Er tiden ved at rinde ud for USA’s engagement i Mellemøsten?

WASHINGTON DC – Et flertal af amerikanerne har tabt troen på Barack Obamas vilje og evne til at lede kampen mod den islamiske stat i Irak og Syrien (ISIS).

Det stod klart onsdag i denne uge, da CNN/ORC offentliggjorde en ny meningsmåling, der også viser, at amerikanerne er uenige om, hvorvidt Ruslands intervention i Syrien er et problem for USA eller ej – 50 procent siger ja, 50 procent mener nej. 

I målingen fremgår det, at 31 procent af de adspurgte mener, at den militære aktion mod ISIS går godt (for et år siden var tallet 48 procent), mens 71 procent tilkendegiver, at de ikke tror ​​Obama har ”en klar plan for håndteringen af ISIS.”

Modstanden mod at sende landtropper til Irak eller Syrien er faldet fra 60 procent for et år siden til 51 procent nu. Et overvældende flertal – 75 procent – er ”bekymret eller meget bekymret” over, at kampen mod ISIS kan ende med en større krig (en stigning fra 65 procent sidste år), og endelig mener 89 procent, at ISIS er en mere alvorlig trussel mod USA end Iran, Nordkorea, Kina eller Rusland. 

Tak fra Damaskus til Moskva
Amerikanerne er med andre ord særdeles bekymrede over hele situationen i Mellemøsten, samtidig med at de ikke har tiltro til deres egen leders evne til at håndtere udfordringen.

Det er selvsagt dårlige nyheder for Barack Obama, der ligesom resten af verden blot kunne se til, mens den syriske præsident Bashar al-Assad tirsdag drog på en usædvanlig takketur til Moskva. Her sagde han ifølge de lokale medier hjertelig tak til Ruslands præsident, Vladimir Putin, der som bekendt har indledt en større luftbåren offensiv i Syrien mod Assads fjender:

"Først og fremmest vil jeg udtrykke min store taknemmelighed til hele ledelsen af ​​Den Russiske Føderation for den hjælp, de giver Syrien. Hvis det ikke var for dine handlinger og dine beslutninger, ville den terror, som breder sig i regionen, have opslugt et langt større område,” lød det fra den trængte syriske præsident.

Det var Assads første udlandsrejse, siden krigen i Syrien brød ud i 2011, og blot tre uger efter, at russerne startede bombetoget mod oprørere og islamiske militante grupper. Putin fremhæver, at målet for de russiske bombetogter er ”terroristerne i ISIS”, mens amerikanerne og den civile syriske opposition har sandsynliggjort, at målene for angrebene i højere grad er den øvrige opposition til regimet; med andre ord de grupper, som amerikanerne støtter i borgerkrigen.

Mellemøstlige trakasserier
Diskussionerne om, hvad den amerikanske strategi i Syrien er, hvad russerne ønsker, og hvad slutspillet kunne gå ud på, har domineret de udenrigspolitiske diskussioner i Washington i måneder. Ikke kun fordi situationen er alvorlig og skaber enorme problemer i resten af regionen – for slet ikke at nævne flygtningepresset på Jordan, Libanon, Tyrkiet og resten af Europa – men også fordi risikoen for spillover-effects i resten af regionen er betydelig. Hertil kan man lægge udsigten til noget så gammeldags og koldkrigsagtigt som en stedfortræderkrig mellem Moskva og Washington.

Endelig er der spørgsmålet om, hvad konflikterne i Mellemøsten kan bruges til indenrigspolitisk i den standende valgkamp mellem demokraterne og republikanerne, der ynder at fremstille hele miseren som et forudsigeligt resultat af en vankelmodig præsident Obama, der med sin idelige tøven har spillet sig alle globale kort af hænde, blot for at se Putin drage fordel af situationen og bringe sig selv i spil som den ferme powerbroker; den stærke mand fra Moskva, der kan fremtvinge den længe ønskede politiske løsning på den blodige borgerkrig og dermed demonstrere overfor Vesten, at Rusland langt om længe er en seriøs spiller i Mellemøsten.

Efterfølgende lagde Putin sig da også i selen for også at benytte sig af besøget til at komme i dialog med andre ledere i regionen. Den russiske præsident talte således i telefon umiddelbart efter besøget med såvel den saudiarabiske og jordanske konge som Tyrkiets og Egyptens præsidenter.

