Anmeldelse: Ny debatbog om identitetspolitik og krænkelser leverer virkelighedsfjern vildledning

ANMELDELSE: 'Os og dem' af Silas Marker og Vincent Hendricks fokuserer udelukkende på sager, der matcher deres misvisende fremstilling af krænkelseskulturen i den offentlige debat. Man fristes til at tro, at forfatterne har ligget i ske med de krænkede, skriver Nima Zamani.

Altingets vurdering: 2/6

Af Nima Zamani
Debattør, jurist og radiovært på Radio24syv

”Os og dem træder et skridt tilbage og viser, hvordan vi kan få en bedre offentlig samtale om identitetspolitiske emner."

Citatet er fra bagsiden af Silas Markers og Vincent Hendricks seneste bogudgivelse. Bagsideteksten proklamerer således et indhold, der skulle være et både fornyende og løsningsorienteret værktøj til bedre at forstå den identitetspolitiske debat.

Det må siges at være en sandhed med en overflod af modifikationer. 'Os og dem' træder nærmere ti − og det er ni for mange − skridt tilbage fra virkeligheden og bidrager med meget lidt andet end cherry-picking, virkelighedsfjerne betragtninger og en dans, der aldrig rigtigt ender nede i den varme grød.

Falder af tyren
Naturligvis forventer man, at en bog, der handler om identitetspolitik og krænkelseskultur, beskæftiger sig med de sager, der har været mest skelsættende for samfundet. Således er fraværet af klagesagen fra Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet en berøringsangst brøler af dimensioner. Anonyme klager over en i undervisningen påstået race- og kønsdiskriminerende lektor resulterede i noget så grelt som sygemelding og udelukkelse fra at undervise resten af semestret.

Det kan ikke tolkes som andet end et udtryk for to forfattere, der bryster sig af at tage tyren ved hornene, men faldt af samme tyr, allerede inden de påbegyndte skriveprocessen. Berøringsangst medfører ofte, at man ikke kalder en spade for en spade, hvorefter virkeligheden ikke bliver fremstillet som virkeligheden. Om det er bevidst eller ubevidst, så vildleder det læseren.

I 'Os og dem' påstås det, at de seneste års krænkelsessager er udtryk for en boble, der pustes større, end virkeligheden er. Hovedargumentet for dette er, at ingen af krænkelsessagerne på de danske uddannelsesinsitutioner har ført til konkrete klager eller ændringer. Det er forkert. Det er ligeledes en pinlig afsløring af, at forfatterne udelukkende medtager sager, der matcher deres misvisende fremstilling af krænkelseskulturen, herunder den offentlige debat.

Alt skidt er godt for noget
Ondt gøres desuden værre, når forfatterne vælger at lade de krænkelsesparate selv afgøre, om de har følt sig krænkede. En sådan indrømmelse skal man nok lede længe efter. Således konkluderes det, at der i de fire fremstillede krænkelsessager slet ikke har været tale om et særligt sensitivt mindretal, der bliver stødt over ligegyldigheder som mexicanske sombreroer til udklædningsfester.

Forfatterne går faktisk så vidt, at de antyder, at disse sager − der er så bagatelagtige, at ingen nogensinde burde have lyttet til de hypersensitive krænkede − er positive. Positive, fordi vi dermed for fremtiden kan tage ved lære. Ræsonnementet er med andre ord, at alt skidt er godt for noget. 

Det skulle således heller ikke være udtryk for en krænkelse, at en studerende på biologi-studiet fandt det stødende, at en underviser udelukkende skelnede mellem mænd og kvinder i stedet for også at medtage − hvad der i øvrigt intet har med biologi at gøre − potentielt tyve andre socialkonstruktivistiske køn.

I ske med de krænkede
Man fristes til at tro, at forfatterne har ligget i ske med de krænkede. Man fristes også til at tro, at de ikke tør konfrontere de krænkede. På den måde minder forfatterne om de uddannelsesinstitutioner, der ikke turde sige fra over for et ubetydeligt antal personer, som følte, at ikke-inkluderende udklædninger og for få kvindelige eller sorte hovedpersoner i pensum − som nok en gang er en realistisk gennemgang af en desværre mandsdomineret og racistisk historie − var lig med dommedag.

Med andre ord er forfatterne selv en del af den krænkelseskultur, der ikke blot findes i en boble, men derimod ude i virkeligheden, hvor den, modsat forfatternes virkelighedsfjerne betragtninger, rent faktisk har ført til nedfældning af etisk forskruede retningslinjer.

Manglende rygrad og dannelse
Tilsammen har de nævnte sager været medvirkende til, at Københavns Universitet nedfældede retningslinjer om, at seksuelle krænkelser og diskriminerende adfærd i øvrigt skulle have konsekvenser for både studerende og undervisere. Og hold nu fast. Det skulle være de krænkede selv, der afgjorde, om der var tale om en krænkelse.

Det svarer til at lade ofret dømme gerningsmanden i en retssag. Nuvel, der er ikke tale om en retssag, men grundlæggende juridiske principper har siden tidernes morgen været et udtryk for, hvordan man som samfund ønsker, at vi behandler hinanden. Det er så basalt et brud på retfærdighed, at det stadig er mig en gåde, hvordan en ledelse, herunder en dekan, på højeste uddannelsesmæssige niveau kan være udstyret med så lidt rygrad og dannelse over for et mindretal af studerende, der kraftigt burde have overvejet, om de flyttede for tidligt hjemmefra.

Slutteligt er spørgsmålet, om Silas Marker og Vincent Hendricks trods alt skal roses for at tage betændte identitetspolitiske emner op til debat. Det skal de ikke. De vælger at fokusere på følgende emner: race, køn, nationalitet og socialklasse. Herefter nævnes emnerne 'seksualitet' og 'religion' for hurtigt at blive sløjfet igen. Seksualitet og religion, herunder særligt islam, er blandt de mest betændte debatter, men fylder intet i bogen.

Det svarer til at skrive en bog om integrationsproblemer og så ikke have nosserne til at bruge blæk på islam.

'Os og dem' skal dog roses for analysen af CBS-sagen om 'Den danske sang er en ung blond pige'. Denne blev af medierne kørt vældigt ud af proportioner. Politikere og ministre, der hellere skulle fokusere på at regere landet, forsøgte også at score billige point på en problematik, der handlede om intet mere end én kvinde, der havde brokket sig over, at sangen var blevet sunget på et internt møde. Der var hverken tale om en klage eller et forbud mod at anvende den i forbindelse med fællessang. I dette tilfælde har forfatterne til bogen 'Os og dem' ret i, at medierne og politikerne endte med at fremstå som de krænkede.

Forrige artikel Bundkarakter: Bitter og ensidig MeToo-bog skuffer fælt Bundkarakter: Bitter og ensidig MeToo-bog skuffer fælt Næste artikel Ny finanskritisk bog skyder både med skarpt og skævt Ny finanskritisk bog skyder både med skarpt og skævt
Farvel til velfærdsstaten - husk din forsikring

Farvel til velfærdsstaten - husk din forsikring

FEATURE: Op mod 400.000 danskere har tegnet lønforsikringer, og tallet stiger. Mens vi i de sidste tyve år har talt om udlændinge, er den danske samfundsmodel blevet skrevet om – uden debat.