Boguddrag fra frontlinjen i Ukraine: "Jeg vil hellere dø i mit hjem end nogen andre steder"

Kapitel XIII – Lymans kældermennesker. Ukraine. Februar 2023.

Langs vejen fra Izjum ind i Donetsk Oblast ligger udbombede kampvogne og andet krigsmateriel i rabatten og ruster. På en visnet solsikkemark står en rødbrun T-72-kampvogn uskadt tilbage, tilsyneladende forladt i al hast. Andre steder er autoværnet krøllet sammen, som var det lavet af ståltråd.

Samtlige landsbyer er lagt øde, efter at fronten er gået her forbi. Der går ikke lang tid, før man bliver følelsesmæssigt immun overfor mængden af ødelæggelse. I store skovområder har træerne mistet kronerne på grund af intensiv artilleriild, og stammerne står afpillede og nøgne tilbage. Skovbunden er dækket af skyttehuller og sandsække.

Strømkablerne, der tidligere har bugtet sig hen over det ukrainske landskab, hænger løst ned fra de stadig opretstående master.

Boguddrag

Efter aftale med Gads Forlag bringer Altinget et uddrag fra bogen 'Ingenmandsland' af Frederik Tillitz, Anders Rye Skjoldjensen og Ólafur Steinar Rye Gestsson.

Kapitel 13: 'Lymans kældermennesker'.

'Ingenmandsland' (336 sider). Gads Forlag.

Bogen udkom 4. december 2023.

En enlig mast er væltet ned over den mark, den tidligere knejsede over.

På hovedvejen bag ved fronten kører militærkørertøjer med havariblink i karavane mellem byerne Slovjansk og Kramatorsk. Flere gange overhaler ambulancer i fuld udrykning. Der er militære kontrolposter for cirka hver tyvende kilometer, hvor pas og ukrainske pressetilladelser skal fremvises.

Gennem mit ukrainske netværk er vi kommet på en liste hos det lokale politi, der giver adgang til frontlinjebyen Lyman. En by, der det foregående år har skiftet hænder flere gange og nu befinder sig ti kilometer fra de russiske styrker, efter at nabobyen Kreminna er faldet.

Når man bevæger sig rundt i byerne Slovjansk eller Kramatorsk, er det svært at forestille sig, at en halv times køretur i den ene eller anden retning gør så stor en forskel, men lige nu og lige her befinder Lyman sig i en helt anden verden.

Mens livet stadig kan leves under nogenlunde normale omstændigheder i Slovjansk til trods for enkelte missilangreb og usikkerheden ved at befinde sig så tæt på fronten, så har mange af Lymans indbyggere levet i deres kældre i nær ved et år.

På vejen ind til Lyman kører vi over en pontonbro, der er lagt ud ved siden af dens forgænger, hvis store betonelementer nu ligger i Donetsfloden. Floden, der har lagt navn til Donbas-området. Donets basejn er ukrainsk for flodens bækken og er blevet sammentrukket til Donbas. På russisk bliver bassin stavet med to s’er, på ukrainsk kun med ét.

Lyman havde før invasionen omkring 20.000 indbyggere og var indtil 2016 kendt som Krasnyj Lyman – altså 'Røde Lyman' – men under implementeringen af Ukraines antikommunistlove efter Euromajdan-revolutionen i 2014 ønskede lovgiverne at fjerne det sovjetaffilierede røde fra byens navn. Da russiske tropper i slutningen af maj 2022 indtog byen, genindførte de det røde adjektiv. Den 1. oktober 2022 annoncerede det russiske forsvarsministerium imidlertid, at de russiske styrker trak sig ud af byen i kølvandet på ukrainernes efterårsoffensiv i den nordøstlige del af landet.

Men i februar 2023 rykker de russiske styrker igen tættere på, og fordi Lyman er blevet en vigtig logistisk hovedåre for det ukrainske militær, er der daglig beskydning af stationsbyen og de tilbageværende indbyggere.

Der er store huller i stort set samtlige af byens bygninger. I en tilfældig husgavl sidder et udetoneret missil.

Vi bliver budt indenfor af to ældre kvinder, der står ved kælderindgangen til det, der er blevet forvandlet til deres midlertidige hjem.

