Fondsbørschef: Dæmoniseringen af aktiemarkedet sender Danmarks rigdom ud af landet

Af Nikolaj Kosakewitsch 
Administrerende direktør på Københavns Fondsbørs, Nasdaq Copenhagen A/S.

Om du er rød, blå, grøn eller gul, så bør der være enighed om, at erhvervslivets evne til at skabe arbejdspladser og generere milliardindtægter for statskassen er en livsnerve i samfundsøkonomien.

Vi ser dog ikke altid den samme opbakning til at bedre erhvervslivets muligheder for at rejse risikovillig kapital til at skabe de selvsamme arbejdspladser og indtægter. Det vidner luftspejlingen ved navn transaktionsskatten eksempelvis om. Har man behov for at lukke et hul i sit regneark med ønskepenge, kan det være en fordel at dæmonisere en sektor. Risikoen er, at man smider babyen ud med badevandet.

For os på fondsbørsen er børsmarkedet verdens ældste form for reguleret og transparent crowdfunding: Indrømmet, vi er sandsynligvis forblændede af gennem 210 år at have været det mest langtidsholdbare bud på en ejerskabsform, der inkorporerer bærende elementer fra det moderne samfund: offentlighed, gennemsigtighed og bredt medejerskab, og som samtidig formidler kapital til erhvervslivet uden om bankerne.

Det skabte en del moro, at en socialist kunne slå de blå, og at Christiansborgs dygtigste kapitalist skulle findes i Enhedslistens rækker.

Nikolaj Kosakewitsch

Det har vi gennem årene brugt Folkemødet og vores politiske aktiedyst til at uddanne landets folkevalgte i. Som nyslået fondsbørschef var jeg sidste år vidne til, at Enhedslistens Pelle Dragsted genvandt fondsbørsens aktiedyst. Det var andet år i træk, at Enhedslisten slog Liberal Alliance i aktieinvestering. Det skabte en del moro, at en socialist kunne slå de blå, og at Christiansborgs dygtigste kapitalist skulle findes i Enhedslistens rækker.

I år vandt Benny Engelbrecht aktiedysten over Mia Nyegaard og Joachim B. Olsen og dermed også håneretten over sine kolleger. Men ser man bort fra de kollegiale drillerier, som aktiedysten skaber rummet for, så fremhæver venstrefløjens notorisk stærke sejrsstime i fondsbørsens aktiedyst tre ofte oversete pointer:

Børsmodellen demokratiserer adgangen til afkast.

Nikolaj Kosakewitsch

1. Børsmarkedet er det tætteste, vi som samfund kommer på en model, der både tilgodeser kapitalismens principper om genanvendelse af kapital og muliggør en centrum-venstre-prioritet om spredning af velstand gennem medejerskab, og

2. Børsmarkedet er ikke kun for de blå. Børsen giver mulighed for at stemme med sine penge. Det gjorde Pelle Dragsted. Han investerede sin fiktive million i grønne, bæredygtige sektorer og velfærdsteknologier. Det skabte ham et afkast på 18 procent. På den måde brugte han aktiemarkedet til at fremme en bestemt erhvervsudvikling, på samme måde som pensionskasser i dag stiller større krav til de børsnoterede selskabers bæredygtighed og langsigtede strategier.

3. Og så er lovgivningen og reglerne i børsmarkedet også offentligheden og politikernes bedste garant for, at den finansielle sektor og dets børstransaktioner opererer og foregår i et transparent og oplyst marked med gensidige forpligtelser, handelsovervågning og oplysningsforpligtelser for selskaber.

Alternativet er markeder i mørke.

For lidt over et år siden skete der et nybrud i det danske børsmarked, da virksomheden GreenMobility blev det første selskab til at rejse penge på First North siden finanskrisen. Sidenhen har en lille snes nye startups rejst vækstkapital på Nasdaq First North i København.

Det nye kuld First North-selskaber har en række fællestræk: De er stort set alle tech-selskaber. Det er selskaber ledet af personer, som har valgt at holde fast i deres startup-drøm i stedet for at sælge ud gennem et salg til eksempelvis en kapitalfond. De er typisk deleøkonomi- eller platformskoncepter, som udstikker en ny retning for, hvad Danmark kan komme til at leve af i fremtiden.

Virksomheder som eksempelvis Odico, Conferize, Agillic, GreenMobility og Happy Helper er med andre ord bud på fremtiden inden for tech-baseret platformsøkonomi, som på hver deres måde forsøger at give svar på nye virkeligheder inden for robotteknologi, bæredygtig bytrafik og gennemsigtig rengøringshjælp.

Hvis vi som økonomi og land ikke formår at formidle risikovillig kapital til disse typer selskaber og forankre dem i Danmark, finder selskaberne andre steder at virke og vokse. Det skal vi undgå.

For det er både en tabt investering i viden, brain power og forskning, som vi gennem det skattebetalte uddannelsessystem har investeret i. Og så er det en tabt fremtidig fortjeneste, vi går glip af i form af tabte arbejdspladser, skattebetalinger, rollemodeller og unicorns; fortjenester der gavner samfund, statskasse og nye startup-miljøer.

Børsmarkedet er ikke et vidundermiddel, der værner investorer mod tab. Men den transparente børsmodel sikrer, at offentligheden og markedet står en bedre chance for at vurdere hvert enkelt selskab på sammenlignelige og objektive præmisser, og at selskaber står til regnskab for investorerne via offentligheden.

Børsmodellen demokratiserer adgangen til afkast. Siden de første børsmarkeder i Holland så dagens lys, har de bidraget til at afskaffe de europæiske feudalsamfund, samtidig med at erhvervslivet har fået et alternativ til bankfinansiering. Igennem de seneste 210 år har børsmarkedet i Danmark skabt en platform, hvor ejerskabet spredes og forankres, og hvor virksomheder kan vokse sig store.

Da vi udskiftede C20 med C25 ved årsskiftet, var det som en konsekvens af, at der er blevet langt flere af de rigtigt store selskaber på det danske børsmarked. Det er selskaber som transportselskabet DSV, der begyndte sit børsliv på vores Børs III i 1987, forgængeren til First North. DSV har på linje med en række andre selskaber som SimCorp, Össur, Royal Unibrew og Ambu taget turen op gennem kurslisterne og er i dag del af et stærkt og alsidigt felt af danske børssuccesser sammen med Novo Nordisk, A.P. Møller – Mærsk, Vestas og GN Store Nord.

Vejen for de nye startups er således banet, og potentialet er til stede, hvis vi i Danmark lykkes med at gøre flere opsparer til investorer og lader de regulerede, transparente kapitalmarkeder udføre kerneopgaven med at matche inaktiv kapital med aktive behov.

Vores bekymring er dog, at man i jagten på et transaktionsskat-fatamorgana skubber likviditet og handel væk fra det regulerede børsmarked og ud på uregulerede og ikke-transparente markeder. På den måde fordufter det ønskede provenu.

Hvad værre er: Det unikke økosystem for vækstkapital vil lide skade, hvis man indfører en transaktionsskat på aktiehandler. Investorer vil kompenseres i deres afkastmål for de øgede omkostninger til transaktionsskat. Likviditeten forsvinder fra de regulerede handelspladser, da investorer vil søge likviditet, hvor transaktionsskatten kan undgås.

De første transaktionsskatter, foreslået af Keynes og Tobin, havde til formål at mindske volatiliteten på de finansielle markeder, men de fleste studier viser, det modsatte er tilfældet. Når likviditeten forsvinder, stiger volatiliteten. Og både i Japan, Sverige og Danmark har vi tidligere haft transaktionsskatter, som efterfølgende er afviklet.

Forudsætningen, for at selskaber kan rejse kapital, er, at værdipapirerne kan handles. En transaktionsskat vil gøre det dyrere at rejse vækstkapital.

Vores håb er, at den kommende aktiesparerkonto kan være med til at fremme investering i danske virksomheder. Men den kan ikke stå alene: Den generelle beskatning af værdipapirer er fortsat for høj og for kompleks, hvis vi vil have flere danske virksomheder til at skabe arbejdspladser og skatteindtægter.