Mor til tre: DSU-formand forsvarer en politik, der gør hverdagen sværere for børnefamilier

Jeg har derimod talt for retten til at diskutere det liv, vi har skabt – og retten til at problematisere, at vi i dag har et arbejdsliv, der i stigende grad ikke hænger sammen med børns trivsel.

Det er ikke at frasige sig ansvar. Det er at tage ansvar for det, vi ser ske. 

Virkeligheden for tusindvis af børn

Katrine Evelyn påstår, at børn har det godt i institutioner. Det håber jeg også. Men jeg forholder mig til det, vi ved.

En landsdækkende undersøgelse fra EVA og Vive fra 2025 viser, at kun ni procent af alle daginstitutioner har et godt pædagogisk læringsmiljø – et miljø, hvor børn faktisk har mulighed for at udvikle sig positivt.

Det burde ikke være acceptabelt, at børn mistrives som led i at opfylde "samfundskontrakten".

Luna Munk
Studerende, forfatter og mor til tre

De resterende 91 procent har kun tilstrækkelige eller utilstrækkelige forhold. Det er ikke bare tal – det er virkeligheden for tusindvis af børn.

Når børn afleveres klokken 6.30 og hentes klokken 16.30, er det ti timer væk fra hjemmet, ofte i omgivelser præget af lavt uddannet personale, støj og underbemanding.

Det er ikke forældres egoisme, der får dem til at stille spørgsmål ved et arbejdsliv, der ikke tilgodeser børnene.

Det er omsorg.

Et strukturelt problem

I stedet for at lytte til de erfaringer og det opråb, der kommer fra forældre, mødes vi ofte – som i Katrines indlæg – med anklager om dovenskab eller hykleri.

Men hvorfor er det så farligt at ønske sig et arbejdsliv, der tager højde for børns behov for ro og tryghed?

Det burde ikke være acceptabelt, at børn mistrives som led i at opfylde "samfundskontrakten". 

Alligevel ser vi, at 110.000 børn i folkeskolen har mere end ti procent fravær, og at 52.000 børn årligt er væk fra skolen i over en måned – ikke fordi de pjækker, men fordi de har ondt i maven og sover dårligt.

Det viser en undersøgelse udført af Børns Vilkår i samarbejde med Børne- og Undervisningsministeriet fra 2024.

Det er ikke en individuel fejl. Det er et strukturelt problem.

Det handler om at tage fællesskabet alvorligt

Og det er her, det for alvor bliver paradoksalt.

For det er ikke forældre, der modarbejder fleksibilitet og samfundssind. Det er politiske beslutninger – ofte taget af den regering, Katrine Evelyn selv bakker op om.

Når jeg – og mange andre – taler om at gentænke arbejdsmarkedet, handler det netop om at tage fællesskabet alvorligt.

Luna Munk
Studerende, forfatter og mor til tre

Det er Socialdemokratiet, der har afskaffet en helligdag og hævet pensionsalderen – og dermed gjort det endnu sværere for børnefamilier at få hverdagen til at hænge sammen, da tiden bliver mindre, og der skal arbejdes mere for at optjene pension.

Det er ikke kun et spørgsmål om retorik – men et spørgsmål om den førte politik, der skaber ringere vilkår for arbejderne og bedre vilkår for politikerne.

Når jeg – og mange andre – taler om at gentænke arbejdsmarkedet, handler det netop om at tage fællesskabet alvorligt.

Ikke at melde sig ud, men at række hånden op og sige: Det her fungerer ikke for alle.

Det er mange familiers virkelighed

Jeg ønsker ikke et samfund, hvor ingen arbejder.

Jeg ønsker et samfund, hvor det at arbejde og det at tage sig af børn ikke skal være hinandens modsætninger.

Hvor ansvar også handler om at turde pege på strukturer, der skaber mistrivsel – og hvor vi ikke kalder det egoisme, når forældre siger fra.

Det her er ikke kun mine tanker. Det er mange familiers virkelighed.

Og hvis vi ikke tør tale om det, fordi vi er bange for at rokke ved en samfundskontrakt, der i forvejen ikke er lige for alle – så mister vi både fællesskab og fremtid.

Derfor står jeg fast. Ikke som et forbillede. Men som en stemme i en vigtig samtale om børns trivsel og forældres ansvar.