Væggene under jorden står blottede med udækket mørtel og mursten. Lugten er jordslået. Et termometer på væggen viser 12 grader, og kælderens beboere har overtøj på indenfor.

Kælderen, vi er kommet ned i, er beboet af i alt tre kvinder. Nina Kostjuk på 68 år er tidligere ingeniør og står og steger kål i tomatpuré i det tilstødende lokale, der fungerer som køkken.

"Vi er klart blevet mere tynde og sporty af krigen. Vi er begyndt at løbe – altså væk fra artilleribeskydningen. Op og ned. Op og ned," griner hun. "Ligesom soldaterne, der løber med fuld oppakning, løber vi med vandspande under beskydning."

"Vi har en brønd her, og det er meget farligt at hente vand. Engang blev en mor og hendes børn dræbt på vej til brønden."

"Der var rygter om, at byen ville blive besat. Min søn er i hæren, så han fortalte mig, at jeg skulle forlade byen med det samme, for ellers ville jeg komme i problemer. Så jeg flygtede til Dnipro for at bo hos mine familiemedlemmer. Jeg blev der et stykke tid, men jeg kunne ikke finde arbejde. På ukrainsk har vi et ordsprog, der lyder, 'at hænge nogen om halsen'. Sådan følte jeg det. Som en byrde. Så jeg tog til Italien for at arbejde," siger hun.

"Her tog jeg mig af en ældre mand, som ikke kunne bevæge sig. Problemet var bare, at det sted, jeg boede, var virkelig ukomfortabelt. Den billigste seng i en større sovesal. En sofa faktisk. I Italien er der ikke nogen krig, men for mig blev min værdighed fuldstændig ødelagt."

Nina var i den italienske by Latina, der ligger tæt på Rom.

"Det var under min værdighed at leve under de omstændigheder, så jeg besluttede mig for at tage tilbage til Lyman. Da jeg kom tilbage, var byen lige blevet befriet, og nu bor jeg hernede igen. Jeg vil hellere bo i min egen kælder, end at tage mig af handicappede. Jeg kendte ikke til sproget og vidste ikke, hvordan man kommunikerer. Det er meget hårdt at leve et værdigt liv uden for Ukraine."

"Jeg vil beholde mine egne vaner, og jeg vil bo i min egen kælder. Jeg vil eje mit eget liv. Det var derfor, at jeg tog tilbage. Jeg følte mig overflødig. Da jeg kom hjem, var det en langt bedre følelse, selv her i min kælder," siger Nina og fortsætter:

Jeg vil hellere dø i mit hjem end nogen andre steder

Uddrag fra bogen 'Ingenmandsland'
Gads Forlag

"I det mindste ejer jeg det her lille sted. Jeg regner det som mit eget. Jeg var dog fuldstændig knust, da jeg så ødelæggelserne her i byen. Det var blevet en spøgelsesby. Før var byen også ret provinsiel, men vi havde dog god infrastruktur. Nu er alt ødelagt."

Selv hvis Lyman bliver erobret for anden gang af russerne, har Nina ikke tænkt sig at forlade sin kælder.

"Om det så skal koste mig livet. Disse rejser har været langt værre end døden. Jeg vil hellere dø i mit hjem end nogen andre steder. Jeg er en gammel dame, og jeg ved, at jeg ikke har et perfekt helbred. Derfor vil jeg blive her lige meget hvad. Og hvis de såkaldte befriere kommer her, så tror jeg, at jeg vil have nok værdighed og styrke til at kigge dem i øjnene. Alle de såkaldte befriere, befriede os kun fra vores ejendele."

Kælderens andre beboere boede i Lyman, mens russerne regerede.

"Sveta!" råber Nina og hendes sambo kommer ud fra sit værelse. Svetlana Pomazan er 69 år, og har tidligere arbejdet som sekretær på en skole i en kolkhos. I modsætningen til Nina har Svetlana, siden invasionen af Ukraine brød ud, og de russiske styrker første gang trængte ind i Lyman, boet her i kælderen.

