Engang gik Lars Løkke i burka – nu kan den koste ham magten

STATSMINISTER Lars Løkke Rasmussen (V) adskiller sig fra de fleste andre medlemmer af Folketinget på en bestemt måde: Han er en af de få, der faktisk har været iført en burka. Oven i købet en af dem, der skjuler ansigtet og kun efterlader en tynd sprække til øjnene.

I slutningen af 1980’erne brugte han den til at smugle sig selv ind i det dengang sovjetbesatte Afghanistan sammen med nuværende energiminister, Lars Christian Lilleholt, for at aflevere penge, de havde samlet ind til et skoleprojekt.

Nu, 30 år senere, er verden en anden.

Sovjetunionen er forsvundet, Løkke er blevet statsminister, og de mujahedin-krigere, som Løkke samlede ind til dengang, er i dag forvandlet til en Taliban-bevægelse, som vi er i krig med.

I 1980’erne satte Lars Løkke Rasmussen livet på spil, da han i en dristig aktion tog en burka på for at komme ind i Afghanistan. I dag er den blevet et symbol på en konflikt, der kan ende med at koste Løkke sit politiske liv.

Jakob Nielsen
Chefredaktør, Altinget

Og burkaen, som dengang var et smart redskab til en politisk aktion, er blevet et indenrigspolitisk problem for Lars Løkke Rasmussen. Ikke nok med det; burkaen er også blevet et symbol på en dyb splittelse i Venstre, hvor der nu er udbrudt åben konflikt mellem de klassisk liberale og en ny, mere nationalkonservativ fløj.

DEN KONFLIKT er brudt ud i lys lue to gange alene i den seneste uge.

Første gang var, da udlændingeordfører Marcus Knuth erklærede sin glæde over, at det nationalkonservative parti Alternative für Deutschland var valgt ind i den tyske forbundsdag. Det fik partifællen Jan E. Jørgensen til at udbryde et spontant “WTF?” – forkortelsen for kraftudtrykket “What the fuck?” – som vist ikke behøver yderligere oversættelse.

Anden gang var, da integrationsminister Inger Støjberg tirsdag delte et billede af den mest kontroversielle muhammedtegning på Facebook i protest over, at netop den tegning var udeladt på en ny udstilling i Viborg om blasfemi. Reaktionen fra Lars Løkke Rasmussen var mildt sagt afmålt. Han befandt sig samme dag til møde hos toppen af dansk erhvervsliv ved Dansk Industris topmøde, og i det selskab var der ingen appetit på nye tegningesager.
 

SPLITTELSEN går igen i en lang række større og mindre sager, som ligger og venter på at blive håndteret af statsministeren.

Det gælder for eksempel spørgsmålet om forbud mod muslimske friskoler, som socialdemokraterne har sat på dagsordenen. Lars Løkkes første reaktion var at afvise idéen med henvisning til grundloven og dermed stille sig på det klassiske, liberale synspunkt.

Det gælder også spørgsmålet om grænsekontrol, hvor både Inger Støjberg og Marcus Knuth har udtalt sig på en måde, der tyder på, at de ønsker en permanent grænsekontrol uden slutdato. Det står i modsætning til Venstres officielle politik på området, der støtter Danmarks medlemskab af schengensamarbejdet og de åbne grænser.

Konflikten ser ud til at blive løst midlertidigt af et nyt EU-forslag om, at grænsekontrol kan genindføres i længere perioder, hvis der er frygt for terror, men selv den begrundelse vil ikke kunne gælde evigt.

Og så gælder det i sagen om burkaer, hvor en stor gruppe venstrefolk med udlændingeordfører Marcus Knuth i spidsen vil forbyde den version, der dækker ansigtet – den såkaldte niqab. Forslaget mødes med hård modstand fra fremtrædende venstrefolk med Søren Pind i spidsen, der foragter burkaen lige så meget som deres partifæller, men som alligevel vægter den personlige frihed højest.

Løkke selv?

Han har undladt at skære igennem; måske fordi konflikten ikke bare deler hans eget parti, men også hele regeringen (LA er imod, mens K er for) og har betydning for forholdet til Dansk Folkeparti.
 

KILDER TÆT på statsministeren lader forstå, at han inderst inde frygter, at et forbud mod niqab vil være kontraproduktivt, fordi det kan føre til øget – og ikke mindre – polarisering. Omvendt vil et forbud ikke holde ham vågen om natten.

Uanset hvor den og de andre besværlige sager lander, står statsministeren tilbage med en potentielt alvorlig udfordring.

En ting er, at den ellers ofte ganske statsministervenlige kommentator Thomas Larsen i Berlingske konstaterer, at “det sejler for Venstre, når det gælder udlændinge”.

Mere alvorligt er det, at der for tiden ser ud til at være større fodslag i den socialdemokratiske folketingsgruppe på nogle af de svære, udlændingepolitiske dagsordener. Ganske vist mødte Mette Frederiksens linje spredt kritik på den nylige kongres, men partitoppen stod fast og fik mandat til sin meget kontante kurs med hjem fra Aalborg.

I kredsen omkring Mette Frederiksen lyder det kækt, at udlændingepolitikken ligefrem kan vise sig at være en vindersag for Socialdemokratiet i en kommende valgkamp – med direkte henvisning til de spirende opgør om liberalismens sjæl, som synes på vej i Venstre.
 

DET UNDERLIGE er ikke, at den konflikt opstår, men måske nærmere, at den ikke er opstået noget før. Lige siden den første Fogh-regering i 2001 har Venstre lagt stemmer til en politik, der har været alt andet end liberal - og som for eksempel har forhindret tusinder af danskere med udenlandske ægtefæller i at bosætte sig frit i Danmark.

Der har været bred opbakning til kursen, og der er fortsat et bredt flertal bag en meget stram udlændingpolitik. Men noget tyder på, at en del af Venstre er ved at have nået mætningspunktet. Og det, vel at mærke, inden regeringen for alvor har taget fat på sin ambition om at få omskrevet Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

I 1980’erne satte Lars Løkke Rasmussen livet på spil, da han i en dristig aktion tog en burka på for at komme ind i Afghanistan. I dag er den blevet et symbol på en konflikt, der kan ende med at koste Løkkes politiske liv.

---

Jakob Nielsen er chefredaktør på Altinget. 

Følg ham på Twitter her.