Per Kalvig: Adgang til råstoffer i Arktis vil faktisk ikke styrke Vestens forsyningssikkerhed

Blandt de kritiske råstoffer er blandt andet de ofte omtalte sjældne jordartsmetaller, som er vitale for fremstilling af blandt andet magneter til elbiler og vindmøller – og i forsvarsteknologi med mere.

Navnet er stærkt misvisende, da de geologisk hverken er sjældne eller jordarter. Forsyningsudfordringerne for denne gruppe skyldes, at kun få højt specialiserede industrier kan omdanne disse mineraler til færdige råvarer i store mængder og til lave priser – og de ligger næsten alle i Kina!  

Forgæves forsøg på at erobre Kinas dominerende position

Denne enstrengede forsyningskanal er en forsyningsmæssig udfordring, og især USA og EU har siden 2008 forgæves forsøgt at fravriste Kina denne dominerende position.

Kompleksiteten i problemstillingen illustreres af, at USA, som er Vestens største producent af mineraler med sjældne jordartsmetaller, må eksportere mineralerne til Kina, fordi USA endnu ikke råder over tilstrækkelig forarbejdningskapacitet til behandling af deres egen mineralproduktion og har heller ikke industrier, som efterspørger disse råstoffer.

Der er ingen produktion i EU, men store forekomster i blandt andet Finland, Sverige og Norge; og desuden store forekomster i Grønland, som er blandt de projekter, der er tættest på en dag at kunne blive til en mine.

Narrativet om USA’s, Kinas og Ruslands råstofinteresser i Arktis har en række faktuelle forhold imod sig.

Per Kalvig

Også Canada har mange store forekomster, og flere projekter med potentiale til at blive fremtidens miner. Rusland har store forekomster på Kola Halvøen og har tidligere forarbejdet sjældne jordartsmetaller på anlæg i Estland og Kasakhstan og har derfor knowhow til at genopbygge forsyningskæderne fra mine til magneter.

Kina har store miner, der bryder sjældne jordartsmetaller og har desuden rigelig kapacitet til forarbejdning af både egne og importerede mineraler og vil kunne levere billigt – også – til voksende globale markeder. Kina dominerer totalt forsyningskæderne for disse specielle råstoffer.

Dette illustrerer, at adgang til mineraler uden de tilhørende forsyningskæder ikke forbedrer forsyningssikkerheden. 

De voksende globale råstofbehov koblet med geopolitiske udfordringer har også øget interessen for råstofmulighederne i Arktis. I hvert fald i regeringskontorerne! Reelt er mineralefterforskningen stort set uændret!

Men Kinas, Ruslands og USA’s Arktis-interesser anses af mange for at være stormagternes forsøg på at sikre adgang til de mineralske ressourcer, senest Trump II-administrationens utvetydige ønske om amerikansk kontrolleret minedrift i Grønland med det angivelige formål at kunne forsyne USA med vitale råstoffer til grøn omstilling og forsvarsindustri til trods for landets egen store produktion.

Kina har observatørstatus i Arktisk Råd, og kinesiske selskaber er medejere af en del efterforsknings- og mineprojekter i Arktis, men Kinas råstofforsyninger sikres især igennem mangeårige importaftaler. Rusland har allerede en betydelig produktion af kritiske råstoffer i Sibirien (blandt andet platin, palladium, nikkel og sjældne jordartsmetaller).  

Svært at få øje på et råstofkapløb

Der er tilsyneladende tre forskellige forsyningsstrategier: USA satser pt. på en utraditionel strategi, hvori der indgår bilaterale aftaler om eneret til en række landes mineraler (Ukraine, Grønland, DR Congo); Kina har positioneret sig med et bredt net af afsætningsaftaler og udvikling af komplette forsyningskæder fra mine til færdige produkter for mange forskellige mineraler; Rusland har især fokus på forsyningskæderne for de kritiske råstoffer, som landet selv producerer.  