"Kælderen her var helt pakket med mennesker. Men da vi fik elektriciteten tilbage, gik mange tilbage til deres egne huse, lejligheder eller kældre. Vi boede i kælderen og kunne kigge ud. Når der var voldsomme beskydninger, satte vi bare maden over ilden hernede, og så blev vi i kælderen og spiste."

"Russerne rørte os ikke. I begyndelsen undersøgte de os alle sammen, men for at være ærlig, så mærkede jeg ikke meget til deres tilstedeværelse. Jeg så dem i byen, men vi var bange og blev for det meste hernede. Så vi blev ikke udspurgt meget."

"Det værste var at leve uden elektricitet eller telefondækning. Vi var afskåret fra omverdenen og vidste ikke, hvad der skete andre steder i landet. Mine børnebørn bor i Kramatorsk, og det var meget smertefuldt ikke at kunne kommunikere med dem. At være afskåret fra dem. Men heldigvis var de allerede flygtet," siger Svetlana.

Da vi tager afsted, bliver vi sendt videre ud i vintersolen med kram og kys på kinden.

Vi bliver fortalt, at Svetlana og Ninas kælder er et af de få steder i byen, som ikke er stærkt påvirket af det alkoholindtag, som mange er tyet til for at dulme nerverne.

Solen skinner udenfor, og enkelte af Lymans beboere henter brænde i trillebøre eller vand i plastikspande. En kvinde sidder nede i en kælder med en cigaret mellem læberne, da vi træder ind. Hun er i færd med at snitte gulerødder. Der er en kraftig lugt af spiritus hernede, og vi får at vide, at de ikke ønsker at snakke med os. Vi skal forlade kælderen med det samme.

Mange af Lymans tilbageværende beboere har valgt at bedøve sig med alkohol, der godt nok ikke kan købes legalt i området længere, men som bliver smuglet ind og solgt på sorte markeder i Lyman og de omkringliggende landsbyer.

"Vi lever i en virkelighed uden en morgendag. Uden noget. Vores liv handler kun om i dag. Vores liv begynder hver morgen og slutter hver aften. Det er så dumt at have nogen former for forventninger til fremtiden. Dumt. Dem handler det om at komme af med."

"Vi drikker meget for at fjerne følelsen af frygt og stress. Det gør vi på grund af beskydningen. Jeg er godt klar over, at når jeg er fuldstændig ristet, så afstresser det mig. Det er en flugt fra den frygt, der aldrig slutter," siger Vitalij.

Selvom russerne rykker frem mod byen, ønsker heller ingen af de tilstedeværende her at forlade Lyman, hvis byen igen skulle falde i hænderne på russerne.

"Nej. Jeg kommer ikke til at forlade byen. Det er bedre at dø på ens egen jord, end at være hjemløs et andet sted. Det er den sidste dråbe af værdighed," siger Vitalij.

Den snøvlende og svovlende Viktor er enig:

"Vi kommer ikke til at forlade det her sted. Under ingen fucking omstændigheder. Hvis russerne kommer tilbage hertil, så knepper vi dem," siger han og vugger sit underliv frem og tilbage, mens han kigger mig tåget i øjnene.

En af de få, som stadig bebor sin lejlighed og ikke er flyttet ned i ejendommens kælder, er 87-årige Nikolaj, der passer sin kone i hendes sygeseng.

Han har tre guldtænder i overmunden og en enkelt sølvtand i undermunden. De belagte tænder skinner i solen.

Et af de værste aspekter i denne krig er, at man går efter civile

Uddrag fra bogen 'Ingenmandsland'
Gads Forlag

Nikolaj pudser næse i et lommetørklæde med sine rynkede hænder. Den ene har en tatovering med hans eget navn. En manddomsprøve, fra da han var dreng i Sovjetunionen.

"Da jeg var ti eller tolv, var det på mode at tatovere hinanden. Det var en leg, hvor vi drenge tatoverede hinanden. Der var en af dem, der sagde, at han kunne tatovere. Nu er jeg for gammel til tatoveringer."

Maskingeværlyd runger i baggrunden. Flere gange lyder nedslag fra artilleri.

