Væksthuset: Besparelser på jobcentrene må ikke ramme den aktive indsats

Forskning fra Beskæftigelses Indikator Projektet viser, at når udsatte ledige ikke modtager en aktiv og sammenhængende beskæftigelsesindsats, så står de ikke kun stille, men vejen til job bliver faktisk længere.

Det er forskningsmæssigt underbygget, at afbrudte forløb og skiftende sagsbehandlere forlænger ledighedsperioden. Og dermed vokser regningen.

Men hvor kan man så spare? På bureakratiet, forstået som alt papirarbejdet, siger mange.

Er lovgiverne klar?
Det lyder tillokkende, men det fordrer, at man også tør afgive den kontrol, der ligger i kravet om de mange registreringer.

Og det kræver en massiv tillidsøvelse. For der er jo en grund til at jobcentrene for eksempel skal overholde bestemte intervaller for samtaler med de ledige. Det er velunderbygget, at tæt kontakt til de udsatte ledige øger progressionen mod arbejdsmarkedet.

Så ja – her er muligvis en besparelse at hente – men kun hvis jobcentrene rent faktisk lever op til kravet om tæt kontakt og meningsfulde samtaler med de ledige. Også når kontrolinstanserne kigger den anden vej.

Regelforenkling og afbureaukratisering kan være lette svar, men svære at gennemføre.

Charlotte Liebak Hansen og Leif Tøfting Kongsgaard 
Henholdsvis projekt- og forskningschef i Væksthusets Forskningscenter og faglig direktør i Væksthuset

Et andet eksempel er vejledning om repatriering.

Jobcentermedarbejderne er forpligtede til ved alle samtaler med borgere, der er i målgruppen for repatriering, at vejlede om dette.

Det vil sige, at der i kontaktforløbet hver gang skal vejledes om denne mulighed – også hvis borger har sagt nej tak både en eller flere gange. Det betyder, at vigtig tid anvendes på at opfylde denne forpligtelse.

Her kan det være oplagt at sætte ind, men det vil kræve, at lovgivning ændres. Vil lovgiverne være villige til det?

Benchmarks dræner
Et tredje eksempel er Stars benchmarks og nøgletalsrapporter.

Her kan man trække tal på kommune- og landsniveau på, hvordan det går med at implementrere de større reformer.

Det lyder uskyldigt, og det kan også være et vigtigt værktøj for både kommuner og politikere på flere niveauer.

Men disse opgørelser, som også rangordner kommunerne, betyder, at jobcentrene bruger tid, energi og et voksende mandskab på at følge op, måle og kontrollere, hvordan status er på disse parametre.

Det var tanken, at den forenklingen af beskæftigelsesindsatsen, der blev vedtaget i august 2018, skulle betyde, at det centrale niveau ikke længere i detaljer skulle styre, hvilke indsatser borgerne skal have, men praksis viser, at dele af detailstyringen nu kommer ved hjælp af de centrale benchmarks – for eksempel netop på forskellige indsatser.

Det eksempel viser, at en regelforenkling ikke altid betyder, at der frigøres kræfter til andre områder. Noget af det, der blev luget ud i lovgivningen, blev omvendt grebet af de centrale måle- og opfølgningssystemer, hvilket betyder, at jobcentrene stadig bruger kræfter på dette.

Undgå den aktive indsats
Disse tre eksempler viser, at regelforenkling og afbureaukratisering kan være lette svar, men svære at gennemføre.

Det er ikke kun det enkelte jobcenter, der skal ’skære i bureaukratiet’ – kravene til, hvad dette bureaukrati skal levere til Star, udvalg og ministeriet må i så fald også beskæres.

Vores bekymring går derfor på, om besparelsen på jobcentrene ender med at findes på de aktive beskæftigelsesindsatser.

Fordi en afbureaukratisering alt andet lige vil involvere det centralpolitiske niveau, som skal ændre på for eksempel proceskrav – og kan der findes opbakning til det?

Og hvis der kan – er vi så sikre på, at det i praksis vil betyde besparelser? Hvis det ikke lykkes, så er der kun de aktive indsatser tilbage.

Og de er lette at reducere – hvis man altså ser bort fra, at det kan betyde yderligere deroute for nogle af de mindst ressourcestærke og mest udfordrede borgere.

Det vil dertil alt andet lige være et spørgsmål om tid, før regningen for det begynder at stige.