Kold skulder fra Amerika
Reaktionen fra Washington var prompte og som ventet iskold:

"Vi ser russerne rulle den røde løber ud for at sige velkommen til Assad, en mand, der har brugt kemiske våben mod sit eget folk, i direkte modstrid med det erklærede mål, som russerne selv har for en politisk overgangsløsning i Syrien," sagde det Hvide Hus’ talsmand Eric Schultz under et pressemøde afholdt på Air Force One dagen efter. 

Russerne har også forsøgt at bruge deres nye indflydelse i området til at få USA til at indlede en seriøs dialog med Moskva om Syrien. Hidtil er det dog kun lykkedes at indgå en teknisk aftale med Washington om sikkerheden for ​​begge landes luftstyrker i Syrien.

Rusland har omkring 50 jetfly og helikoptere i Latakia samt et antal militære undervisere og rådgivere, der samarbejder med den syriske hær. Alt i alt har russerne angiveligt foretaget over 700 bombetogter med 600 mål for øje i Syrien siden 30. september i år.

Den splittede syriske opposition
Men hvad betyder alt dette for USA? Altinget har i denne uge mødtes med en række amerikanske embedsmænd fra henholdsvis State Department, Pentagon og FN, der alle arbejder med forskellige dele af den amerikanske politik over for Syrien. De forlangte alle fuld anonymitet for at kunne udtale sig frit om situationen.

Diplomaterne tegner for det første et deprimerende billede af situationen på landjorden. Der er ingen tro på en holdbar løsning i forudsigelig fremtid, og slet ikke en, der indebærer demokratiske eller frie valg i Syrien, endsige enden på ISIS.

Pessimismen står i modsætning til den erklærede holdning fra Det Hvide Hus, hvor præsidenten godt nok understreger, at vejen er lang, men at han ikke er i tvivl om, at ISIS vil blive slået tilbage og sluttelig besejret (”degrade and ultimately destroy”, er parolen).

Samtidig foregår der både en intens humanitær indsats i området under amerikansk ledelse – eksempelvis i at forhindre ny anvendelse af kemiske våben og undsættelse af de mest sårbare befolkningsgrupper i Syrien – samt en træning af  diverse syriske oppositionsgrupper. Den består blandt andet af civil træning (eksempelvis i ledelse, kommunikation og undervisning), men problemet er, siger kilderne, at de forskellige grupper ikke stoler på hinanden og i visse tilfælde faktisk hader hinanden mere, end de hader Assad. 

”Og når det er tilfældet, kommer de aldrig af med ham - sådan er det,” som en af kilderne lakonisk udtrykker det. Det står klart, at grupperne, der for manges vedkommende fortsat håber på en vestlig ledet intervention, foretrækker, at USA leder en aktion med det formål at komme af med Assad, men også at de her har gjort regning uden vært. Så længe der ikke findes et troværdigt eller i det mindste sammenhængende alternativ til det siddende styre, skal USA ikke have klinket mere i Mellemøsten.

På tide at sige farvel?
Flere af embedsmændene peger på, at præsident Obama har et "clear-eyed and cynical" syn på alliancer - hvor de findes, og hvor de ikke gør. Og at der endelig også foregår diskussioner i Washingtons udenrigspolitiske cirkler om, hvorvidt det kunne være på tide for USA at drosle ned i Mellemøsten og nøjes med den humanitære indsats til fordel for en både bredere og dybere indsats i Sydøstasien. Normalt omtales denne ny orientering i amerikansk udenrigspolitik under sloganet "the pivot to Asia". 

I danske medier har det mest handlet om, hvorvidt omprioriteringen af ressourcer kunne risikere at gå ud over det amerikanske engagement i Europa.   

Det er imidlertid en ny dimension i debatten, at udviklingen i USA hen imod selvforsyning på energiområdet kombineret med de fatale eftervirkninger af det arabiske forår, og de ringe resultater, USA hidtil har høstet med tidligere interventioner i regionen, måske kunne få langt mere og videre konsekvenser i Mellemøsten, nemlig at Amerika afholder sig fra yderligere handlen i området, så længe de krige og stridigheder, der udspiller sig, ikke truer USA’s nationale sikkerhedsinteresser direkte, og koncentrerer sig om kapløbet med Kina i Stillehavet i stedet.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC

Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.