Debat

Elberth: Vi trænger til en mindre medierevolution

KLUMME: Løkkes tweet klokken 20.04 tirsdag aften var en øjenåbner for mange. Sociale medier trådte helt ind i breaking-bjælken og satte dagsorden. Selvom det overhovedet ikke er nyt, kræver det helt anderledes omtanke fra medierne, skriver Benjamin Rud Elberth. 

Foto: Jens Astrup/Scanpix
Benjamin Rud Elberth
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I de politiske efterdønninger fra #gyllegate, hvor vi stadig ikke rigtig ved, hvad der er op og ned, om ministeren havde vildledt og stadig diskuterer, hvem der er vinder og taber, står en enkelt ting lysende klart: Sociale medier satte dagsorden hele vejen.

Fra etableringen af hashtagget #gyllegate (læs hvordan det kom i stand her) til Løkkes tweet for at underminere Papes (K) pressemøde tirsdag aften, og helt indtil ministeriet kunne tweete ministerens afgang lørdag formiddag. Hvorefter Pape i øvrigt aflyste sit pressemøde på Facebook. Undervejs var sociale medier en stor politisk kampplads, hvor oppositionen med grafikker og små hints til pressen forsøgte at hælde benzin på uenighederne i blå blok, og hvor regeringens støttepartier forsøgte at skabe pres på hinanden og på journalisterne.

Sociale medier er ikke en moderne pressemeddelelse
De allermest bagstræberiske påstår stadig, at der intet nyt er under solen, og at alt det, der foregik på sociale medier undervejs, bare er en afløsning af pressemeddelelsen – at partierne bare tweeter i stedet for at udsende en pressemeddelelse. Selv Hans Engell, der mildest talt har været en anelse fodslæbende omkring betydningen af sociale medier, men til gengæld kan skole resten af kommentariatet i Grundloven og de parlamentariske spilleregler, måtte i weekenden tage ordet ”tweet” i munden.

Men det smager stadig ikke helt godt for ham, når han skal sige det. Fordi flere journalister, redaktører og kommentatorer stadig lader til at mene, at vi kan tackle politikernes udmeldinger på sociale medier, som om de bare er pressemeddelelser med speed på. Det kan vi ikke.

Lektor Jesper Tække er en anelse tættere på, når han i Jyllands-Posten beskriver, hvordan Løkke inviterer alle med i angrebet på Konservative med sit tweet, men vi er stadig forståelsesmæssigt så langt væk fra, hvad det er, der egentlig sker, at politikere og partier er over alle bjerge, inden redaktionerne og danskerne opdager, hvad der ramte dem.

Politikerne har fundet teknikken. De breaker nyheder selv og undgår sorteringsfilteret fra pressen eller den kritiske anden-kilde. De nægter at udtale sig til pressen, men fortæller deres sandhed ud til en læserskare, der er lige så stor som den kritiske avis’ oplagstal.

Benjamin Elberth
Løkkes tweet tirsdag aften klokken 20.04. 
Løkkes tweet tirsdag aften klokken 20.04.  Foto: Twitter

Politikerne bruger ikke tweets som afløser for pressemeddelelser – for tweets og Facebook-opdateringer er holdninger i nålestiksform, der aldrig ville kunne vandre igennem det filter, som danske redaktioner heldigvis har for pressemeddelelser og har utallige års erfaring med at tackle.

Politikernes tweets har da heller intet med lanceringer at gøre eller ligner stof, der tilnærmelsesvis ville kunne bære en vinkel, hvis de skrev den som pressemeddelelse – det er små pip, holdningstilkendegivelser, pres, spin, forargelses-retorik, strammede grafikker og postulater, hvoraf en stor del aldrig ville slippe igennem på en redaktion – men pressen har en tendens til at blive så forblændede af tempoet og ”de nye sociale mediers muligheder”, at de løfter politikernes Facebook-opdateringer og tweets op, som var de pressemeddelelser, når medierne bliver ekkokammer for politikerne og bare refererer hvad ”xxxx skriver på Facebook lige nu”.

Politikerne bruger ikke tweets som afløser for pressemeddelelser – for tweets og Facebook-opdateringer er holdninger i nålestiksform, der aldrig ville kunne vandre igennem det filter, som danske redaktioner heldigvis har for pressemeddelelser og har utallige års erfaring med at tackle.

Benjamin Elberth

Det efterlader danske medier som en forstærker. Altså sådan en som bare videreformidler et stykke lyd eller et budskab og bare bringer den lidt længere ud uden at bearbejde den yderligere.

