Amerikansk professor: Mellemøsten brænder, og Europa sover

INTERVIEW: Mellemøsten står over for sin værste krise i 100 år. Og den krise bliver også Europas problem, hvis ikke EU udvikler en langsigtet Mellemøststrategi. Det er der bare ikke udsigt til, siger den berømte Mellemøstforsker Fawaz Gerges. 11. december gæster han Danmark.

Man hører næsten ikke Fawaz Gerges’ pessimisme for al hans høflighed og diplomatiske væsen. Men hverken når det kommer til fremtidsudsigten for Mellemøsten eller for Europa, ser han lyst på fremtiden. Måske hører man heller ikke pessimismen, fordi han fastholder, at der er en vej frem begge steder – han ser bare ikke, at der er nogle på vej ned ad dem.

Følger man ikke den internationale debat om Vesten og Mellemøsten, har man i en dansk sammenhæng måske ikke hørt om ham, men Fawaz Gerges, der i øvrigt er en hyppig gæst på CNN og BBC’s nyhedsprogrammer, hører til Mellemøstforskningens tunge drenge. Han er professor i Mellemøststudier på det britiske eliteuniversitet London School of Economics og har et dusin bøger om politik, krig og religion i Mellemøsten på CV’et. Senest Making The Arab World. Tirsdag 11. december gæster han så Danmark som en af to hovednavne – den anden er Francis Fukuyama – på konferencen ”Sandheden om Mellemøsten”, der afholdes i Aalborg af de danske gymnasielærere i historie, samfundsfag og religion.

Invitationen har sine åbenlyse årsager. Som vi trådte ind i det nye årtusinde, blev Mellemøsten med terrorangrebet 11. september katapulteret til toppen af Vestens sikkerhedspolitiske dagsorden, men i kølvandet på at de store strategiske mål med krigene i Irak, Afghanistan og Libyen, der skulle føre til en demokratisk dominoeffekt i Mellemøsten, led skibbrud, har Vesten forsøgt at trække sig.

Men med borgerkrigen i Syrien og den efterfølgende strøm af migranter og flygtninge er Mellemøsten så at sige kommet til Europa og har været katalysator for et decideret politisk opbrud i Europa. Fra Ungarns Viktor Orbán til Italiens Matteo Salvini og fra Alternative für Deutschlands opstigning til den politiske lammelse i Sverige. Det er en velkendt traver, at udenrigs- og indenrigspolitik hænger uløseligt sammen i globaliseringens tidsalder, men i tilfældet Mellemøsten er det hård, blodig og kompleks virkelighed.

Det er derfor, Altinget har sat Fawaz Gerges stævne. Siden Mellemøsten har så store direkte og indirekte politiske konsekvenser for Europa, har landene og især EU egentlig en samlet og velgennemtænkt strategi for Mellemøsten og Nordafrika? Gør vi det rigtige, gør vi noget?

Det har han et kort svar på. Nej, det gør vi ikke. Ingen af delene.

”Europa har været beskæftiget med sig selv de seneste ti år. Hvis ikke længere. Og man har vendt sig indad, samtidig med at USA militært og politisk har trukket sig ud af Mellemøsten,” siger Gerges over en telefon fra London.

”Og tidspunktet kunne næppe være værre. Regionen står over for den mest alvorlige krise siden etableringen af det moderne Mellemøsten efter Første Verdenskrig. Mellemøsten har længe stået i brand, og flammerne har allerede nået Europa kyster.”

Selv flygtning
Spørgsmålet om, hvad Europa burde gøre udadtil i forhold til Mellemøsten og indadtil over for europæiske muslimer med mellemøstlig baggrund vækker åbenlyst et personligt engagement hos 59-årige Fawaz Gerges. Han livsforløb udgør i sig selv en bro fra Mellemøstens arrede og blodige historie til Vesten. Født ind i en kristen-ortodoks familie i Beirut, hovedstaden i det multietniske Libanon, fandt han sig som ung teenager fanget i den libanesiske borgerkrig, der strakte sig fra 1975 til 1990. ”Kristne og muslimer dræbte hinanden på kryds og tværs,” som han udtrykker det på én gang kort og sorgfuldt.

