Debat

Biblioteker: DF-ordfører mistolker eReolen

DEBAT: Danmarks Biblioteksforenings formand, Steen B Andersen, er forundret over DF-trussel om at tvinge bibliotekerne til at sælge eReolen, "hvor over 250 forlag deltager, mens kun en håndfuld forlag holder sig udenfor".

Bibliotekerne har stor succes med at låne e-bøger ud til danskerne - men for flere af de store forlag hænger regnestykket ikke sammen.<br>
Bibliotekerne har stor succes med at låne e-bøger ud til danskerne - men for flere af de store forlag hænger regnestykket ikke sammen.
Foto: Colourbox.com
GDPRDeleted
Vis mereIcon / Direction / Dropdown
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Steen B. Andersen
Formand for Danmarks Biblioteksforening og kulturudvalgsformand, Aarhus Kommune (S)

Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, truer i Altinget med at tvinge bibliotekerne til at sælge eReolen, hvis branchen ikke finder en fælles løsning.

Jeg er dybt forundret over denne mistolkning af kommunernes eReol hvor alle kommuner og over 250 forlag deltager, mens kun en håndfuld forlag holder sig udenfor.

Bibliotekernes vigtigste rolle er at få mennesker til at læse og blive deltagende, oplyste borgere. Sådan har det altid været og sådan skulle det også gerne være fremover i en digital verden.

Bibliotekernes opgave ændrer sig ikke
Det gør bibliotekerne bl.a. ved at udvælge, indkøbe og udlåne bøger til de mange borgere, der kommer på bibliotekerne. Bibliotekernes opgave og formål ændrer sig ikke af, at verden bliver stadig mere digital, og opgaven er stadig at udlåne bøger, også til de borgere, som foretrækker e-bøger. Bibliotekerne er en del af hele den folkeoplysende idé, der understøtter borgenes deltagelse i folkestyret, og derfor skal bibliotekerne sikre adgang til information og bøger.

At privatisere eReolen løser ikke den udfordring, som digitaliseringen skaber for os alle, og man kan spørge om, hvorvidt Alex Ahrendtsen overhovedet ønsker, at biblioteker skal udlåne digitale titler?


Steen B. Andersen, Formand for Danmarks Biblioteksforening og kulturudvalgsformand Aarhus Kommune (S)

eReolen er ikke et kommercielt tilbud, men bibliotekernes udvælgelse af e-bøger som borgerne kan låne. Det gør bibliotekerne ud fra en kvalitetsvurdering og ikke ud fra hvad der sælger, sådan som de kommercielle streamingtjenester. Ereolen er altså bibliotekernes fælles e-bogssamling modsvarende bibliotekernes fysiske samlinger.

Bibliotekernes opgave er fortsat at bidrage til at gøre Danmark klogere, også i en digital verden. Derfor har bibliotekerne også i en årrække investeret i at udvikle nye platforme, bl.a. til at udlåne e-bøger via eReolen. Det sker gennem udvalg og indkøb af e-bøger helt i tråd med de fysiske bøger, her blot digitalt og som én fælles tjeneste.

Folk står i kø til digitale bøger
eReolen er i øvrigt resultatet af samarbejde med en masse forlag, og der er mange forskellige aftaler bag. Over 250 forlag er i dag med i eReolen, som således har været en væsentlig spiller i at udvikle e-bogsmarkedet og skabe flere digitale læsere i landet. Men det koster at købe ind i overensstemmelse med de mange aftaler, og det koster at drive servicen, hvorfor langt de fleste kommuners biblioteker begrænser udlånet af e-bøger til f.eks. tre pr. måned, og borgerne må mange steder stå i kø til de digitale bøger. Det sker selvfølgelig også for at stimulere markedet.

eReolen har i sin startfase fungeret som isbryder for det danske e-bogsmarked, og eReolen blev den faktor, der for alvor satte gang i e-bogslæsning i landet og stimulerede forlagene til at tænke i de nødvendige nye baner for dette særlige markeds muligheder.

Positiv udvikling i Danmark 
E-bogsmarkedet ser da også stadig ud til at være i en positiv udvikling i Danmark, i modsætning til USA, hvor det er stagneret. Der har bibliotekerne heller ikke fået lov at være med til at udvikle markedet på samme vis som i Danmark. I Danmark så vi f.eks. i fredags, at det andetstørste forlag Lindhardt & Ringhof kunne præsentere det bedste årsresultat nogensinde. Det sker efter et år 2015, hvor forlaget har investeret et tocifret millionbeløb i sit ambitiøse digitaliseringsprojekt og indgået en flerårig kontrakt med eReolen.

I Biblioteksforeningen arbejder vi stadig på at udbrede danskernes lyst til at læse, og derfor mener vi, at det er nødvendigt, at bibliotekerne har lov til at indkøbe og udlåne bøger til de borgere, som betaler til dem over skatten. Det skal ske i samarbejde og med det mål at gøre borgerne og Danmark klogere.

At privatisere eReolen løser ikke den udfordring, som digitaliseringen skaber for os alle, og man kan spørge om, hvorvidt Alex Ahrendtsen overhovedet ønsker, at biblioteker skal udlåne digitale titler?

Omtalte personer

Alex Ahrendtsen

MF (DF)
cand.mag. i dansk, litteratur, religion og oldgræsk (Odense Uni. 1996)

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion