Altinget.dks Erik Holstein analyserer ghetto-problem på P1

Erik Holstein: Politidirektørerne forstår ikke ghettoernes natur og forfalder til 90ernes floskler om, at ghettoer udelukkende er et socialt problem. De lægger dermed op til en gentagelse af 15 års mislykket politik.

Af Erik Holstein, forfatter, journalist på Altinget.dk

Nogle gange bliver man nærmest fysisk træt, når man følger debatten om integration og ghettoer. Især når debatten sparkes 15 år tilbage, som man senest har set med politidirektørernes muntre udtalelser om, at »kriminaliteten ikke er hovedproblemet i ghettoerne« - som man i øvrigt ikke må kalde ghettoer mere. Interessant udtalelse i en situation med ghettoområder, hvor politiet kun kan rykke ind med massiv backup.

Så sent som sidste år afviste talsmanden fra Københavns Politi ønsket om, at betjentene på Nørrebro kom mere ud på gaderne. Begrundelsen for afvisningen var, at det ville være for farligt - for politiet. Der er i de senere år opstået tilløb til »no go areas«, hvor det anses for en provokation i sig selv, at politiet kommer ind. I flere ghettoer tør beboerne ikke vidne, og i Vollsmose blev samarbejdsrådets danske formand i sidste uge udsat for grove trusler og chikane, fordi han havde fortalt om de racistiske elementer i kriminaliteten. Manden stillede op til Odense Byråd for Enhedslisten og har ellers altid forsøgt at forsvare Vollsmose mod kritik.

I STEDET MENER de rare politidirektører, at der skal satses på mere bløde initiativer. Det er åbenbart helt forbigået deres opmærksomhed, at det præcis er, hvad man har forsøgt de sidste 15 år. Sociale initiativer er indlysende nødvendige, men erfaringerne viser, at de ikke hjælper i længden uden et samtidigt opgør med de kriminelle. Man har forsøgt snesevis af kvarterløft, sociale projekter - ja, endog kommunal ansættelse af bandemedlemmer. Ikke desto mindre er problemerne accelereret, fordi de kriminelle grupper har beholdt en dominerende position i ghettoerne. Politicheferne forstår tydeligvis ikke ghettoernes natur.

Man forfalder til 90ernes floskler om, at ghettoerne udelukkende er et socialt problem, der skal løses med sociale midler. Men det er en fejlslutning. Der har tidligere været massevis af »socialt belastede områder« - såsom de københavnske brokvarterer - uden at det førte til nær samme kriminalitetsgrad som den, man ser i ghettoerne. Og uden at det førte til samme destruktive »anti-kultur« i forhold til det omgivende samfund som den, der kendetegner dele af de etnisk dominerede ghettoer i dag. De sociale problemer er en del af ghettoproblematikken, men netop kun en del af den.

DIREKTE KOMISK BLIVER det, når der nu lægges op til endnu en runde nysprog, hvor ghettoer ikke længere må hedde ghettoer. Her anser politidirektørerne åbenbart sig selv som særligt avancerede, fordi de har »forstået«, at det er »stigmatiserende« at bruge det ord. Politiske korrekte begreber var også engang udbredt i det politiske miljø, men denne overfladiske tilgang er i dag forladt af langt de fleste folketingsmedlemmer. Her kommer politidirektørerne halsende efter som en anakronisme fra en svunden tid. Man kan for min skyld kalde ghettoer for »eksotiske eventyrområder med grænseoverskridende oplevelser« eller »områder med en alternativ udfordring til politiets udrustning«. Men det hjælper ikke det mindste.

For det er naturligvis ikke ordet ghetto, der skræmmer ressourcestærke beboere væk. Det er kriminaliteten, parallelsamfundene og utrygheden, der skræmmer folk væk. Der er ikke en eneste chefredaktør eller politidirektør i dette land, der kunne drømme om at bosætte sig et sted, hvor hans datter bliver kaldt luder, og hvor hans søn risikerer at blive overfaldet på vejen hjem.

DET ER SÆRLIGT skuffende, at Københavns politidirektør, Johan Reimann, fører an i politichefernes felttog. Reimann var i mange år kendt som Justitsministeriets absolut skarpeste hjerne, men har som politidirektør ikke kunnet leve op til de store forventninger: Vesterbro er nærmest opgivet af politiet og overladt til udenlandske narkohandlere, under klimatopmødet foregik der klodsede masseanholdelser af fredelige demonstranter og nu åbenbares et vidensniveau om ghettoproblematikken, der svarer til situationen i 1995. Det er principielt godt, at offentligt ansatte chefer blander sig i debatten.

Men hvis man vil udnytte sin autoritet som politidirektør, skal man holde sig til emner, der har med politiet at gøre. Ellers må man sende et indlæg som privatperson. Og det er ikke inden for rammen, når politicheferne blander sig i den overordnede integrationspolitik eller hvilket kunstigt ord, man »bør« bruge i stedet for ghettoer. Det er derimod politisering. Politidirektørerne skal holde op med at lege amatørpolitikere og i stedet koncentrere sig om det, de er ansat til: Nemlig at sørge for tryghed i alle områder af landet - inklusive ghettoområderne. Den opgave er langtfra løst tilfredsstillende de senere år, hvad de mange sager om politisvigt på deprimerende vis illustrerer.