Kommentar af 
David Trads

David Trads: Trump er katastrofal. Vi har brug for Churchill

KOMMENTAR: Vi kan ikke nøjes med at håbe på, at Trump og USA tager det globale lederskab i den krig, vi kæmper mod den forbandede virus. Vi må handle selv, og vi mangler en europæisk leder, vi kan samle os om, skriver David Trads.

Trumps embedsforsømmelse i forhold til corona-bekæmpelsen er åbenlys, skriver David Trads.
Trumps embedsforsømmelse i forhold til corona-bekæmpelsen er åbenlys, skriver David Trads.Foto: Win Mcnamee/AFP/Ritzau Scanpix
David Trads

Journalist, forfatter, kommentator, foredragsholder

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Forsiden af Libération, den franske avis, er onsdag et stort foto af en åbenlyst dybt bekymret præsident Macron ledsaget af et ubehageligt, rammende citat fra hans seneste tale til nation:

"Vi er i krig med en usynlig fjende."

Det er jo præcis det, vi er: I krig! Med en usynlig fjende!

Vi kan ikke se den forbandede virus. Vi kan ikke vide om den ven, vi plejede at give et kram, lige akkurat er den smittebærer, som kan levere smitten videre til dig. Vi bliver bange. Vi bliver usikre. Vi håber – folder måske endda vores hænder i bøn – på en løsning.

Fakta
David Trads (født 1967) er journalist, skribent og debattør samt tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet og forhenværende udviklingsdirektør i Metro International. 

Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Men: Det er selvfølgelig ikke nok at håbe og tro. Vi må også handle – og vi må først og fremmest tro på, at vores regering og vores myndigheder handler klogt på vores vegne. Heldigvis er vi i Danmark begunstiget med en beslutningskraft hele vejen rundt, som vækker enorm tillid.

Jeg stoler 100 procent på, at Mette Frederiksen er den rette statsminister. Jeg stoler 100 procent på, at Søren Brostrøm er den bedste sundhedsstyrelsesdirektør. Jeg stoler 100 procent på, at Folketinget, arbejdsmarkedets parter, ja, alle, der har ansvar, gør deres allerbedste.

Lige nu kæmper hver nation for sig og sine borgere. Det gælder Danmark. Det gælder alle Europas nationer. 

David Trads

Begår de her mennesker fejl?

Ja, selvfølgelig!

De agerer under et pres, som ingen dansk politiker eller myndighedsperson har stået over for siden Anden Verdenskrig. De handler i en krig mod en usynlig fjende. Der er ingen fortilfælde. Der er ingen manual. Men de handler resolut. De agerer troværdigt. Vi skal bakke op.

Men: Den forbandede virus kender ingen grænser. Den flytter sig med lynets hast fra kontinent til kontinent, fra nation til nation, fra region til region, fra husstand til husstand, fra ven til ven. Selv hvis et land, for eksempel vores, får helt styr på smitten, hjælper det ikke, hvis den sniger sig ind hos fra et andet land igen. Vi kan ikke være i karantæne for evigt.

Derfor er den pandemi, vi står over for, nødt til at blive bekæmpet globalt – for selvfølgelig er vi stærkere, hvis vi kæmper sammen, end hvis vi kæmper alene.

Da vi stod over for en rædsom menneskeskabt trussel, nazismen, var vores inspirerende lederskikkelse Winston Churchill. 4. juni 1940, da Hitlers styrke virkede uovertruffen, holdt premierministeren den bedste tale, som rejste først briterne og siden alle os andre til kamp – for han meddelte, at vi aldrig, aldrig ville give op:

”Vi skal kæmpe til det sidste. Vi skal kæmpe i Frankrig, vi skal kæmpe på havene og oceanerne, vi skal kæmpe med voksende selvtillid og øget styrke i luften, vi skal forsvare vores ø, hvad end prisen måtte være. Vi skal kæmpe på strandene, vi skal kæmpe på jorden, vi skal kæmpe i markerne og i gaderne, vi skal kæmpe i bakkerne; vi skal aldrig give op!”

Enhver, der trænger til at blive løftet mentalt, bør høre hele talen på Youtube – for det er en så inspirerende tale: Churchill tog lederskabet i en tilsyneladende umulig kamp – og til sidst vandt Det Gode mod Det Onde. Lige nu savner jeg Churchills globale lederskab.

