil kunne yde mere, end de er i stand til her og nu.

For eksempel har vi set, at kontanthjælpsloftet for nogle har betydet et skub i retning af at gøre lidt mere for at sikre sig i hvert fald en deltidsansættelse.

Det er bare vigtigt at afbalancere denne type incitamenter, så de borgere, der ikke har resurserne til det, ikke bliver omfattet af disse incitamenter.

Men der er en gruppe, som ikke er i stand til at ændre på deres liv her og nu, heller ikke med støtte fra det offentlige.

Det kan skyldes misbrug, psykiske lidelser eller sociale komplikationer. Samtidig er de ikke så dårligt fungerende, at de er berettiget til førtidspension.

Social arv spiller ind for mange af disse borgere. Undersøgelser viser, at kun 53 procent af børn fra de dårligst stillede sociale grupper er i stand til at få en afgangseksamen fra folkeskolen.

Andre opgørelser viser, at op mod 25 procent af de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere (den svageste gruppe) har været anbragt i et eller andet omfang som børn.

Andre undersøgelser viser, at mere end 40 procent af denne gruppe har psykiske lidelser eller får psykofarmaka, og at op mod 50 procent har en form for misbrug.

Anbefaling 3: De ledige bliver mødt med den holdning, at vi ikke opgiver nogen, også selvom det ikke fører til en 37-timers arbejdsuge.

Alle ønsker at være en del af fællesskabet
Som velfærdssamfund har vi altså en meget stor udfordring.

Ikke alene skal vi sikre et rimeligt socialt sikkerhedsnet, vi har også en stor gruppe af borgere, som ikke er i stand til at klare sig selv, og som skal have en individuel støtte for at sikre, at de kan bidrage så meget som muligt ud fra en grundtanke om, at alle mennesker har behov for at være en del af fællesskabet.

Som velfærdssamfund har vi en særlig forpligtelse til at sikre, at de børn, der vokser op under disse vilkår, ikke bare viderefører den sociale arv, men faktisk får en mulighed for at bryde det ulykkelige mønster.

Det er en opgave, som vil udfordre os som myndighed, fordi vi bliver tvunget til at tænke mere helhedsorienteret i vores indsatser.

Vi skal tilrettelægge den samlede støtte individuelt og må acceptere, at det er en svær og langvarig opgave.

Anbefaling 4: Vi skal bruge mere tid på at undersøge, hvilken hjælp den enkelte og dennes familie har behov for, og vi skal indgå i et tæt partnerskab med den ledige for at lægge en individuel og helhedsorienteret plan.

Til gengæld er det vel nu – mere end nogensinde før – at vores samfund har råd til at påtage sig opgaven, og hvis vi gør det rigtigt, kan det være en investering, der bærer frugt i mange generationer frem.