"Jeg blev født her i Lyman i 1936. Min bedstemor havde et stort hus, og under den tyske besættelse var huset helt pakket med tyskere. Det var et stort hus med plads til en stor familie, men da nazisterne kom, blev hele vores familie på seks pakket sammen i et enkelt rum. Resten var okkuperet af tyskerne. Dengang gjorde de ikke noget ondt ved os. De bragte endda mad til familierne, og det var sådan, at vi overlevede. Da de forlod os, kom de sovjetiske styrker og overtog huset," siger Nikolaj.

"Efter krigen var det meget hårdt og svært. Men lige så langsomt blev Sovjetunionen i stand til at løfte befolkningen og give os mad nok. Især efter industrialiseringen da krigen var slut. Vi havde femårsplaner, og for hver femårsplan blev vores levestandard forbedret. Men lige efter Anden Verdenskrig var det forfærdeligt."

Ukrainere, der var voksne før de to verdenskrige, kom aldrig til at opleve de samme økonomiske standarder som før Første Verdenskrig igen.

"Jeg har arbejdet på et jernbanedepot, siden jeg var ung. I Lyman var der et kæmpe jernbaneknudepunkt. Jeg arbejdede på stationen som ingeniør og elektriker. Jeg tog mig af alt med elektricitet på området. Det her er min tredje krig. Krigen i 2014 og 2015 tæller også. I 2014 var besættelsen meget hurtigt overstået."

"Et af de værste aspekter i denne krig er, at man går efter civile. Russerne bruger et psykologisk pres ved at beskyde byen om natten. Et bestemt tidspunkt fra midnat til et om natten. Dermed er det umuligt at sove, for du ved, at det vil komme til at ske, så du ligger bare i din seng og venter på beskydningen."

"Lad almindelige mennesker være. Vi skal skyde skylden på de øverstbefalende. Putin og hans medsammensvorne, der har fået denne vanvittige ide om at erobre Donbas. Hvorfor? Donbas er ubrugeligt for Rusland. De har deres eget territorium. Nu vil de befri Donas. Autoriteterne og den bande, der er rundt om Putin, er jo vanvittige."

En, der også har arbejdet på det nærliggende jernbaneknudepunkt, er Dmitrij, der bor i kælderen under det lejlighedskompleks, som han tidligere kaldte sit hjem. Nu er hele andensalen ødelagt. I stedet for vinduet, hvorfra lyset engang skinnede ind i deres lejlighed, hænger nu et hvidt stykke lærred med et blåt UNHCR-logo på. Mange af murstenene rundt om vindueskarmen er blevet trykket ud af en eksplosion.

"Jeg ønsker ikke at få taget billeder. Jeg ligner nærmest en vagabond," siger Dmitrij, men indvilliger efter at have redt sit hår.

Dmitrij arbejdede som elektriker på den nærliggende banegård. Nu ligger den forladt og ødelagt hen. En brand i hovedbygningen har tilsodet samtlige ydermure ved vinduerne.

Ledninger er filtret sammen langt over jorden.

I gangbroen over banelegemerne er der store skudhuller i træbrædderne, hvorigennem man kan skimte skinnerne fem meter nede. Flere steder på den lange bro er det for farligt at passere.

Her så tæt på den ukrainske frontlinje møder man oftere dette ståsted end i storbyerne langt fra krigen. At lederne både i Kyjiv og Moskva er ligeglade med almindelige mennesker i Donbas. At fred for enhver pris efter et år med krig er det eneste ønskværdige.

Tilbage i maj 2022 erobrede en gruppe russiske faldskærmssoldater Lyman og iværksatte de fire måneders okkupation af byen.

59-årige Serhij Zikejev er tidligere mekaniker og oplevede på egen krop hele den russiske besættelsestid:

"Den 27. maj ankom en russisk gruppe faldskærmssoldater her. Vi blev nødt til at flygte fra den ene kælder til den anden, efter at russerne havde erobret byen, på grund af den voldsomme beskydning. Vi boede i en kælder, der fuldstændig styrtede sammen på grund af en granat, og vi blev nødt til at flygte igen. Det var en hård dag."

