Debat

Socialrådgiverne: Tesfayes 37-timers ordning må ikke ende som opbevaring og symbolpolitik

DEBAT: Hvis nytilkomne og indvandrere, som ikke er blevet integreret, skal tættere på arbejdsmarkedet, så er det helt afgørende, at kvaliteten af aktiveringen er i orden, skriver Mads Bilstrup.

"Målet skal være, at aktiveringen virker i form af bedre integration og fodfæste på arbejdsmarkedet," skriver socialrådgivernes formand.
"Målet skal være, at aktiveringen virker i form af bedre integration og fodfæste på arbejdsmarkedet," skriver socialrådgivernes formand.Foto: Dansk Socialrådgiverforening
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er fortsat åbenlyse problemer med at få nogle flygtninge og indvandrere integreret på det danske arbejdsmarked.

Den indsats, som vi gør i dag i forhold til de borgere og familier, der har svært ved at få tag på integrationen og finde fodfæste på arbejdsmarked, skal blive bedre. Derfor er jeg også åben over for idéer til at forbedre og gentænke indsatsen.

Regeringens forslag om aktivering i 37 timer om ugen som krav for at modtage kontanthjælp er et bud på dette.

Men der er stadig mange ubesvarede spørgsmål: Hvem skal være omfattet? Hvad aktiveringen skal bestå i? Hvordan skal det finansieres? Og hvilke sanktioner forestiller man sig?

Nyttearbejde er billigt, men også den mest perspektivløse indsats, og det åbner for en udsigtsløs arbejdspligt, der i værste fald kan blive skadelig for både integrationen og tilnærmelsen til arbejdsmarkedet.

Mads Bilstrup
Formand for Socialrådgiverne

En betænkelig vej
Vi ved dog, at regeringen vil kræve, at man kun kan få kontanthjælp ved at deltage i 37 timers aktivering om ugen. Jeg synes, det er en betænkelig vej at gå.

Det kan meget nemt blive til en indholdsløs beskæftigelsespligt for arbejdsløse for at opretholde et forsørgelsesgrundlag. Det vil ikke hjælpe nogen tættere på arbejdsmarkedet.

Derfor er det bekymrende, når udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye i Weekendavisen 22. januar lægger op til discount-løsninger med megen brug af nyttejob i aktiveringen.

Hvis nytilkomne og indvandrere, som ikke er blevet integreret, skal tættere på arbejdsmarkedet, så er det helt afgørende, at kvaliteten af de 37 timers aktivering er i orden. Ordningen må ikke ende som opbevaring og symbolpolitik.

Læs også

Ordentlig danskundervisning
Jeg vil gerne advare mod, at man i mangel på kvalificeret indhold til 37 timers aktivering trækker nyttearbejde op af hatten igen.

Nyttearbejde er billigt, men også den mest perspektivløse indsats, og det åbner for en udsigtsløs arbejdspligt, der i værste fald kan blive skadelig for både integrationen og tilnærmelsen til arbejdsmarkedet. Mennesker har ikke godt af endeløst som-om arbejde bare for at opfylde et politisk mål om en billig 37 timers aktivering.

Et centralt problem for de mennesker, som regeringen vil adressere med forslaget, er, at de både har dårlige danskkundskaber og ofte mangler uddannelse. Fuldtidsaktivering bør derfor både indeholde en ordentlig danskuddannelse og en vej til kompetencegivende uddannelse.

Erfaringerne fra revalidering og Integrationsgrunduddannelsen (IGU) bør indtænkes, fordi begge ordninger har veldokumenteret god effekt.

Rituel evighedsaktivering er totalt perspektivløst
Virksomhedsaktivering kan også indgå i de 37 timer. Men det skal doseres nøje. Virksomhedsaktivering i meget lang tid og uden tydelige progressionsmål – for eksempel om at komme nærmere et konkret job – fører ikke til noget, og det kan blive en belastning for de arbejdspladser, der skal rumme og hjælpe de aktiverede.

Virksomhedsaktivering kræver en forståelse med de arbejdsgivere og lønmodtagerorganisationer, der skal medvirke. Nøjagtigt som man har gjort i forbindelse med Integrationsgrunduddannelsen.

Som sagt: Målet skal være, at aktiveringen virker i form af bedre integration og fodfæste på arbejdsmarkedet. Derfor bør indsatsen også være tidsbegrænset. Rituel evighedsaktivering er totalt perspektivløst.

