David Trads: Bernie er Demokraternes Trump

KOMMENTAR: Den amerikanske drøm er tæt på at være en illusion, og stadig flere vælgere stoler simpelthen ikke en døjt på den politiske elite. Derfor vandt Trump i 2016. Derfor kan Bernie sagtens ende med at vinde i 2020.

Der er så mange paralleller mellem Demokraternes aktuelle primærvalg og så Republikanernes i 2016:

For det første at partieliterne hamrer løs på panikknappen, mens de mærker deres impotens i forhold til at mase deres egne udvalgte kandidat igennem.

I 2016 var det Jeb Bush, Marco Rubio, John Kasich og for den sags skyld Ted Cruz, som var de ’moderate’ kandidater, som partibosserne desperat forsøgte at gøre til vindere. I 2020 er det Joe Biden, Pete Buttigieg, Amy Klobuchar og for den sags skyld Elizabeth Warren, de kæmper for, mens Michael Bloomberg kan ende med at blive deres nødløsning.

For det andet at partiets græsrødder er så inderligt ligeglade med partieliternes formaninger, at de med stor begejstring foretrækker kandidater, som er så langt fra det, der hidtil har været magtens centrum, at man tror, det er løgn. Donald Trump i 2016. Bernie Sanders i 2020.

For det tredje at det ser ud til, at Bernie – præcis som Trump i 2016 – kan cruise til en sikker nominering, selv om han kun står til at få godt en tredjedel af stemmerne. Resten er nemlig fordelt pænt mellem de mange andre – og rigtig mange stemmer bliver spildt.

For det fjerde at al den bekymring, som Demokraternes elite og med dem mange medier har, over at partiets kaotiske og splittende primærvalg vil svække dem ved præsidentvalget, ligner. Præcist det samme sagde man nemlig om Republikanerne i 2016, og det endte som bekendt anderledes.

Alt det, man i Amerika kalder for conventional political wisdom – normal politisk analyse – er sat ud af kraft i disse år. Såvel Republikanerne som Demokraterne er udsat for politisk disruption fra så stærke personligheder, at al normal logik inden for analyse bør kastes bort.

Bernie er, skal man huske, en kandidat, der er så langt fra at være mainstream, man næsten kan komme hos Demokraterne:

Normalt foretrækker partiet yngre optimister – John F. Kennedy, Bill Clinton og Barack Obama, der alle var midt i 40’erne, da de blev præsidenter. Normalt søger de midtersøgende kandidater, som har en dokumenteret evne til at søge politiske kompromiser hen over midten. Normalt leder de efter politikere, som reformerer og aldrig revolutionerer. Normalt søger de kristne, patriotiske forbilleder på den amerikanske drøm.

Bernie er gammel. 78 år! Med afstand den ældste præsident nogensinde, hvis han skulle vinde. Han er som demokratisk socialist end ikke medlem af Demokraterne normalt (!), han er ekstrem i sin politik og går aldrig på kompromis.

Politik hen over midten er for ham en by i, undskyld udtrykket, i Rusland. Han er revolutionær med drømme om gratis uddannelse og fri adgang til sundhed. Han er jøde, anti-Israel og skælder gerne dramatisk ud på sit land.

Men han er i 2020 alligevel fuldkommen uden tvivl den kandidat, der bedst begejstrer den halvdel af amerikanerne, som stemmer på Demokraterne. Især, men ikke kun, unge vælgere; hispanics, den hastigst voksende befolkningsgruppe i USA; og i stigende grad også sorte.

Det er der især en simpel og præcis årsag til:

Den amerikanske drøm er tæt på at være en illusion – for den dramatiske og sygt stigende ulighed gør, at stadigt flere vælgere simpelthen ikke stoler en døjt på den politiske elite.

De forløbne tre årtier er topdirektørernes realløn steget med 1.000 procent, mens middelklassens er steget med blot 10 procent. Markedet er ikke retfærdigt. Det er de riges marked. Alt er skævt. Alle er vrede. Derfor vandt Trump i 2016. Derfor kan Bernie sagtens ende med at vinde i 2020.

Bernies slogan er genialt og indrammer hans budskab perfekt: "Not me. Us." Som han selv forklarer, så handler det om to ting:

Dels at vi skal holde op med kun at tænke på os selv. Vi skal blive mere optaget af hinanden. Ikke mig. Os. Dels at hvis de rigeste og mest magtfulde interesser (våbenlobbyen, medicinindustrien, den rigeste procent) skal bekæmpes, så landet også kommer til at tilhøre os alle sammen, så skal vi stå sammen. Ikke mig. Os.

Hvis Bernie vinder – først nomineringen, dernæst præsidentskabet – og det er absolut muligt begge dele, så vil det være en triumf for ham og hans bevægelse. Det vil være et signal om, at nok er nok – at urimelighederne er blevet så store, at reformer ikke er nok, men at der skal revolutionære (i en amerikansk kontekst) tiltag til for at ændre det hele.

Derfor er den demokratiske partielite i disse dage i færd med en hæsblæsende og brutal kamp for at sikre, at en af de andre kandidater kan besejre ham, så partiet kan vende tilbage til normalen.

Det kræver mindst to ting: Først at Joe Biden skal vinde klart i South Carolina på lørdag og derved skabe momentum på Super Tuesday 3. marts. Dernæst at gruppen af moderate kandidater skrumper, så kun en eller to står over for Bernie. Begge dele er op ad bakke.

Men det vil også blive en hård virkelighed, hvis Bernie og kammeraterne rent faktisk vinder. Der er nemlig ikke noget, der tyder på, at Demokraterne i Kongressen vil være med til at kæmpe for hans politik. Dertil er det endog meget store flertal alt for moderat og konservativt. Som senator har Bernie stort set ingenting fået gennemføret. Det vil også være hans problem som præsident.

Men, hov, schyy:
Alt det sagde vi også om Trump i 2016 – og hvor står han i dag?
Han er præsident – og han er kongen af sit parti.

Det samme kan ske for Bernie – for der er ikke noget som en stærkt folkeligt mandat. Hvis han besejrer Trump, så vil han blive hyldet som noget nær en politisk messias!

-----

David Trads (født 1967) er journalist, skribent og debattør samt tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet og forhenværende udviklingsdirektør i Metro International. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Jarl Cordua: S-spinmaskinen kom ud af kontrol Jarl Cordua: S-spinmaskinen kom ud af kontrol Næste artikel Friis Bach: FN's Menneskerettighedsråd er ikke perfekt. Men det virker Friis Bach: FN's Menneskerettighedsråd er ikke perfekt. Men det virker