"Efterfølgende kørte de russiske styrker gennem byen og skød alle hundene. De dræbte min schæferhund, Amur. Denne russiske bataljon var fra Tuva, nær Buratjien, altså asiater. De her russere var faktisk hyrder og landsbyboere, og derfor skød de kun de hunde, der ikke mindede dem om de hyrdehunde, de har på deres hjemegne. Dem lod de være i live. De gik fra hus til hus og have til have og skød de hunde, som de stødte på. Derefter begyndte de at styre byen med hård hånd."

Jeg talte med soldaterne fra Tuva, og de var helt normale folk. Mange af dem havde meldt sig til hæren i troen på, at de ville blive betalt godt. Andre var ideologisk stærkt overbeviste om, at de var i færd med befri Ukraine fra nazister

Uddrag fra bogen 'Ingenmandsland'
Gads Forlag

"Efter at de havde holdt byen i en uge, blev de beordret til at presse fremad og angribe. De var avantgarden. De fik at vide, at de skulle angribe de ukrainske styrker på den anden side af floden, men da de forsøgte at angribe, blev de fuldstændig smadret."

"Jeg talte med soldaterne fra Tuva, og de var helt normale folk. Mange af dem havde meldt sig til hæren i troen på, at de ville blive betalt godt. Andre var ideologisk stærkt overbeviste om, at de var i færd med befri Ukraine fra nazister. Før de kom til Lyman, havde de været udstationeret nær Tjernihiv. Mange af deres folk var døde. De var blevet smadret og derfor udstationeret her til et relativt sikrere sted. Men mange af dem spurgte sig selv om, hvad det var, de skulle dø for."

"De var bare soldater. Nogle få af dem var psykopater og stofmisbrugere, aggressive og ikke egnet til militærtjeneste, men da de ukrainske militser fra folkerepublikkerne Luhansk og Donetsk efterfølgende ankom, plyndrede de bare byen. Butikker, garager, lejligheder. Alt."

Efter at de russiske soldater blev beordret væk fra Lyman, var det prorussiske, ukrainske militser fra folkerepublikkerne i Luhansk og Donetsk, der overtog kontrollen med byen. Russissindede ukrainere fra de to politiske entiteter i det østlige Ukraine, der siden 2014 har kæmpet mod Kyjiv, og som i september 2022 sammen med de dele af regionerne Kherson og Zaporizjzja, der er under russisk kontrol, blev annekteret som republikker af Den Russiske Føderation på lige fod med Krimhalvøen.

"De lokale ukrainske militser drog ind i byen og etablerede deres hovedkvarter. Og så begyndte de at styre byen. Mange af militssoldaterne var ikke unge mænd. De var omkring 40 eller 50 år. De var en del af besættelsesadministrationen og tvang alle til at blive registreret og få de her dokumenter, der gav adgang til at gå på gaden. Uden de dokumenter kunne man ikke besøge de sorte markeder. De sagde, at hvis du ikke havde disse dokumenter på dig, ville du blive skudt på stedet."

"Vi lokale forsøgte ikke at være i kontakt med disse tropper. Kun ved checkpointsene blev vi nødt til at snakke med dem. De flygtede herfra som kakerlakker og efterlod kampvogne og alt muligt andet udstyr."

"Jeg forstår ikke, hvad russerne tænkte på. De var bange for, at Ukraine ville rykke sig i en mere demokratisk retning. Udvikle sig og bevæge sig mod Europa. Vi er en del af Europa. Vi ønsker at være en del af den civiliserede verden. Og derfor ødelægger de hele landet."

Vi kører ud af Lyman. Af og til må vi vige for kampvogne, ambulancer og motoriserede køretøjer på vej mod eller fra fronten.

Vi ankommer til stationsbyen Kramatorsk. Et logistisk knudepunkt i krigen i Donbas. Her samles soldater, krigsreportere og frivillige, for frontlinjen ligger ikke langt østpå. Af samme årsag er den et oplagt mål for det russiske skyts. Der er et konstant lydbillede af brag. Udgående artilleri. Indgående artilleri.

Ved togstationen venter flygtninge fra de hårdest ramte områder på endelig at rejse væk. Gods- og passagervogne står side om side på perronen. Mænd i uniformer tager tårevædet afsked med deres elskede. Kyssende, krammende. Imens runger nedslag fra kampene ikke mange kilometer mod øst.