Derfor er det ikke lige til at få øje på et egentligt ’råstofkapløb’ i Arktis disse tre lande imellem, og narrativet om USA’s, Kinas og Ruslands råstofinteresser i Arktis har en række faktuelle forhold imod sig:

Debatten om Arktis og kritiske råstoffer er ofte præget af en forestilling om, at adgang til nye miner – for eksempel i Grønland – vil styrke Vestens forsyningssikkerhed. Det er forkert, fordi det er sjældent de geologiske forhold, der er årsag til, at nogle råstoffer er “kritiske.”

I debatten om forsyningssikkerhed og kritiske råstoffer bliver Arktis ofte fremstillet som nøglen til Vestens uafhængighed. Men det er en fejlslutning.

Per Kalvig

Det er derimod flaskehalse længere nede i forsyningskæderne, som skaber problemerne: manglende kapacitet i forarbejdning, tekniske barrierer, patenter, monopoler og økonomiske risici.

Hverken EU eller USA råder i dag over de nødvendige forsyningskæder eller industrielle aftagere, der kan håndtere de råstoffer, som er på den politiske ønskeseddel.

Derfor vil kritiske mineraler, udvundet i for eksempel Grønland, med stor sandsynlighed ende i Kina til forarbejdning – og derfra blive eksporteret tilbage til Vesten, indlejret i elbiler, elektronik, solceller og militært udstyr.

Hvis vi for alvor vil reducere råstofafhængigheden, må indsatsen rettes mod hele værdikæden – ikke bare minerne.  

Arktis er ikke nøglen til forsyningsuafhængighed

I debatten om forsyningssikkerhed og kritiske råstoffer bliver Arktis ofte fremstillet som nøglen til Vestens uafhængighed. Men det er en fejlslutning, fordi:  

1. Mineindustrien og de nødvendige forarbejdningsindustrier i vid udstrækning er private, og sælger deres råstoffer og råvarer, hvor de opnår de bedste vilkår – og det er ikke nødvendigvis i det land, hvor selskabet er registreret eller hvor de største aktionærer befinder sig. Derfor er det naivt at tro, at mineraler automatisk vil komme de vestlige lande til gode, blot fordi de udvindes i for eksempel Grønland – eller i USA for den sags skyld. 
2. Arktis er ikke nødvendigvis det skattekammer af oversete mineralforekomster, som nogle beslutningstagere tror. De geologiske forhold i Arktis – fra Alaska over Grønland til det nordlige Skandinavien og Rusland – er ikke grundlæggende anderledes end mange andre egne af verden. Det er altså ikke givet, at området gemmer på et ‘bonanza’ af kritiske råstoffer, der hurtigt kan bringes i produktion. 
3. Det tager almindeligvis mindst 10-20 år at bringe nye miner i produktion. Derfor vil langt størstedelen af de kritiske råstoffer, som skal bruges frem mod 2035, komme fra kendte mineralforekomster og eksisterende miner; kun få af dem er i Arktis. 
4. Minerallovgivningen i de arktiske lande – herunder Grønland – tillader generelt alle selskaber, uanset nationalitet, at udføre mineralefterforskning og minedrift, hvis de opfylder de faglige krav i lovgivningen. Indsats fra amerikanske selskaber vil antageligt være særdeles velkomne. Dette forhold synes overset i Trumps administration.

Forbedringer af Vestens forsyningssikkerhed af mineralske råstoffer kræver mere indsigt og realisme om både geologi, mineralindustriens vilkår, markedsmekanismer og de dynamiske forhold i den globale råstoføkonomi, samt at råstofstrategierne følges op med administrative tiltag, der gør det attraktivt for mineralindustrien at udvikle de nødvendige forsyningskæder.

I de senere år – og ikke mindst under Trump II-administrationen – er kritiske råstoffer blevet viklet ind i nogle større geopolitiske dagsordener, hvor mål og faglighed ikke følges ad. Til skade for –blandt andet – fremskaffelse af vigtige råstoffer til global grøn omstilling.