Thulesen: Nye væksttal fjerner behovet for smertefulde reformer

ØKONOMI: Overraskende opjustering af væksten i Danmark får nu DF's Kristian Thulesen Dahl til endegyldigt at begrave Løkkes pensionsreform. Venstre mener ikke, de nye væksttal ændrer noget.

De nye væksttal fjerner behovet for nye drastiske reformer, mener DF-formand Kristian Thulesen Dahl.
De nye væksttal fjerner behovet for nye drastiske reformer, mener DF-formand Kristian Thulesen Dahl.Foto: Keld Navntoft / Scanpix
Erik HolsteinMorten Øyen

Det gik næsten ubemærket hen over det politiske landskab, da Danmark midt i november med et fingerknips blev næsten 42.000.000.000 kr. rigere. Den ellers gode nyhed kan dog ende med at gå ud over humøret i Statsministeriet, hvor den nye treparti-regering fortsat har ambitioner om såkaldte velfærdsreformer.

Fakta
Danmarks statistik opjusterer dansk økonomi

BNP-væksten i 2013, 2014 og 2015 er blevet opjusteret af Danmarks Statistik. Alene i 2015 havde man undervurderet den danske BNP med 41,2 milliarder kroner.

Danmarks Statistik oplyser, at opjusteringen bl.a. skyldes indarbejdelse af nye tal for betalingsbalancen i nationalregnskabet. Nye og bedre data for virksomhedernes aktiviteter i udlandet bevirker at Danmarks eksport er hævet i forhold til tidligere opgørelser. Dermed er BNP blevet løftet markant, og sammen med almindelige løbende revisioner er væksten også opjusteret i de seneste år.
 

Kilde: Danmarks Statistik

For med opjusteringen af dansk økonomi fjernes et af regeringens væsentligste argumenter for nye velfærdsreformer, mener Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl.

Det er en revideret opgørelse fra Danmarks Statistik, der risikerer at gøre vejen endnu mere stenet for statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) 2025-plan og ambitionerne for den nye trekløver-regering. Den nye opgørelse over den danske økonomi fra 2007-2015 viser nemlig, at væksten slet ikke har været så sløj som hidtil antaget.

”Det pessimistiske billede af dansk økonomi kan bortviskes. Jeg mener, de her væksttal fjerner behovet for nye smertefulde reformer,” siger Kristian Thulesen Dahl, der synes, det er tid til at give folk lidt ro i stedet for at lægge op til nye reformer.

De opjusterede tal viser tydeligt, at der ikke er en brændende platform.

Kristian Thulesen Dahl (DF)
Partiformand

På spørgsmålet om, hvorvidt DF på det grundlag vil medvirke til 2025-planens hævelse af pensionsalderen, svarer Thulesen:

”Nej. Jeg har meget svært ved at se, hvem der vil være med til endnu en hævelse af pensionsalderen på det grundlag, der ligger her.”


Den nye opjustering fra Danmarks Statistik betyder, Danmark i 2015 i stedet for nummer 12 er nummer 8, når man ser på OECD-landenes BNP per indbygger. Ud fra de nye tal glider Danmark ikke ned i velstand. Kun i 00'erne har Danmark ligget uden for OECD's top 10 i de seneste 20 år. Ser man på BNI per indbygger, som mange økonomer anbefaler, ligger Danmark nummer 5 i OECD (Udregninger fra AE).

Ingen brændende platform
Kristian Thulesen Dahl peger på, at både Venstre, Konservative og Liberal Alliance flittigt har brugt væksttallene som argumentation for, at det var nødvendigt med nye voldsomme politiske beslutninger. Men de har behændigt ignoreret de nye væksttal, mener Thulesen:

”Her har man har ikke hørt ret meget til dem, der har brugt de ringe væksttal til at legitimere behovet for skrappe reformer. Det er meget sigende. Men det er vigtigt at få de rigtige tal med i denne her diskussion,” siger Thulesen og tilføjer:

”Det er ret paradoksalt, at regeringen har et mål på 40 milliarder kroner i 2025-planen, og det nu viser, at det måltal allerede er nået med en revision af væksttallene," siger Thulesen.

V: Nødvendigt med rettighed omhu
I statsministerpartiet Venstre holder man fast i, at det spor, som blev lagt frem med 2025-planen, er nødvendigt.

”Jeg mener ikke, at en ændring af tallene fra Danmarks Statistik skal betyde, vi skal læne os tilbage,” siger Venstres politiske ordfører Jacob Ellemann-Jensen.

Han mener ikke, det er rigtigt, at Venstre har været med til at give et billede af en ”brændende platform” under dansk økonomi.

”Det er rigtigt, vi ikke står i en fuldstændig katastrofal situation – det er også derfor, vi med 2025-planen ikke foreslår meget store reformer, men justeringer af dansk økonomi. Rettidig omhu i forhold til vores børn og børnebørn, det er altså at foretage noget, før vi bringer dem i en dårlig situation,” siger Ellemann-Jensen.

Læs hele artiklen på Altinget: Christiansborg (kræver abonnement). Tegn gratis prøvebonnement her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

Kristian Thulesen Dahl

Adm. direktør, Port of Aalborg, fhv. MF (DF og løsgænger), fhv. partiformand, DF
cand.merc.jur. (Aalborg Uni. 1995)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024