6 A'er: Her er årets vigtigste bog for folk, der arbejder i velfærdsfagene

Sund reaktion på dårlige vilkår

Birkmose afmonterer allerede fra begyndelsen den sejlivede myte, som jeg møder igen og igen: At stress og mistrivsel handler om manglende robusthed, omstillingsparathed eller andre af tidens "bullshitbingo-ord", som jeg har selvudnævnt dem at være.

For mig står bogen som en af årets vigtigste udgivelser for alle, der arbejder – eller leder – i velfærden.

Laura Pode
Socialrådgiver og fælles tillidsrepræsentant

Hun vender perspektivet på hovedet og beskriver moralsk stress som en sund reaktion – bare én, der ikke føles spor sund. Og tak for det.

Det er befriende og samtidig ubehagelig læsning.

Befriende, fordi Birkmose med sin velkendte psykologfaglige præcision sætter ord på det, mange medarbejdere oplever, men sjældent har mulighed for at udtrykke.

Ubehagelig, fordi hendes beskrivelser rammer så tæt på hverdagen, som jeg kender så godt.

En hverdag, hvor det at gå på kompromis med sin faglighed næsten er blevet en del af jobbeskrivelsen.

Når jeg takker for, at moralsk stress beskrives som en naturlig reaktion på unaturlige vilkår, er det, fordi oplevelsen i praksis ofte er den modsatte.

Man individualiserer problemet og ofte også løsningerne. Man tænker, at man bare skal arbejde lidt hurtigere, tage sig lidt sammen – og pludselig står man med stresssymptomer og skyldfølelse over ikke at kunne "klare mosten".

Ansvaret flyttes til individet

Birkmose insisterer på, at moralsk stress ikke er et individuelt problem, og at det derfor heller ikke kan løses gennem individuelle tiltag.

Dette står i skærende kontrast til den virkelighed, jeg kender, hvor man henvises til erhvervspsykologer, når stresssymptomerne melder sig.

Årsagen til moralsk stress er organisatorisk, og det opstår, når medarbejdere alt for ofte tvinges til at handle i modstrid med deres faglige og etiske værdier, fordi systemet omkring dem ikke hænger sammen.

Birkmose viser med denne bog, at moralsk stress ikke er et individuelt svaghedstegn, men et kollektivt råb om hjælp. 

Laura Pode
Socialrådgiver og fælles tillidsrepræsentant

Hun skriver med en præcision, der afslører både indsigt i og solidaritet med velfærdens frontpersonale.

Man mærker tydeligt, at hun har lyttet til utallige fortællinger om, hvordan det føles at stå midt i et system, hvor fagligheden forsvinder under et pres for at effektivisere, dokumentere og omstrukturere.

Og jeg genkender det alt for godt. Jeg har selv hørt kollegaer få at vide, at årsagen til deres stress eller mistrivsel måske er, at de "ikke egner sig til at være socialrådgivere".

Den slags udmeldinger er ikke bare urimelige – de er symptomer på en kultur, hvor det organisatoriske ansvar forskydes til individet.

Et af bogens stærkeste afsnit handler om det, som mange af os i velfærden kender alt for godt: Mestringsstrategierne.

Når vilkårene bliver for stramme, og fagligheden presses ud i hjørnerne, forsøger man at overleve på forskellige måder, for eksempel ved quiet quitting, skyggearbejde, passiv resignation eller ved at flygte.

Birkmose beskriver, hvordan disse strategier i udgangspunktet er forståelige forsvarsmekanismer – men også hvordan de på sigt kan blive destruktive, fordi de skjuler det egentlige problem: De uholdbare rammer.

Det er ikke medarbejderne, der skal tilpasse sig mere; det er systemet, der må ændres.

Hun peger samtidig på en form for vildledende fokus: At medarbejdernes flugt fra velfærden forsøges løst ved at investere i rekruttering og fastholdelse med kampagner og brandinginitiativer – i stedet for at tage fat ved roden af problemerne, nemlig vilkårene for arbejdet.

Men som bogen nøgternt viser, kan vi ikke rekruttere os ud af dårlige arbejdsvilkår.

Moralsk stress er blevet almindeligt 

Bogen føles på den ene side som at få sat et ærligt og sårbart spejl op foran sig.

Et spejl, der ikke altid er rart at se ind i, fordi det afslører hvor almindelig den moralske stress er blevet i min egen og mine kollegers hverdag.

Men samtidig fungerer den også nærmest som et kampskrift – et opråb om, at det ikke behøver være sådan, og at vi kan gøre noget ved det.

Som bogen nøgternt viser, kan vi ikke rekruttere os ud af dårlige arbejdsvilkår.

Laura Pode
Socialrådgiver og fælles tillidsrepræsentant

Birkmose minder os nemlig om, at det er muligt at ændre vores vilkår, selvom man foranlediges til at tænke, at de er kommet for at blive.

Og hun er heldigvis ikke nærig med løsninger.

Hun præsenterer både konkrete forslag til, hvordan den enkelte medarbejder og leder kan skabe forandring i hverdagen, og et mere overordnet perspektiv på, hvordan vi som samfund må ændre vores udpinte velfærd.

Forleden var jeg til en lokal valgdebat, hvor en kandidat sagde: "Det er som om, vores eget system har brug for en socialrådgiver."

Jeg kunne ikke være mere enig. Systemet har i den grad brug for en socialrådgiver – men også for en pædagog, en lærer, en sygeplejerske og alle de andre, der dagligt får velfærden til at fungere på trods.

Birkmose viser med denne bog, at moralsk stress ikke er et individuelt svaghedstegn, men et kollektivt råb om hjælp, som vi bør tage yderst alvorligt.

'Moralsk stress – når vilkårene er problemet' er en bog, jeg har ventet på. Den er både teoretisk velfunderet og dybt menneskelig.

Birkmose skriver med varme, præcision og en kompromisløshed, som er tiltrængt, i en tid hvor systemet ofte taler om vigtigheden af psykologisk tryghed, men ikke evner at skabe det i virkeligheden.

For mig står bogen som en af årets vigtigste udgivelser for alle, der arbejder – eller leder – i velfærden. Den fortjener at blive læst, diskuteret og brugt som afsæt for handling.

Jeg giver derfor bogen seks ud af seks A'er.