Forsker: COP26 skal svare på, hvordan råstoffer i Arktis skal udnyttes i fremtiden

Arktis, og i en dansk sammenhæng Grønland, har altid for de fleste stået for store uberørte vidder eller uendeligt fjerne og kolde egne. Det er imidlertid de færreste i Danmark, der har personlige relationer til Grønland eller Arktis, og det gør ofte enhver diskussion om områderne ganske abstrakt.

Her er klimaforandringerne ingen undtagelse. Men måske mange af os skulle stoppe op og lige reflektere en ekstra gang over, hvad der egentlig er ved at ske og på den måde finde en relation til os selv?

For en af grundene til, at vi også i Danmark er optaget af, hvad klimaændringer i Arktis betyder, skyldes, at konsekvenserne af, hvad der er i færd med at udfolde sig foran os, er af ganske stor betydning også for os.

Dramatiske klimaforandringer

Med mindre havis, tilbagetrækkende gletsjertunger og permafrost, der i stigende omfang tør, ændres mulighederne for at tilgå råstoffer og komme frem til øde områder. Både fordi det på én gang er muligt at komme dertil uden at skulle besejre is og sne, men også fordi de ellers så barske vejrforhold simpelthen bliver en anelse mindre barske.

Samtidig med at Arktis er under hastig forandring, er det vigtigt at understrege, at det trods de tydelige forandringer, vi nu er vidne til, stadig er et område, hvor forholdene ændrer sig markant fra år til år.

Disse variationer betyder, at det, trods de tydelige signaler fra mindsket is og permafrost, har taget lang tid at slå fast med formel statistisk sikkerhed, at tingene faktisk ændrer sig, og at det sker med en fart, der for mange klimaparametres vedkommende ikke findes mage til andre steder på kloden.

Men ny forskning viser, at temperaturerne i for eksempel Det Arktiske Hav nu stiger i et tempo, der kun tåler sammenligning med forhold under den seneste istid, hvor hurtige klimasvingninger fandt sted som en følge af variationer i havisens udbredelse i Atlanterhavet – de såkaldte Dansgaard-Oeschger begivenheder. Klimaforandringerne er altså her ret dramatiske.

Det er nu et afgørende forhold, at alle data og analyser utvetydigt peger på, at hele Arktis er under forandring, og at ændringerne er fuldt og helt i tråd med den globale opvarmning.

Jens Hesselbjerg Christensen
Medlem af FN's Klimapanel (IPCC) og professor ved Niels Bohr Insituttet på Københavns Universitet

Ingen tvivl efter ny FN-rapport

Det faktum, at klimaet altid har forandret sig og ikke mindst, at forholdene i Arktis er stærkt varierende af helt naturlige årsager, har længe givet næring til spekulationer om, at de forandringer vi nu oplever også blot er et resultat af naturens luner.

Men netop her er det nu et afgørende forhold, at alle data og analyser utvetydigt peger på, at hele Arktis er under forandring, og at ændringerne er fuldt og helt i tråd med den globale opvarmning.

Med FN’s seneste klimarapport er det reelt ikke længere muligt at så tvivl om, at de ændringer, vi ser finde sted, så godt som alle kan relateres til den globale opvarmning, og at de dermed er et resultat af menneskelig aktivitet – primært fra anvendelsen af olie, kul og gas for at understøtte vores voksende behov for energi.

Men samtidig er mennesker til stede i Arktis som aldrig før og med teknologier til rådighed, der gør, at det bliver stadigt mere realistisk at kunne igangsætte store projekter, der kan udnytte mulighederne, som nu byder sig til.

LÆS OGSÅ: Professor: Statsledere skal løsne grebet om den frie forskning, hvis klimaet i Arktis skal reddes

Råstoffer er afgørende brik

Samtidig taler vi om, at vi i løbet af kort tid skal omstille vore samfund kloden rundt til ikke at anvende fossilt brændsel, og at vi skal omlægge fødevareproduktionen, så udslippene af andre drivhusgasser end kuldioxid også reduceres. Det skal alt sammen iværksættes inden for de næste 30 år og til den tid udrulles på stor skala, så udslippene samlet set forandres til optag allerede midt i dette århundrede. Her kommer udviklingen i Arktis atter ind i billedet.

De muligheder, der er for at udvikle livsbetingelserne for de arktiske befolkninger, bliver udfordret på, at de råstoffer, som måske i de kommende år bliver tilgængelige, kan vise sig at være en del af den omtalte omstilling, som ser ud til at være på vej. Men de kan også vise sig at være det modsatte, da mange af de ressourcer, der nu vil kunne udnyttes, er at betragte som nogle, der dækker behov, som var aktuelle i en verden af i går.

Verdens statsledere skal nu vise, hvor vejen skal lægges, og vi må egentlig godt kræve, at det er nu, det bliver gjort klart hvilke naturressourcer, der ikke længere skal være eftertragtede salgsvarer.

Jens Hesselbjerg Christensen
Medlem af FN's Klimapanel (IPCC) og professor ved Niels Bohr Insituttet på Københavns Universitet

Den balancegang, det kræver at udvikle og samtidig udnytte mulighederne, har altid været en integreret del af Arktis, hvad enten det betragtes på afstand fra Danmark eller blandt de mennesker, som lever i og med udfordringerne, som det – trods mildningen – barske arktiske klima udstiller hver eneste dag.

Slut med at satse på flere heste

COP26 bliver første gang, at verdens ledere for alvor skal forsøge at lægge sig i selen for at vende udviklingen og sætte skub i den grønne omstilling, der er sat i scene mange steder verden rundt – dog fortsat uden at mange konkrete store investeringer er blevet udmøntet.

Set i lyset af ovenstående, skal det i en arktisk forståelse ske nu for at sikre, at det kolde nord ikke kommer til at træffe forkerte valg i forhold til, hvor deres egne investeringer skal gøres. Verdens statsledere skal nu vise, hvor vejen skal lægges, og vi må egentlig godt kræve, at det er nu, det bliver gjort klart hvilke naturressourcer, der ikke længere skal være eftertragtede salgsvarer.

De arktiske ledere behøver den håndsrækning, så balancegangen på knivsæggen ikke kommer til at skære dybt i både selvforståelse og mulighederne for fremtidig udvikling. Der er ikke længere plads til at satse på flere heste.