Studerende: Sikkerhed i Arktis må ikke blive et argument for at negligere bæredygtighed

Men lad mig først tage jer med en tur forbi Svalbard. Når jeg fortæller venner og familie om mit (skyldige) turistbesøg på øen, er fascinerende typisk mit go-to beskrivende ord. En imponerende ø med en bemærkelsesværdig historie og fremtid, der fodrer min nysgerrighed.

Afsmeltning åbner ny sikkerhedspolitisk arena

Den sidste mine lukkede ned i sommer, og det satte endegyldigt et punktum for øens kuleventyr – i hvert fald set med norske briller. Svalbard er norsk, men Svalbardtraktaten fra 1920 giver underskrivende lande lige adgang til ressourcer og forbyder militærbaser – en ordning, der løbende udfordres af stormagter som Rusland og Kina.

På mange måder er øen et spejl af Arktis: et område i hastig forandring, hvor store kræfter er i spil. Og netop disse kræfter er ikke begrænset til Svalbard. De præger hele Arktis. Arktis er truet – og det er grådige kapitalister (læs: opportunistiske magter) villige til at udnytte til deres fordel.

Og ja. Det er ikke nyheder – men det er stadig opsigtsvækkende og bekymrende. Isens afsmeltning åbner perspektiver for øget økonomisk aktivitet og udvikling – for at bruge Peter Taksøe-Jensens ord fra 2016.

Det giver en ny dimension til global sikkerhedspolitik og ikke mindst international handel i form af nye handelsruter, nemlig Nordøst- og Nordvestpassagen.

Hvad angår sikkerhed, kan militær patruljering faktisk beskytte både demokratiet, stabiliteten og naturen.

Villads Leth Frandsen
Udvekslingsstuderende ved Universitet i Tromsø

Det betyder kortere distancer og mindre brændstof per tur, hvilket “naturligvis” er attraktivt for en lang række store nationer, heraf USA og BRICS-lande. Ja, selv De Forenede Arabiske Emirater viser interesse. De var til stede under et arktisk topmøde i Reykjavik for nylig.

Mærkeligt? Ja. Overraskende? Egentlig ikke.

Vi må ikke blive det, vi bekæmper

Tag bare Kina som eksempel: Xi Jinping og hans bagland offentliggjorde deres første officielle arktiske politik i 2018.

Her kalder de sig først en “geographically near-Arctic state” og præsenterer herefter deres bud på en handelsrute i Norden: The Polar Silk Road.

Jeg må give dem navnet – det lyder næsten helt eventyrligt og fredfyldt – men mellem linjerne er det nok snarere dystopisk.

Målet er tilstedeværelse, der giver adgang til naturressourcer, mineraler og handelsruter – som i de gode gamle dage. At ikke-arktiske stater på den måde træder ind på scenen og tager aktivt del i udviklingen af Arktis, er måske bare karma for Vesten. Vi er vel egentlig ikke bedre selv historisk set.

Men det ser sort ud for overlevelsen af Arktis, og det er, som om vi slår os selv hjem, som var det et spil ludo.

Og nu til bæredygtighed i Arktis. For mig handler bæredygtighed om at opfylde nutidens behov uden at ødelægge fremtidens muligheder.

Det gælder socialt, økonomisk og miljømæssigt. Hvad angår sikkerhed, kan militær patruljering faktisk beskytte både demokratiet, stabiliteten og naturen – og dermed fremtidige generationer.

Omvendt kan sikkerhed i form af et ønske om egen forsyning, uafhængighed og suverænitet, skubbe os til at underminere bæredygtigheden ved for eksempel at udvinde olie, gas og mineraler. For slet ikke at tale om respekten for det oprindelige folk.

Vi må passe på med at bruge sikkerhed som undskyldninger for at tage yderligere kontrol over deres territorier. I mine øre er det endnu en potentiel underminering af bæredygtighed.

Omvendt kan man spørge sig selv: Har inuitter og samere kapaciteten og evnerne til at forsvare sig – selv mod stormagter? Måske ikke.

Men ikke desto mindre må vi være på vagt, så vi ikke selv ender med at blive det, vi bekæmper.

Med Ruslands begrænsede adgang til Arktisk Råd som følge af protester fra de syv andre medlemslande efter Ukraine-invasionen og NATOs oprustning i Arktis, synes jeg, vi så småt bevæger os ned ad en sti, der prioriterer sikkerhed over bæredygtighed.

Arktis er som ét stort timeglas, der er vendt på hovedet af klimaforandringerne.

Villads Leth Frandsen
Udvekslingsstuderende ved Universitet i Tromsø

Dermed ikke sagt, at vi ikke må overvurdere Ruslands interesse i Rådet, som professor ved Universitetet i Tromsø Rasmus Gjedssø Berthelsen nævner: “Rusland har rigelig arktisk selv, og den russiske halvdel er så vidt jeg kan se økonomisk mere værdifuld end den vestlige halvdel, og måske også videnskabeligt.”

En arktisk stormagt

Men hvorfor er Arktis egentlig interessant og relevant fra et dansk perspektiv? Danmark (gennem Grønland og Færøerne) er faktisk en arktisk stormagt — ifølge nogen.

Danmark, eller rettere sagt Kongeriget Danmark, er netop blevet tildelt formandskabet fra Norge af det Arktiske Råd fra 2025-2027 for anden gang.

De fem temaer prioriteret af formandskabet er: (1) oprindelige folk og samfund i Arktis, (2) bæredygtig økonomisk udvikling og energiomstilling, (3) havene, (4) klimaforandringer i Arktis, og (5) biodiversitet.

Min bekymring er dog, at sikkerheden i Arktis vil overskygge. Dermed ikke sagt, at sikkerhed ikke skal prioriteres. For i det hele taget at kunne lykkes med ovenstående kommer vi ikke udenom Rusland – det største arktiske land, der ejer over halvdelen af den arktiske kyst. Uden dem er samarbejdet i praksis lammet.

Som en af mine andre professorer fra Universitetet i Tromsø sagde: Vi må finde en måde at inddrage russerne i klimaarbejdet uden at normalisere deres aggression. Det er naturligvis lettere sagt end gjort.

Men der er da sket lidt fremgang. Lige nu foregår samarbejdet virtuelt. Vi må håbe, internetforbindelsen holder. For Danmark som formand bliver det en øvelse i at adskille sikkerhed og bæredygtighed.

Om det udelukkende er Arktisk Råds eller Natos bord eller en blanding, skal jeg ikke kunne sige. Kald det naivt og ønsketænkning, men samarbejdet kan potentielt være det første skridt mod at genopbygge tilliden mellem “os” og “dem”.

Arktis er som ét stort timeglas, der er vendt på hovedet af klimaforandringerne – og tiden er ved at rinde ud.

Arktisk er ikke længere exceptionelt. Det er stormagternes kampplads – og ikke mindst en kampplads for vores samvittighed. Tilliden er svækket, og samarbejdet i norden er under pres.

Men måske kan vi nå at vende timeglasset og gøre op for de skader, vi har gjort. Dilemmaet om bæredygtighed og sikkerhed er ikke et valg mellem det ene over det andet - men at indse, at de er gensidigt afhængige.