Via Syrien kom han til USA, blev amerikansk statsborger og uddannede sig ved Oxford University og London School of Economics. Gerges identificerer sig som ”liberal” og ”sekulær”, og han er yderst kritisk over for det, han kalder autoritær populisme, som han ser sprede sig i Europa og USA. På den anden side er han ikke lige til at sætte i bås som udlændingepolitisk slapper. For eksempel kritiserer han flere gange under interviewet både indvandrere og regeringer for at lade parallelsamfund slå rod, og han afviser forestillingen om udbredt racisme i Europa ved døren. Det vender vi tilbage til.

Vi starter med den internationale dimension. For Fawaz Gerges er udgangspunktet, at Europa er konfronteret og skæbneforbundet til Mellemøsten uanset hvad, og idéen om, at man kan skærme sig selv for de politiske problemer i Mellemøsten, er futil.

”Der er tre vigtige pointer her. For det første at de konflikter, vi ser i Syrien, Yemen, Irak og Libyen, er udtryk for det, jeg kalder en organisk krise, hvor institutionelt eller statsligt sammenbrud og et civilsamfund i opløsning forstærker hinanden. Det betyder for det andet, at Mellemøsten ikke kan redde sig selv, men har brug for eksterne aktører. Og for de tredje at Europa bliver berørt uanset hvad. Uanset hvor hårde man gør grænserne, kommer Mellemøsten til os. Om man kan lide det eller ej. På den måde har EU en åbenlys egeninteresse i at engagere sig i Mellemøsten, men mangler helt åbenlyst en erkendelse af det og viljen til at sætte ressourcer ind på det.”

Gerges sætter fingeren på et notorisk ømt punkt for EU’s udenrigspolitiske dimension, der altid har været splittet mellem ikke at anerkende geopolitik i det hele taget og forskellen mellem de enkelte landes egeninteresser. Vestens geopolitik i efterkrigstiden har nærmest udelukkende været drevet af USA.

Med et sprogbillede har europæerne kunnet vælge, hvilke dele af den internationale politiks modekollektion man ville trække over hovedet, men det har været USA, der har stået for udvalget. Men med de fejlslagne krige i Irak og Afghanistan er amerikanerne med Gerges’ ord ”ikke bare blevet krigstrætte, men trætte af Mellemøsten som politisk problem i det hele taget”. Sagt med andre ord befinder europæerne sig nu i en situation, hvor der ikke hænger tøj på bøjlerne i den del af modebutikken, der hedder international politik.

”Den amerikanske bortvenden fra Mellemøsten startede ikke med Trump, og den startede heller ikke med Obama. Det rækker helt tilbage til de sidste år af George W. Bushs anden præsidentperiode. Og som amerikanerne har forladt scenen, er europæerne fulgt med. Dermed står vi med et globalt politisk tomrum, og det tomrum er blevet fyldt ud af Rusland og Kina og en række regionale aktører – Iran, Saudi-Arabien og Tyrkiet. Borgerkrig, stedfortræderkrig og kold krig om magt, dominans og ressourcer er viklet sammen i Mellemøsten,” analyserer han.

”Og uanset hvor jeg ser hen, har de europæiske lande og EU ingen strategi for, hvordan man vil løse problemerne. Det eneste, europæerne er optaget af, når det kommer til Mellemøsten, er rent tekniske løsninger på migrationsproblemet og terrorisme. Det er i sin egentlige forstand en tragedie.”

EU bør finansiere international styrke
Men hvordan skulle sådan en strategi så se ud?

”Krisen i Mellemøsten vil tage 10-20-30 år at løse. Der er ikke nogen nem og hurtig løsning. På kort sigt bliver EU nødt til at engagere sig langt mere på et diplomatisk plan i konflikterne i Syrien, Libyen, Yemen og Irak for at få stoppet borgerkrigene. Det er præmissen for alt andet. Europa har helt åbenlyse egeninteresser i det projekt. Borgerkrige et vækstgrundlag for terrorisme – ISIS og al-Qaeda er sociale parasitter; de dukker op, når der er borgerkrig.

Her bliver det største brud for europæerne nok, at de skal vænne sig til at føre en Mellemøstpolitik på egen hånd uden amerikansk lederskab. For virkeligheden er bare, at amerikanerne har trukket sig fra lederskabet af den internationale verden, de selv etablerede efter Anden Verdenskrig.”

Skal EU også engagere sig militært?

”I Libyen bør EU gribe ind militært ved at stå i spidsen for en international styrke, som kan sikre Libyen og hjælpe regeringen. Libyen er nabo til Sydeuropa og en passage for migranter og terrorister, så igen er der åbenlyse egeninteresser på spil. I Syrien kan man også spille en større rolle. Topledermødet i Istanbul med Tyskland, Frankrig, Rusland og Tyrkiet i slutningen af oktober – det skal vi have mere af. EU skal sætte Putin og derigennem Assad under langt større pres for at begynde en politisk transitionsproces. Her er det vigtigt at huske på, at Ruslands opstigning som global aktør ikke handler om, at Rusland pludselig er blevet meget stærkere – det har kun kunnet ske, fordi Vesten har trukket sig. I Yemen er EU endelig begyndt at presse Saudi-Arabien til at acceptere våbenhvilen og hjælpe FN’s udsending til at starte forhandlinger med alle parterne. Jeg er med på, at direkte militært engagement her kan blive svært, men så kan EU finansiere internationale styrker via FN.”

Okay, lad os sige, at det lykkes – hvad er den langsigtede strategi?

”Vi skal i hvert fald væk fra idéen om, at vi skal gå via statsmagten og hælde milliarder af dollar i hovedet på centralregeringerne. Vi skal ned på mikroniveauet; vi skal gøre lokalsamfund mere modstandsdygtige. Det strategiske fokus skal ligge på fagforeninger, kvindesagsbevægelser, på uddannelse, på erhvervslivet, på teknologi – det handler om helt konkrete projekter. Målet er i bund og grund at skabe en middelklasse. Demokrati kommer ikke med et knips med fingrene; man er nødt til at få civilsamfundet op og stå.”

Sikre grænser er ikke illiberale mure
Hvor sandsynligt tror du, det er, at EU får sådan et strategisk engagement?

”Det er ikke, fordi man slet ikke er klar over de her ting i Bruxelles. Men man vier slet ikke nok ressourcer og opmærksomhed til det. På en skala fra 1 til 10, hvor 10 er helt sikkert? Der ligger jeg på 4. Jeg er ikke særlig optimistisk.”

Som du siger, har de europæiske lande og EU været meget fokuseret på veje til at begrænse migrationen fra Mellemøsten og Nordafrika, og meget af debatten handler om, hvor hårde man skal gøre grænserne – de indre og de ydre. Hvor stiller du dig i den debat?

”Selvfølgelig skal de europæiske lande, herunder Danmark, sikre deres grænser. Men det betyder ikke, at man skal indoptage en illiberal idé og bygge deciderede mure op mellem sig selv og resten af verden. Det ville være et dødbringende søm i det liberale Europas kiste. Jeg mener, man bør følge en dobbelt strategi, hvor man på den ene side investerer massivt i Mellemøsten og Nordafrika for at hjælpe unge mænd og kvinder med at finde arbejde og muligheder hjemme, og på den anden side har en reguleret politik, der byder økonomiske migranter og flygtninge velkommen.”

Europæerne er ikke racister
Fawaz Gerges’ intense fokus på civilsamfundets rolle gentager sig, når han vender blikket mod det, man kunne kalde Mellemøsten og Nordafrika i Europa. Det præcise antal muslimer i Europa kendes ikke præcist, men Pew Research Center anslår, at det ligger lige under fem procent af den samlede befolkning, og at antallet både som følge af migration og børn vil stige de kommende år.

Og hvor det udenrigspolitiske spørgsmål om Mellemøsten næsten er totalt fraværende, er de seneste 30-40 års indvandring fra Mellemøsten blevet et ophedet politisk emne overalt i Europa, der har affødt en masse nye højrefløjspartier og tilsvarende vælgerkrise hos de traditionelle magtpartier.

Hvordan forstår du den europæiske integrationsdebat? Ligger ansvaret for integrationsproblemerne hos indvandrerne eller de gamle majoritetsbefolkninger?

”Jeg mener, debatten om skyld og ansvar i det her tilfælde er frugtesløs. Det er ikke her svaret på, hvordan vi løser problemer med integrationen, ligger. Der er én faktor, som ofte bliver overset: Indvandrere er altid bange for deres egen skygge; de er ængstelige, fordi de kommer til en kultur, der er fremmed for dem, og ønsker at undgå opmærksomhed. Det er derfor, indvandrere har en tendens til at rykke sammen og bo de samme steder for at føle sig trygge og hjemmevante. Majoriteten skal ikke se på det, som om de vender resten af samfundet ryggen og skaber deres egne ghettoer, fordi de ikke vil os andre. Det er ikke udtryk for ond vilje."

"Det gælder også den anden vej rundt – jeg køber bare ikke den her idé om, at flertallet af Europas befolkninger i virkeligheden er racister. De europæiske samfund er utroligt tolerante, og de har modtaget flygtninge og indvandrere i stort antal de seneste 50 år. Ja, vi ser nu en modreaktion, men ikke fordi europæerne er racister – der er en stor bekymring for, om de europæiske samfund kan integrere et stort antal migranter.”

Så hvor starter svaret på integrationsspørgsmålet så?

”For mig at se er der to overordnede pointer. Den første har faktisk netop noget at gøre med den her segregation, der finder sted i Europa. Det værste, du kan gøre for en indvandrer, er at lade ham bosætte sig med andre med samme baggrund. Det er at gøre ham en bjørnetjeneste. Ghettoer eller kulturelle bobler er ikke svaret, fordi målet må være kulturel integration. Det er ikke det samme som, at man ikke kan have en specifik kulturel identitet, men kun inden for rammerne af den bredere identitet som borger i et samfund. Det er også derfor, det var så skadeligt, da Tyrkiets præsident Erdogan tog på kampagne i Tyskland under det tyrkiske præsidentvalg.”

”Den anden pointe er, at integrationsproblemerne ikke handler om flertallet af muslimer i Europa. Det er vigtigt, fordi det spørgsmål, vi stiller os selv om integration, handler om, hvad vi gør overfor et mindretal. Overfor den gruppe tror jeg, at den franske model med tvungen integration kun fører til modreaktioner. Jeg tror kun, integrationen kan lykkes nedefra og indenfor civilsamfundets rammer. Staten kan komme med ressourcerne, rammerne og monitoreringen, men jeg ser, at civilsamfundet – særligt uddannelsesinstitutionerne – skal spille en nøglerolle. Det har man jo også erkendt i Danmark, hvor eksperimenterer med en masse strategier, der starter tidligt med uddannelse.”

Liberalisme er ikke imod kultur
Det er på integrationsspørgsmålet, distancen mellem Fawaz Gerges og de problemer, han analyserer, svinder ind. Han medgiver åbent, at hans egen historie som vestligt integreret krigsflygtningebarn fra Mellemøsten farver den linse, han ser verden igennem. ”Min historie er en amerikansk fortælling,” som han siger.

”Jeg talte ikke et ord engelsk, da jeg kom til USA. Det var en meget smertefuld proces, også fordi jeg kom fra borgerkrigens slagmark. Men jeg blev omfavnet af min amerikanske familie, de hjalp mig med at tilpasse mig og gav mig moralsk og følelsesmæssig støtte. Men det vigtigste var min uddannelse. Den hjalp mig til at blive en fuldblods borger. Migrantbørn skal uddannes; det er det helt afgørende strategiske greb i integrationen. Den vigtigste idé i Vesten er liberalismen – ideen om individuel frihed, retsstat og demokrati – men den idé oppebæres af uddannelse og dannelse.”

Men dele af både højrefløjen og venstrefløjen – og religiøse muslimske ledere – er kritiske over for de liberale idealer, som de kritiserer for ikke at anerkende kulturel identitet som afgørende for et menneske. Har de ikke en pointe?

”Sådan ser jeg det slet ikke. Liberalisme er ikke antikultur, og kultur er ikke en trussel over for liberale samfund. Som jeg ser liberalismen, er den vejen til, at man kan navigere i, at vi hver især har flere identiteter. Det er heller ikke sådan, at jeg har afklædt mig min mellemøstlige identitet, men den er favnet af de værdier, der er knyttet til det at være borger i et liberalt samfund. Borgerskabet – det at vi alle er borgere og har del i samfundet som borgere – det er den mest kraftfulde vestlige idé. Du og jeg er borgere, uanset hvor mange identiteter vi har. Uanset om vi er religiøse eller ej.”

Forrige artikel Efter korruptionssag: Minister retter skarp kritik mod egen styrelse Efter korruptionssag: Minister retter skarp kritik mod egen styrelse Næste artikel Oppositionen forlader forhandlinger om elbiler Oppositionen forlader forhandlinger om elbiler