Politikerne udmanøvrerer pressen på sociale medier
Løkkes tweet var fra en politisk vinkel, set i bakspejlet, ikke voldsomt klogt. Han optrappede en konflikt, han ikke kunne træde sejrrigt ud af. Til gengæld var Løkkes ønske om at sætte dagsorden eksekveret til perfektion. Jeg har tidligere i analyser på Altinget og på TV 2 fremhævet Løkke som den bedste politiker på sociale medier – præcis fordi han er i stand til at gøre det, han gjorde tirsdag aften: Sætte digital dagsorden, når Pape har indkaldt til pressemøde klokken 20.00, og Løkke fuldkommen stjæler billedet og Papes thunder klokken 20:04 ved at tweete – med det resultat at politisk kommentator fra TV 2 Anders Langballe stiller Pape spørgsmål på baggrund af Løkkes tweet og i øvrigt placerer Pape på en breaking-bjælke med Løkkes tweet indlejret på resten af pressemødet på TV 2 News.

I blinkekonkurrencen mellem Løkke og Pape, tog Løkke første stik med et tweet, og han mobiliserede sine støtter med en Facebook-opdatering om samme klokken 20:03. Og derefter tillod Løkke sig at undlade at udtale sig til pressen i 17 timer. Ingen journalister var i stand til at få et ord ud af ham.

Det er langt fra første gang, Løkke bruger den teknik, og vi er milevidt fra noget, der ligner den måde, man bruger pressemeddelelser på – i den evige kamp mod Ekstra Bladet har Løkke flere gange nægtet at give genmæle på deres historier om hans bilagssager, hvorefter han har skrevet sin egen version på Facebook, og ofte i en version, der ville blive forkastet af enhver redaktion med respekt for sig selv, hvis Løkke havde sendt pressemeddelelsen – han går meget længere – han hænger dem direkte ud i sin egen digitale gabestok, som en række politikere også har evner og rækkevidde til at gøre, når de føler sig trådt på af et medie.

Ekstra Bladet kan herefter som hovedregel vælge at indlejre Løkkes Facebook-post i deres artikler og på deres spiseseddel, eller skrive, at Løkke ikke har ønsket at udtale sig. Dem, der skriver, at den teknik er ny, har ikke fulgt med i dansk politik og på sociale medier – for den teknik med at skrive sin version af historien og ”gå hjem for den dag” med henvisning til pressen om, at de kan citere fra Facebook, men ikke får yderligere kommentarer, har været brugt jævnligt siden 2009. I syv år.

Uanset om det har været Anders Samuelsen, der betalte en dummebøde til rockere, Thorning, der forsvarede sin leasing-bil, eller nogle af de mindre kendte politikere, der lukkede sager med en præcis Facebook-undskyldning. Og det er ved at blive til syv magre år for en journalist-stand, der stadig ikke har fundet et modtræk, når politikeren skjuler sig bag sin Facebook-opdatering og ikke vil svare på uddybende spørgsmål.

Journalister og redaktioner mangler kompetencer
En række journalister og redaktioner mangler helt overvejende kompetencer. Det kan se hårdt ud på den skrift, som de selv er så glade for, men det gør de. Til at forstå, hvad det er digitale og sociale medier gør, og hvad de flytter og til at forstå, hvordan de foretager modtræk. Lige nu er der en række dele af det politiske spil, hvor de bliver ved med at blive sat af eller endda ligefrem roder rundt i medierne, når politikerne sætter tempo:

1. Politikerne og partierne breaker deres egne nyheder og skjuler sig
Politikerne har fundet teknikken. De breaker nyheder selv og undgår sorteringsfilteret fra pressen eller den kritiske anden-kilde. De nægter at udtale sig til pressen, men fortæller deres sandhed ud til en læserskare, der er lige så stor som den kritiske avis’ oplagstal. Hvorefter de skjuler sig bag tastaturet. Journalisternes eneste modtræk har indtil videre været at påstå, at det er tarveligt. Og så har de citeret alligevel. Redaktørerne i Presselogen vil stadig påstå, at de graver alt, hvad de kan og har magten. Det har de bare ikke. For inden de har gravet færdig, taler vi om noget helt andet.

2. Journalister er blevet et ekkokammer af sociale medier
Prøv at tjekke artiklerne på danske netaviser lige nu. En stor del af dem er direkte gengivelser af politikeres social media-opdateringer – uden noget som helst andet. Der er ingen dybde, analyse eller kritisk behandling – vi ser en række redaktioner, der lige nu kategoriserer fire tweets fra fire forskellige politikere som en artikel, der får en rubrik og bliver publiceret på en netavis, delt på Facebook, og så ryger det ud til danskerne. Når det går rigtig stærkt, er det desværre rigtig slemt, for det er der, vi har allermest brug for journalister, der belyser, relativerer og formidler og ikke bare videreformidler. Søndag er et lysende eksempel – politikerne er ved at falde over hinandens twitterkonti for at udtrykke deres harme over Grimhøj-moskeen og imamer, der opfordrer til stening, så de alle kan virke allermest ”tough on Sharia”. Og redaktionerne citerer tweets – uden filter.

