Flemming Chr. Nielsen: Familietragedien er den hvide mands æresdrab

Forleden havde medierne – og ikke mindst de mere tabloide – en detaljeret, udpenslet kioskbasker. Den drejede sig om en mand på Sydfyn, der havde dræbt sig selv og sine to børn.

Det kunne være sket hvor som helst i landet. Omkvædet er, at drabsmanden i den slags tragedier sædvanligvis beskrives som en ’familiefar’. Naboer og arbejdskolleger omtaler ham som et ellers venligt og hjælpsomt menneske. Vi får serveret nogle billeder af huset, hvori drabene blev begået, og vi forskånes heller ikke for synet af de ensomme røde gynger i haven.

Når vi har indsuget det hele, udtaler en politimand, at der er tale om en ’familietragedie’, og at ’moderen er underrettet'.

På afstand deltager de mest pågående medier undertiden i begravelsen. Og dermed er gyset og dets mediekoreografi fuldført. Hvordan kunne han dog finde på det? Og tilmed en så venlig og hjælpsom mand.

Godt, det ikke var nogen, vi kendte.

Hvor anderledes, når et måske lige så desperat menneske ude i et af parallelsamfundene eller ghettoerne allierer sig med en onkel eller et par fætre og begår æresdrab på en søn, eller oftest en datter. Også dér gyser vi, men gerningsmanden – eller -mændene – omtales på en måde, så vi forstår, at det her drejer sig om fjendtlige og fremmedartede muslimer. De beskrives som ubehagelige ’patriark-typer’ og som væsener, der i et og alt afviger fra begrebet ’familiefar’.

Et nederlag er den enkeltes ansvar, og hvis ansvaret er ubærligt, kan drab og selvmord, som det på Sydfyn, indtræffe. Tidligere var ansvaret og nederlaget hele slægtens og familiens anliggende, for den enkelte kunne ikke isoleres fra sin sammenhæng.

Flemming Chr. Nielsen
Forfatter

Og gerningsmanden ikke så meget som overvejer at tage sig selv af dage. Den ringeste skam i livet ejer han altså ikke.

Hvilket naturligvis har den fordel for medierne, at de lige til domfældelsen kan følge retssagen og give os et kyndigt indblik i hans og fætrenes afstumpethed.

Jamen, hvorfor nu sammenkoble familietragedier og æresdrab? De to har vel ikke det fjerneste med hinanden at gøre? En nok så blodig flænge i den moderne danske idyl – og så en massakre i en middelalderlig ghetto?

Må vi godt være fri?

Men før, jeg når til pointen – en beskeden omvej.

Omkring 1950 tilbragte jeg et par feriedage hos nogle slægtninge. Jeg har været seks-syv år, og nu og da mindes jeg stadig det drama, jeg overværede, men uden dengang at forstå ret meget af det.

I soveværelset på gården et sted i det vestlige Jylland lå en ung pige og hulkede med ansigtet begravet i puden under et vægbroderi, hvor der med guld på sort baggrund stod: Jesus lever. Hele pigens krop rystede, og op og ned ad gulvet vandrede hendes lige så fortvivlede og hændervridende mor frem og tilbage. Ude i køkkenet stod hendes far med hånden knuget om en stoleryg og et ansigt som en tordenguds, eller som Zeus steget ned fra Olympen.

Siden fattede jeg jo, at datteren var blevet gravid i utide. Hun blev sendt væk, og vi så hende ikke i mange år. Først da forældrene var døde, dukkede hun skånsomt op i familien, men hvad der dengang skete blev aldrig omtalt. Det var et tabu og en skamfuld hemmelighed. Trods en kristelig opdragelse i et kristeligt hjem var noget gået gruelig galt. Man følte, at man havde svigtet.

Derfor måtte den synlige genstand for familiens svigt skaffes bort, og heldigvis fandtes der diskrete institutioner for faldne piger.

Det kan naturligvis indvendes, at den fjerne begivenhed hører til i en overstået fortid, men vi lever nu engang ikke kun horisontalt, altså i en aktuel nutid og indkapslet i demokrati og ligestilling. Vi har også vertikale rødder, der rækker ned i historien. Ikke mindst af de rødder suger vi næring. Hvis vi ikke havde rødderne, var vi ikke andet end medlemmer af døgnfluernes udødelige klan, der udgøres af damtæger og vandløbere på verdens allerøverste flade.

Derfor ligner verdslige familietragedier, som den på Sydfyn – kristelig bortfjernelse af en falden kvinde på en vestjysk gård og et muslimsk æresdrab i en ukendt ghetto – nært beslægtede reaktioner. De er geografisk, religiøst, mentalt og kulturelt bestemte varianter af den fælles biologi og genetik, som regerer dybt i os alle. I hver og én af vores art.

I dag er skam og ære noget, som i vores kulturkreds må bæres af det enkelte individ. Et nederlag er den enkeltes ansvar, og hvis ansvaret er ubærligt, kan drab og selvmord, som det på Sydfyn, indtræffe. Tidligere var ansvaret og nederlaget hele slægtens og familiens anliggende, for den enkelte kunne ikke isoleres fra sin sammenhæng.

Men i en klassisk mellemøstlig kultur spiller slægt og familie fortsat den rolle, som hos os forsvandt sammen med bondesamfundet. Æresdrabet er én af mange varianter, og da skammens og ydmygelsens nære allierede ofte er hævnfølelse, kan tragedien også her udløses, når skammen skal udlignes.

Og udligningen kan indfinde sig, hvad enten æren for den enkelte er gået tabt i en skilsmisse eller en økonomisk deroute, eller den for slægten er gået tabt i en søn eller en datter.

Således bliver familietragedien den hvide mands udgave af æresdrabet. Men heldigvis for både os og de andre er familietragedien noget, der sjældent sker. Fem-seks gange årligt hos os. Og æresdrabet langt mindre end en gang om året hos de andre.

---------

Flemming Chr. Nielsen (f. 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Han er aktuel med bogen ”Sort hedder en sten – mellem hedenskab og kristendom i 1000 år”. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.