Desværre er det land, som naturligt burde stå i spidsen for den globale krig mod pandemien, nemlig Amerikas Forenede Stater, i dag belemret med en enestående ukvalificeret leder, hvis dybt uansvarlige ageren indtil videre kun har gjort kampen vanskeligere at vinde.

Donald J. Trump har hidtil været en katastrofal leder i kampen mod coronavirussen. Han har skiftevis løjet – "slap af: antallet af tilfælde vil snart være på nul"; pralet uhæmmet – "alle er imponeret over, hvor meget jeg ved om virus"; og afvist enhver form for relevant kritik – "jeg vil give mig selv karakteren 10 ud af 10".

Den groveste løgn er måske hans totale afvisning af at være vidende om, at han selv lukkede den nationale pandemi-afdeling ned, som befandt sig i Det Hvide Hus, da han tiltrådte. Som altid, når han bliver grebet i løgne og inkompetence, skyder han skylden på andre.

Men to af de højstplacerede embedsmænd i Obama-regeringen har fuldkommen umisforståeligt dokumenteret, at det var et aktivt valg – et idiotisk og fatalt valg – da Trump-administrationen lukkede pandemikontoret i foråret 2018:

Chris Lu, minister i Obama-regeringen, deltog, en uge før Trump overtog magten, i januar 2017 i en stor øvelse i Det Hvide Hus, hvor topfolk fra den afgående regering introducerede den nye regering til, hvordan man håndterer store nationale kriser, helt konkret en pandemi.

En af øvelserne, som blev udspillet, gik på, at USA blev påført en hidtil ukendt influenza, som kom fra Asien og Europa – og som en del af øvelsen skulle deltagerne forberede sig på, hvad de skulle gøre, når der for eksempel ikke var nok testudstyr, ingen vaccine, for få respiratorer.

"Lyder det bekendt i dag," spørger Chris Lu i dag?

Stephen Schwarz, en af USA's førende eksperter i at håndtere nationale kriser, skrev i maj 2018 – umiddelbart efter at Trump havde lukket pandemikontoret en tweet, som i dag er gået viralt, fordi den er så præcis:

"Når den næste pandemi kommer (og gør jer ingen illusioner, den kommer), og den føderale regering er ude af stand til at respondere på en koordineret og effektiv facon, som kan beskytte amerikanske statsborgeres og andres liv, så vil denne beslutning fra John Bolton og Donald Trump være årsagen."

Læs også

Trumps embedsforsømmelse i forhold til coronabekæmpelsen er åbenlys. Konsekvenserne af hans langsommelige ageren er et eksempel til evig undervisning i, hvordan en leder ikke skal handle. Hans 'Amerika Først!'-strategi gør ondt værre, idet der fuldkommen åbenlyst er behov for, at USA, det land, som har de bedste forskere og de største ressourcer, tager globalt lederskab.

Der er grund til at håbe – endda tegn på at tro – at Trump i det forløbne døgn har forstået situationens alvor. Mandagens pressemøde i Det Hvide Hus gav i det mindste en fornemmelse af, at præsidenten anerkender medicinsk fagkundskab og træder en anelse til side.

Men – igen – vi kan ikke nøjes med at håbe på, at Trump og USA er parat til at tage det globale lederskab i den krig, vi er midt i. Vi er nødt til at handle selv.

Lige nu kæmper hver nation for sig og sine borgere. Det gælder Danmark. Det gælder alle Europas nationer. Det er der ikke nogen vej udenom – for i fravær af internationale ledere må de enkelte nationer gøre alt, hvad de kan, for at beskytte os.

Alligevel drømmer jeg om en ny Churchill. En europæisk leder, som træder ind på banen og leder os gennem den her krise på en bæredygtig måde. En strateg, som tager førertrøjen på i et Europa, som lige nu har akut brug for fællesskab. En leder, vi kan samles om i Europa.

-----

David Trads (født 1967) er journalist, skribent og debattør samt tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet og forhenværende udviklingsdirektør i Metro International. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

David Trads

Journalist, forfatter og kommentarskribent
journalist (DJH 1994)

0:000:00