3. Danmark er for lille til to politiske dagsordener på en gang
Massive problemer i Skat. Og en skatteminister der siger, at der ikke er penge i nær fremtid til at løse de problemer. Men ingen skriver om det eller forfølger det nok til, at vi får mobiliseret et tryk, der tilnærmelsesvis kan skabe journalistisk pres, så de ansvarlige afkræves handling. Vi ser gang på gang politikere, der simpelthen slipper lettere og problemer, der bider sig fast, fordi hele medie-Danmark halser efter den samme og en helt anden (ikke-)politisk sag.

Danmark er lige nu for lille til at tackle flere store politiske spørgsmål på en gang. Vi tackler i stedet de problemer, vi kan forstå: I den forgangne uge proces om en minister, der faldt. Og søndag forargelses-historien om Grimhøj-moskeen. I hele første del af valgkampen løb vi rundt efter en Panorama-mand, som vist ikke fandtes. Det giver visse politiske partier mulighed for at fjerne fokus ved at sætte spot på noget fordelagtigt for dem selv. Og det giver politiske partier, der kan tale unuanceret, et fortrin i debatten, når de skal sætte dagsorden, mens mere nuancerede emner (som eksempelvis klima) ikke får rækkevidde.

4. Journalister udsættes for massivt spin og pres
De politiske partiers tæskehold er ved at nå et niveau, hvor de kan få selv en voksen redaktør eller ekspertkilde til at ryste i bukserne, ændre en rubrik, tale en smule mildere om partierne på tv eller blive tandløs, når de skal forfølge en kritisk vinkel. Vi har de seneste år set eksempler på politikere og partier, der optræder i grupper og tæver så længe på journalisterne – åbent på digitale medier - at de får held til at flytte fokus fra sagen.

Og vi ser eksempler på partier, der har orkestreret, at de smider lunser ud på Twitter til tabloid-medierne og udnytter, at de er i indbyrdes konkurrence om at være først på breaking, så de glemmer at tjekke fakta, før de pumper historien ud på deres medier. Journalisterne er sat i verden for at afdække spin, ikke sætte mere tryk på spin, som når de begynder at tweete med #gyllegate.

5. Redaktioner leger med sociale medier, de ikke kan styre
Der er ikke noget mere fantastisk end de muligheder, sociale medier tilbyder demokratiet. Men redaktionerne er ofte ikke gearet til at filtrere og varedeklarere, når de bruger ”helt almindelige danskeres” tweets i artikler og på skærmen og i forbifarten kommer til at stille spørgsmål fra partisoldater og spindoktorer direkte på skærmen i kildne politiske sager. DR tog som de første hul på interviews af partiformænd via Periscope i Folketingsvalget – og lod et utal af lobbyister og partikrigere få fri mulighed for at lokke soundbites til senere brug ud af blandt andre Helle Thorning-Schmidt.

Vi er slet ikke kloge nok på, hvad det betyder for demokratiet, når Hr. og Fru Danmark ser duel mellem partilederne, og tv-stationerne lader partifolk stå nederst på skærmen som almindelige mennesker med præcist formulerede spørgsmål. Og endnu værre: En række redaktioner fokuserer lige nu så meget på at få ”maksimalt play” på deres artikler på Facebook, at de i kampen for interaktioner og reach fuldkommen overser, at de er medvirkende til at skabe politikerlede, at tegne komplekse sager som sort/hvide uden nuancer og selv øger det tempo, som lige nu er så undergravende for afdækkende journalistik, der skal holde magthaverne fast i deres løfter og minde dem om, at folketingsarbejdet skal foregå på helt bestemte præmisser.

Tag for eksempel TV 2’s artikel i weekenden om en forsker, der indrømmede, at han havde fejlet. Den gik viralt, som TV 2 ønskede på grund at en strammet overskrift, der forsøgte at kæde den sammen med Eva Kjer (V) – problemet var bare, at den intet havde at gøre med den sag, Eva Kjer var væltet på. Det er værste fald skandaløst og i bedste fald rendyrket klodsethed.

Hvad er løsningen?
Medierevolution. Måske ikke sådan fra den ene dag til den anden – men der er nødt til at ske et eller andet fundamentalt anderledes, så journalisterne får magten tilbage og begynder at agere vagthund for danskerne og demokratiet igen – journalister skal helt overvejende uddannes til at agere som informationsspecialister, så de forstår digitalt spin, digitalt tryk og pres, og så de kan se effekterne, når de selv er mikrofonholdere for digitalt spin eller hjælper med at trykke det af sted på Facebook.

Og så skal der findes en måde at lirke de der politikere op, der nægter at svare på kritiske spørgsmål, men gerne vil citeres fra Facebook. Man kan starte med at skrive i sine artikler, at politikeren blev stillet opfølgende spørgsmål, men ikke ønskede at uddybe sin social media-opdatering og på den måde tydeliggøre, hvad det var, politikeren ikke ville besvare.

---
Benjamin Rud Elberth er digital chef i Geelmuyden Kiese og fast politisk digital ekspert på TV 2. Han er tidligere digital chef for Socialdemokraterne og har rådgivet en lang række ministre, partier og politikere. Hver tirsdag skriver han klummen "Borgen digitalt" på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00