Målgruppen skal afgrænses nøje
Det leder mig hen til min anden pointe: Målgruppen. Vi kender stadig ikke regeringens forslag til en målgruppe. Men hvis man skal overveje fuldtidsaktivering, så skal målgruppen være afgrænset, så indsatsen modsvarer behovet.

Det må være en individuel og socialfaglig vurdering, om aktiveringen kan hjælpe borgerne til integration og arbejdsmarkedstilknytning.

Fuldtidsaktivering skal ikke omfatte dem, der på grund af sygdom, traumer eller andre alvorlige problemer ikke kan profitere af det. Til dem må man overveje andre tiltag, for eksempel ressourceforløb, så man samlet kan tage fat i deres problemer med helbred, sociale problemer, dårligt dansk og manglende uddannelse.

Vi skal ikke efterlade dem, som ikke kan profitere af 37 timers aktivering uden indsats. Men vi skal sætte ind med det, der faktisk kan løse deres problemer.

Ikke mere fattigdom
Det store spørgsmål ved regeringens forslag er, hvad der skal ske med de mennesker, som ikke deltager i aktiveringen i 37 timer om ugen. Måske fordi de faktisk ikke kan. Hvor langt vil regeringen skære i deres forsørgelse, hvis de ikke kommer? Kan den falde helt væk?

I forvejen er hjemsendelses- og selvforsørgelsesydelsen ekstremt lav, så vi kan ende med massive fattigdomsproblemer i nogle familier, hvis politikerne med sanktioner skærer yderligere, hvis borgerne ikke deltager i de 37 timer.

Vi ved, at fattigdom ikke fører til bedre integration eller job, men efterlader børnene og de ramte familier i en meget svær livssituation, hvor de har ekstremt svært ved at ændre på deres situation.

Det må ikke blive resultatet. Vi skal have et samfund med mindre - ikke mere - fattigdom.

Dokumentation

Temadebat: Større krav til indvandrere på offentlig forsørgelse?

Nytilkomne og indvandrere med et stort integrationsbehov, der er på integrationsydelse eller kontanthjælp, skal deltage i 37 timers aktivering om ugen, hvis det ikke skal gå udover pengepungen.

Det mener beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og integrationsminister Matias Tesfaye (S).

Konkret foreslår regeringen, at indvandrere skal deltage i enten praktik, nyttejobs eller kurser på fuld tid. Ellers ryger ydelsen.

Ifølge regeringen skal Folketingets partier forholde sig til en ny model inden sommerferien.

Ambitionen er at få flere nytilkomne og indvandrere med stort integrationsbehov i job. I dag står hver tredje indvandrer med ikke-vestlig baggrund nemlig udenfor arbejdsmarkedet.

Altinget benytter anledningen og spørger et hold af debattører: Vil et nyt 37-timerskrav løse problemet? Hvorfor skal reglerne ikke gælde for alle uanset oprindelse? Hvordan får vi flere indvandrere ud på arbejdsmarkedet? Er det overhovedet realistisk at sikre 37 timers aktivering til alle på et arbejdsmarked, der i forvejen er hårdt presset af corona-krisen? Og hvordan hænger strammere krav til ledige indvandrere sammen med regeringen og støttepartiernes fælles ambition om at gøre livet på kontanthjælp mindre presset for børnefamilier?

Panelet består af:

Mattias Tesfaye (S), udlændinge- og integrationsminister

Victoria Velasquez (EL), beskæftigelsesordfører

Lars Boje Mathiesen (NB), beskæftigelsesordfører

Bent Bøgsted (DF), beskæftigelsesordfører

Sikandar Siddique (FG), partileder

Cecilia Lonning-Skovgaard (V), borgmester for Integration og Beskæftigelse i Københavns Kommune 

Rasmus Brygger, Danmarks Videnscenter for Integration

Jacob Nielsen Arendt, forskningsleder i Rockwoolfonden

Mads Bilstrup, formand for Dansk Socialrådgiverforening

Iben Bolvig, VIVE

Charlotte Liebak Hansen, forskningschef i Væksthusets Forskningscenter

Søren Heissel, forbundssekretær i 3F

I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mads Bilstrup

socialrådgiver

0:000:00