Om  
Jesper H. Brix

Globalt Fokus har ansat Læger Uden Grænser-chef til styrket indsats for ledelse i civilsamfundet

Jesper Hildebrandt Brix, tidligere landechef for Læger Uden Grænser i Indonesien og tidligere direktør for Læger Uden Grænser i Danmark, er per 1. oktober tiltrådt en stilling som koordinator for Center for Civilsamfundsledelse hos Globalt Fokus.

Jesper Hildebrandt Brix er ny koordinator
for Center for Civilsamfundsledelse hos Globalt Fokus.
Jesper Hildebrandt Brix er ny koordinator for Center for Civilsamfundsledelse hos Globalt Fokus.Foto: Christian Stæhr/Læger uden Grænser
Gitte Skotby-Young Ballenstedt

Globalt Fokus har siden 2019 beskæftiget sig med ledelse i civilsamfundet, blandt andet med en række kurser, og Jesper Hildebrandt Brix skal bygge videre på erfaringerne fra de kurser i stillingen som koordinator for Center for Civilsamfundsledelse hos Globalt Fokus.

"Ledelse i civilsamfundet adskiller sig selvsagt fra ledelse i det private, som i sagens natur er meget forretningsorienteret og fokuseret på cost-benefit. I civilsamfundet er det sagen, der styrer – ikke bundlinjen, selvom der er konkurrence om midlerne, og at fundraising er forudsætningsskabende. Alligevel er det målgruppen, som styrer alt, og man har en anden tilgang til KPI’er og performanceindikatorer. Du kan sige at i modsætning til virksomheder, vil vel alle hjælpeorganisationer ønske, at de ikke eksisterede," siger Jesper Hildebrandt Brix til Altinget i forbindelse med jobskiftet.

Som leder i forskellige positioner i både det private og i det civile er det hans oplevelse, at det er en speciel type medarbejdere, som tiltrækkes af at arbejde i en civilsamfundsorganisation.

"Det er medarbejdere, som man skal passe på, ikke brænder deres lys i begge ender. Dels kan man være eksponeret for sekundære traumer i visse funktioner, men der er også en kæmpe risiko for, at man brænder ud, hvis der ikke er klare rammer for organisationen. Og som leder skal man være opmærksom på det – udover bare i de årlige APV’er, man skal have en helt anden form for kontakt med medarbejdere og kollegaer og være anderledes forudseende omkring, hvilke effekter en given aktivitet kan have for den enkelte person," fortæller han.

Kan du give et eksempel på det – både hvad man kan komme ud for, og hvordan organisationen med fordel kan håndtere det?

"Ja. For eksempel har jeg selv oplevet kommunikationsmedarbejdere, som blev bombarderet med hademails og beskeder, når vi lavede nogle bestemte opslag på SoMe. Det er klart, at hvis du møder ind på arbejde og ved, at når du åbner din computer, så ligger der 35 beskeder om, hvor dumt et svin du er, så kan det være voldsomt stressende. I det tilfælde fik vi for eksempel en psykolog ind over og etablerede nogle grupper og anden hjælp, alt efter hvad folks behov og ønsker var. Og så er det overordnet vigtigt at italesætte risikoen for at brænde ud og at være meget opmærksom på hver enkelt medarbejders behov. For nogle et det vigtigt at være med til at sætte begrænsninger, mens andre trives med travlhed."

Fordi langt de fleste af Globalt Fokus’ medlemsorganisationer også har afdelinger i udlandet, er Jesper Hildebrandt Brix også meget optaget af, hvordan ledelse i den civile sektor kan få et mere globalt sigte.

"Nu kommer jeg jo selv lige fra Indonesien, hvor der er over 300 etniske grupper. Og mange af dem ser helt forskelligt på kommunikation mellem ledelse og medarbejder. For eksempel ville jeg til nogle af dem ikke kunne sige direkte, at der er begået en fejl. Eller hvis jeg sad i et møde og diskuterede noget, og de ikke var enige med mig, så ville jeg ikke vide det – men nok først opdage det, når der så var gået et stykke tid, og der bare ikke var sket noget, eller det var gået i en helt anden retning," forklarer han.

Sammen med en anden medarbejder skal Jesper Hildebrandt Brix med egne ord i gang med at skabe et læringsrum, som kan have vidt forskellige former, men hvor Globalt fokus’ medlemmer kan få og dele viden. I første gang med hinanden, men på sigt måske også med andre ikke-medlemmer. 

Altinget logoCivilsamfund
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget civilsamfund kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her








0:000:00