FSD: Her er fire anbefalinger til et retfærdigt kontanthjælpssystem

DEBAT: Der skal være en løbende debat om, hvad der er rimelige vilkår for at modtage kontanthjælp, og hvor stor hjælpen skal være. Her kommer FSD med fire anbefalinger til et retfærdigt system.

Af Helle Linnet
Formand, FSD, og direktør, Vordingborg Kommune

Kontanthjælp er velfærdssamfundets sociale sikkerhedsnet. Garantien for, at hvis vi i en periode er ude af stand til at forsørge os selv, så kan vi klare os igennem på en offentlig ydelse, der garanterer os tag over hovedet og mad på bordet hver dag.

Dermed er kontanthjælp grundstenen i vores grundopfattelse af, at velfærdssamfundet eller fællesskabet griber os, når vi virkelig har hjælp behov, så længe vi gør, hvad vi kan, for at bidrage og leve op til de krav, som lovgivningen stiller for hjælpen.

Kontanthjælp er som udgangspunkt en midlertidig ydelse. Hvis man for eksempel på grund af en ulykke vil være varigt ude af stand til at forsørge sig selv, er der andre indsatser og ydelser, der træder i kraft som for eksempel fleksjob eller førtidspension.

Derfor er meningen med en kontanthjælpsperiode, at det enten skal afklares, om man vil være så varigt begrænset, at man skal have en pension, eller om der kan ydes hjælp og opkvalificering, så man igen kan klare sig selv.

Anbefaling 1: Kontanthjælp er en midlertidig ydelse, hvor man må forvente, at der er modkrav. Der ydes gerne hjælp til at bringe den enkelte tættere på arbejdsmarkedet.

Fattigdomsgrænse eller velfærd
Dermed er der og skal der være en løbende debat om, hvad der er rimelige vilkår for at kunne modtage denne hjælp, og hvor stor den skal være.

Uanset variationer i samfundets konsensuskrav og ydelsesstørrelser og betingelser har den basale grundtanke altid været, at man i et eller andet omfang skal yde for at kunne nyde, og at den hjælp, som man kan få, skal være rimelig og sikre, at vi ikke ligger under en vis fattigdomsgrænse.

Det sociale sikkerhedsnet er med den nuværende lovgivning ikke en garanti for, at man kan opretholde den levestandard eller status, som man tidligere har haft. Det er en garanti for, at man har tag over hovedet og ikke dør af sult.

Så ja, du kan blive nødt til at sælge dit hus og realisere dine værdier, uanset hvor uretfærdigt du måtte opleve det.

Til gengæld stiller det sociale sikkerhedsnet – som udgangspunkt – ikke spørgsmålstegn ved årsagen til, at du nu er i en situation, hvor du ikke kan klare sig selv.

Anbefaling 2: Skab økonomisk motivation for at tage et arbejde – også for lavtlønsgrupperne.

Incitamenter kan sikre selvforsørgelse
Der er borgere, som får kontanthjælp, selvom de egentlig godt kunne klare sig selv. Det er bare vigtigt at huske på, at det på ingen måde er flertallet. De færreste er i kontanthjælpssystemet, fordi de synes, at det er sjovt. Dertil er hjælpen for lille, og kravene for store.

Men der er ikke tvivl om, at mange borgere på kontanthjælp med den rette hjælp, den rette motivation og de rette incitamenter vil kunne yde mere, end de er i stand til her og nu.

For eksempel har vi set, at kontanthjælpsloftet for nogle har betydet et skub i retning af at gøre lidt mere for at sikre sig i hvert fald en deltidsansættelse.

Det er bare vigtigt at afbalancere denne type incitamenter, så de borgere, der ikke har resurserne til det, ikke bliver omfattet af disse incitamenter.

Men der er en gruppe, som ikke er i stand til at ændre på deres liv her og nu, heller ikke med støtte fra det offentlige.

Det kan skyldes misbrug, psykiske lidelser eller sociale komplikationer. Samtidig er de ikke så dårligt fungerende, at de er berettiget til førtidspension.

Social arv spiller ind for mange af disse borgere. Undersøgelser viser, at kun 53 procent af børn fra de dårligst stillede sociale grupper er i stand til at få en afgangseksamen fra folkeskolen.

Andre opgørelser viser, at op mod 25 procent af de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere (den svageste gruppe) har været anbragt i et eller andet omfang som børn.

Andre undersøgelser viser, at mere end 40 procent af denne gruppe har psykiske lidelser eller får psykofarmaka, og at op mod 50 procent har en form for misbrug.

Anbefaling 3: De ledige bliver mødt med den holdning, at vi ikke opgiver nogen, også selvom det ikke fører til en 37-timers arbejdsuge.

Alle ønsker at være en del af fællesskabet
Som velfærdssamfund har vi altså en meget stor udfordring.

Ikke alene skal vi sikre et rimeligt socialt sikkerhedsnet, vi har også en stor gruppe af borgere, som ikke er i stand til at klare sig selv, og som skal have en individuel støtte for at sikre, at de kan bidrage så meget som muligt ud fra en grundtanke om, at alle mennesker har behov for at være en del af fællesskabet.

Som velfærdssamfund har vi en særlig forpligtelse til at sikre, at de børn, der vokser op under disse vilkår, ikke bare viderefører den sociale arv, men faktisk får en mulighed for at bryde det ulykkelige mønster.

Det er en opgave, som vil udfordre os som myndighed, fordi vi bliver tvunget til at tænke mere helhedsorienteret i vores indsatser.

Vi skal tilrettelægge den samlede støtte individuelt og må acceptere, at det er en svær og langvarig opgave.

Anbefaling 4: Vi skal bruge mere tid på at undersøge, hvilken hjælp den enkelte og dennes familie har behov for, og vi skal indgå i et tæt partnerskab med den ledige for at lægge en individuel og helhedsorienteret plan.

Til gengæld er det vel nu – mere end nogensinde før – at vores samfund har råd til at påtage sig opgaven, og hvis vi gør det rigtigt, kan det være en investering, der bærer frugt i mange generationer frem.

Forrige artikel V: Flere penge i kontanthjælpssystemet skader integrationen V: Flere penge i kontanthjælpssystemet skader integrationen Næste artikel EL til DA: Der er langt igen, før alle ansatte trives på arbejdspladsen EL til DA: Der er langt igen, før alle ansatte trives på arbejdspladsen
Ny aftale hæver loftet for lønkompensation

Ny aftale hæver loftet for lønkompensation

CORONA: Virksomheder kan nu få dækket op mod 30.000 kroner månedligt per fuldtidsansat, hvis de vælger at gøre brug af den midlertidige lønkompensationsordning, som regeringen har forhandlet på plads med arbejdsmarkedets parter.