Forsker: Geopolitisk EU er nødt til at tænke på sikkerheden i Arktis

DEBAT: Hvis EU vil være en geopolitisk union, må den omsætte sin bløde magt i Arktis til strategisk gearing og vurdere, hvordan den kan tackle sikkerhedsudfordringer, skriver Andreas Raspotnik.

Af Andreas Raspotnik
Seniorforsker, High North Center for Business and Governance, Nord Universitet, Bodø (Norge)

I mere end et årti har den Europæiske Union aktivt involveret sig i arktiske problemstillinger. Men selvom der er blevet udviklet et dedikeret sæt af arktiskrelaterede dokumenter af EU’s institutioner siden 2007-2008, så har regionen stadig ikke opnået en fremtrædende plads på gangene i Bruxelles.

Men Unionens geografiske og strategiske blinde vinkler befinder sig i en tilstand af flux, både bogstaveligt talt på grund af de globale klimaforandringer, men også figurativt som følge af den stigende globale bevidsthed, hvor sikkerhedsspørgsmål og storpolitik fortsat bliver mere synligt.

Hvad end dette skyldes tweets fra en bestemt polariserende amerikansk præsident, Ruslands militære bestræbelser eller Kinas voksende regionale interesser. Arktis er ved at udvikle sig til knudepunktet for en stormagtkonkurrence, eller i hvert fald indtrykket af en.

Det drejer sig dog ikke om rivaliseringer over selve den arktiske region, men i stedet de voksende globale geopolitiske spændinger mellem USA og Kina, Rusland og ”Vesten”, som alle indeholder specifikke arktiske referencer.

Verden er ved at blive mindre multilateral og mere multipolar, og midt i denne udvikling står Arktis. Af den grund er Den Europæiske Union i øjeblikket i gang med at overveje, hvordan man skal finde en bestemt arktisk sikkerhedsstemme. 

Arktis' geopolitiske dynamikker
Overvejelser omkring den (bløde) arktiske sikkerhed har en lang historie inden for EU. Både oprettelsen af Barents Euro Arctic Council tilbage i 1993 og indførelsen af den nordlige dimension havde til formål at fremme forbindelserne til Rusland for gensidigt at tackle en bred vifte af sikkerhedsudfordringer i det europæiske arktiske område.

På trods af det, er hårde sikkerhedsspørgsmål – hvor EU kun har ringe kompetencer – i de sidste par år kun blevet nævnt generelt, implicit: styrkelse af regionalt og multilateralt samarbejde på lavt niveau, troen på den internationale retsorden og en vision om et samarbejdsvilligt Arktis, der ikke er påvirket af nogen spillover-effekter.

Den globale strategi fra 2016 anlagde samme linje og fremhævede Arktis som et potentielt sted for selektivt at engagere sig med Rusland. Den Europæiske Union er imidlertid i stigende grad blevet opmærksom på Arktis’ skiftende geopolitiske dynamikker og behovet for at tackle netop disse i lyset af regionale og globale sikkerhedshensyn. 

Klar og ambitiøse EU-pæiske mål
Globalt, og det på grund af den nye stormagtskonkurrence, et skiftende transatlantisk forhold, et mere selvsikkert Kina eller dets fortsatte sammenstød med Rusland, har EU gradvist tilpasset sin holdning på den stadig mere konfliktfulde verdensscene.

EU’s medlemsstater bliver stadig mere skeptiske over for Kinas globale intentioner. Ukraine-krisen har påvirket EU’s forståelse af sin rolle i internationale relationer med diplomater i Bruxelles, og EU-pæiske hovedstæder er begyndt at omfavne ideen om, at EU skal have en mere strategisk og geopolitisk tilgang i sin udenrigspolitik.

Ursula van der Leyen talte om en geopolitisk kommission, og den franske præsident Emanuel Macron argumenterede for et mere beslutsomt EU med en øget geopolitisk bevidsthed.

Men hvad betyder denne udvikling for et nyt EU-arktisk policydokument og sikkerhedsrelaterede diskussioner på den EU-pæiske måde?

Der var gode grunde til den temmelig tilbageholdende dækning af sikkerhedsvinklen i de sidste policyerklæringer. Alligevel bør en politik, der sigter mod fuldt ud at integrere alle arktiske problemstillinger, udtrykkeligt anerkende den arktiske strategiske betydning, undersøge de nye geopolitiske virkeligheder og præsentere klare og ambitiøse EU-pæiske mål – på trods af at dette kan give anledning til negative reaktioner fra arktiske stater.

EU må lære magtens sprog
Hvis Den Europæiske Union sigter mod at blive en virkelig geopolitisk union, er den nødt til at lære magtens sprog ved at omsætte sin økonomiske og bløde magt til strategisk gearing.

I en arktisk sammenhæng betyder det blandt andet en konkret forståelse af de sikkerhedsproblemer, som (nogle) medlemsstater har, en definition af strategiske mål og en vurdering af, hvordan Unionens økonomiske og bløde magt kan adressere og tackle fremtidige sikkerhedsudfordringer.

En sikkerhedsanalyse af Arktis kan også afsløre potentialet for, at EU kan komme på forkant med udviklingen af nye regionale midler til ’geopolitisk samarbejde’. Dette kunne give drivkraft til at styre den voksende globale interesse i arktiske sager og modvirke den nye globale geopolitiske konkurrence, der også påvirker Arktis.

I løbet af de sidste ti år har vi set et EU, der har opfyldt sine arktiske forpligtelser, fra finansiering af forskning til fremme af havstyring, fra støtte af bæredygtig udvikling til fremme af internationalt samarbejde. Et EU, der synes at være tilfreds med sit arktiske status quo.

Men hvis ændringer faktisk er iboende i ethvert system, kommer vi måske også til at se en Europæisk Union, der stræber efter at forlade sin arktiske komfortzone via en geopolitisk strategi på den EU-pæiske måde – hvad end de arktiske stater kan lide det eller ej.

Oversat af Lærke Emilie Adsersen fra engelsk

Forrige artikel Forsker: Forskning er den bedste tilgang til samarbejde og fælles forståelse i Arktis Forsker: Forskning er den bedste tilgang til samarbejde og fælles forståelse i Arktis Næste artikel Forsker: Vi skal passe på Arktis' sårbare økosystemer Forsker: Vi skal passe på Arktis' sårbare økosystemer
Danmark central for US Navy's ønske om arktisk dominans

Danmark central for US Navy's ønske om arktisk dominans

STRATEGI: Samarbejde med nære allierede som Danmark og adgang til infrastruktur som havne i Grønland og på Færøerne, er vigtige brikker i US Navy's ambition om at dominere og udfordre Kina og Rusland i de arktiske farvande.