Debat

Krifa og blå partier i opråb: Regeringens udfasning af digitale samtaler med ledige er virkelighedsfjern

Digitale samtaler med ledige begyndte som en nødløsning for at begrænse coronasmitten, men blev en succes for jobcentre, a-kasser og ledige. Nu vil regeringen udfase dem – uden gode argumenter, skriver Eik Dahl Bidstrup, Hans Andersen (V), Isabella Arendt (KD), Mads Andersen (K), Søren Steen Andersen (V).

Regeringens manglende villighed til at omfavne de digitale muligheder, coronakrisen har sat skub til, skal ikke gå ud over ledige, skriver Eik Dahl Bidstrup, Hans Andersen (V), Isabella Arendt (KD), Mads Andersen (K), Søren Steen Andersen (V).  
Regeringens manglende villighed til at omfavne de digitale muligheder, coronakrisen har sat skub til, skal ikke gå ud over ledige, skriver Eik Dahl Bidstrup, Hans Andersen (V), Isabella Arendt (KD), Mads Andersen (K), Søren Steen Andersen (V).  Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det virker virkelighedsfjernt, når beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) sammen med resten af regeringen og aftalepartierne bag Arne-pensionen vil udfase digitale samtaler med ledige i jobcentre og a-kasser.

Bevares, i deres delaftale lægger de op til at gøre det muligt fra 2022, at ledige kan få digitale samtaler – efter seks måneders ledighed. Men hvorfor skal længere tids ledighed være lig med mere fleksible rammer?

Nødløsning er en succes
Det virker på mange måder ulogisk, og vi mangler i den grad den gode begrundelse for, hvorfor regeringen, DF, Enhedslisten og SF vil finansiere Arnes pension med et halvhjertet forsøg på at følge med udviklingen på beskæftigelsesområdet.

Det kunne være en kæmpe vindersag for Peter Hummelgaard og aftalepartierne, hvis de greb digitaliseringens muligheder, som måske er en af de eneste positive ting, der er kommet ud af coronakrisen.      

Eik Dahl Bidstrup, Hans Andersen (V), Isabella Arendt (KD), Mads Andersen (K), Søren Steen Andersen (V)

Faktisk kunne det være en kæmpe vindersag for Peter Hummelgaard og aftalepartierne, hvis de greb digitaliseringens muligheder, som måske er en af de eneste positive ting, der er kommet ud af coronakrisen.                          

De digitale samtaler med ledige begyndte som en nødforanstaltning for at begrænse coronasmitten, men på rekordtid fik både jobcentre og a-kasser stablet et digitalt setup på benene, så de ledige ikke blev overladt til dem selv i den på mange måder underlige corona-tid.

I Krifa holdt de endda digitale møder med de medlemmer, der havde lyst, med stor succes – selv da det ikke var påbudt.

Argumenter i hobetal
Det er ikke mange dage siden, at Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører Henrik Møller fortalte i landsdækkende radio, at de afventer evidens som forklaring på, hvorfor det ikke er alle ledige, der kan få valgfriheden mellem fysiske og digitale møder med a-kassen og jobcentret.

Man skulle næsten tro, de lukkede øjne og ører med vilje, for argumenterne findes efterhånden i hobetal.

I selvsamme radioprogram kunne Krifas beskæftigelseschef berette om, hvordan et digitalt møde kan give medlemmet tryghed, fordi de sidder i hjemlige og vante omgivelser, og hvordan en samtale sagtens kan være nærværende og udbytterig, selvom man ikke ser hinanden fysisk.

Assens Kommune har samme gode erfaringer med at understøtte borgerne i Corona-perioden.

Og det er ikke enestående tilfælde.

Danske A-kasser, der repræsenterer størstedelen af de danske a-kasser, hører samme positive meldinger fra deres medlemsorganisationer, ligesom Kommunernes Landsforening og deres formand for arbejdsmarkedsudvalget, Thomas Kastrup-Larsen (S), fortæller om, hvordan det styrker indsatsen i kommunerne.

Allerede tilbage i januar foreslog KL endda at oprette et virtuelt jobunivers til jobparate ledige med fokus på tillid og spillerum til ledige, virksomheder og jobcentre.

Fleksibilitet i højsæde
Det kan ikke være rigtigt, at regeringens manglende villighed til at omfavne de digitale muligheder og den udvikling, coronakrisen har sat skub til på beskæftigelsesområdet, skal gå ud over de ledige danskere.

Kære regering, kig op fra skrivebordet og ta’ et blik ud i virkeligheden. De digitale samtaler er kommet for at blive.

Eik Dahl Bidstrup, Hans Andersen (V), Isabella Arendt (KD), Mads Andersen (K), Søren Steen Andersen (V)

For det er jo ikke kun jobcentre og a-kasser, der melder om positive erfaringer – medlemmerne og borgerne er ovenud begejstrede.

Vi hører fra medlemmer og borgere, at de føler sig set og hørt samtidig med, at det giver dem en fleksibilitet, der er så meget værd, at den ikke kan prissættes.

Så kære regering, kig op fra skrivebordet og ta’ et blik ud i virkeligheden.

De digitale samtaler er kommet for at blive.

Det er den nye normal, og her bør vi som et moderne land naturligvis følge med udviklingen.  

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Hummelgaard

Justitsminister, MF (S)
cand.jur. (Københavns Uni. 2012)

Henrik Møller

MF (S)
Gymnasiel uddannelse

Thomas Kastrup-Larsen

Direktør for Professionshøjskolen UCN Erhverv, fhv. borgmester (S), Aalborg Kommune
cand.scient.adm. (Aalborg Uni. 1999)

0:000:00