S-profil vil trykteste omstridte EU-regler: Embedsmænd skal udvise "politisk kreativitet"

BØRNECHECK: Embedsværket skal “kulegrave” Danmarks muligheder for at indeksere børnechecken inden for EU’s regler, lyder det fra Peter Hummelgaard (S), der ikke afviser at trykteste EU-lovens "ånd". 

Peter Hummelgaard og Socialdemokratiet har ikke tænkt sig at stemme ja til Dansk Folkepartis beslutningsforslag om at indeksere børnechecken for ikkedanske EU-borgere. 
Peter Hummelgaard og Socialdemokratiet har ikke tænkt sig at stemme ja til Dansk Folkepartis beslutningsforslag om at indeksere børnechecken for ikkedanske EU-borgere. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Malte Bruhn

BRUXELLES: En fremtidig socialdemokratisk regering vil presse på i embedsværket for at finde en model, der kan indeksere børneydelser, der sendes ud af landet. 

Det er ikke, fordi vi bevidst skal søge en retssag. Men jeg vil hverken lægge op til eller afvise, at vi en dag vil indeksere børnechecken for at teste ånden i EU-loven. 

Peter Hummelgaard (S)
EU-ordfører

Det siger Peter Hummelgaard, EU-ordfører for Socialdemokratiet. 

Fakta
Peter Hummelgaards forslag som det lød i Folketingssalen

"Jeg synes, at alle de mange partier, der er enige om det her i dag, i første omgang burde vælge at træde sammen om en beretning til det her beslutningsforslag og pålægge regeringen og eventuelt også en kommende regering den opgave at få klarlagt det her område meget, meget nøje. Hvad er det, der eventuelt ville skulle til, for at det ville blive lovmedholdeligt? For selvfølgelig skal vi ikke vedtage ting, som er eller som vi er overbeviste om er i direkte modstrid med EU-retten."


Kilde: Folketinget.dk

“En socialdemokratisk ledet regering vil arbejde videre med at se på, hvilke muligheder der ligger i forhold til at indeksere børneydelsen, så den svarer til det land, man rent faktisk har sine børn i.” 

Meldingen kommer, efter Socialdemokratiet sammen blandt andet regeringen onsdag afslog DF’s forslag at indeksere børnechecken.  

EU-Kommissionen åbnede i januar en sag mod Østrig, der sidste år valgte at indeksere børnecheckens størrelse efter købekraften i det EU-land, hvor arbejdstagerens børn bor. 

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har sagt, at regeringen vil afvente udviklingen i Østrig, før man selv går videre med en dansk indeksering.  

Kommissionen mener, at en indeksering er i strid med EU’s regler.  

Vil sætte regeringen på arbejde 
Peter Hummelgaard er enig i, at de danske politikere ikke skal ”vedtage ting, som er i direkte modstrid med EU-retten.” 

Men han mener samtidig, at embedsværket skal gøre større brug af deres “politiske kreativitet” for at finde en løsning. 

Han foreslår, at flertallet, der vil indeksere børnechecken, laver en beretning, der pålægger regeringen at arbejde for at finde en løsning, der både overholder EU-lovene og baner vejen for en dansk indeksering af børnechecken.  

Førsteprioriteten bør dog fortsat være at ændre EU’s regler indefra, siger han.  

Indtil videre har den danske linje ikke mødt opbakning i EU.  

Ånden i loven  
Så hvad vil S gøre, hvis de politiske vinde i EU ikke skifter, og hvis embedsværket heller ikke i fremtiden finder en løsning, der kan indeksere børnechecken inden for reglerne?  

“Vi vil ikke bevidst søge en retssag. Men jeg vil hverken lægge op til eller afvise, at vi en dag vil indeksere børnechecken for at teste ånden i EU-loven," svarer Peter Hummelgaard.   

DF’s EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth, tvivler på, at Socialdemokratiet vil turde indeksere børnechecken, hvis der er fare for en tur i EU-Domstolen.  

“Hvis det er så vigtigt for dem, hvorfor så ikke bare stemme for at indeksere børnechecken nu? Den østrigske løsning er den eneste farbare vej. Man kan ikke gøre det bedre i den danske centraladministration."  

Læs hele artiklen på Altinget: eu, hvor du får endnu mere baggrund og flere kommentarer. På Altinget: eu giver vi dig en skarp og dybdegående dækning af europaparlamentsvalget - få et prøveabonnement her. 

Dokumentation

Danmarks udgifter til børnechecken 

De samlede udbetalinger af børnechecken (både i Danmark og til udlandet) er faldet fra cirka 16,0 milliarder kroner i 2008 (2016-niveau) til 14,6 milliarder kroner i 2016.

Størstedelen af udbetalingerne går til danske statsborgere. I 2016 blev cirka 12,7 milliarder kroner ud af 14,6 milliarder kroner udbetalt til danske statsborgere.

I 2016 blev cirka 1,85 milliarder kroner ud af 14,6 milliarder kroner udbetalt til udenlandske statsborgere.

I 2016 blev der udbetalt cirka 242 millioner kroner i børnecheck til børn bosat uden for Danmark. Heraf blev 153 millioner kroner udbetalt til udenlandske statsborgere, mens 88 millioner blev udbetalt til danske statsborgere.

Det lykkedes i februar 2016 regeringen at lave en aftale med EU om indeksering af børnechecken. Aftalen var dog afhængig af, at Storbritannien valgte at blive i EU.

Østrig har pr. 1. januar 2019 indført nationale regler om indeksering af børnepenge til børn bosat i andre EU-lande, hvilket har fået Kommissionen til at indlede en traktatkrænkelsesprocedure mod Østrig.

Kilde: Regeringen og Skatteministeriet 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Helle Thorning-Schmidt

Fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. MEP, bestyrelsesmedlem, fhv. adm. direktør, Save the Children International, medformand, Facebooks Tilsynsråd
MA i europæiske studier (College of Europe, Brügge, Belgien 1993), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

Karsten Lauritzen

Direktør, DI Transport, fhv. skatteminister (V)
ba.scient.adm. (Aalborg Uni. 2014)

Kenneth Kristensen Berth

Souschef og daglig leder af politisk afdeling, DF, byrådsmedlem (DF), Vallensbæk Kommune
cand.mag. i historie og samfundsfag (Københavns Uni. 2002)

0:000:00