Læs Mai Villadsens tale fra Enhedslistens årsmøde

Der er nok at tage fat på. Og opgaven for os i Enhedslisten er klar: Danmark har brug for en stærk venstreopposition.

Klimakrisen er på ingen måde under kontrol. Danmark ser ikke ud til at nå er på ingen måde under kontrol. Danmark ser ikke ud til at nå klimamålene for 2030. klimamålene for 2030.

Det blev den nye klimaminister konfronteret med for nylig.

Han svarede ikke med bekymring eller ved at smide alt, hvad han havde i hænderne - han var nemlig sikker på, han var nemlig sikker på, at vi når i mål. For som han sagde:

"Det kan jeg mærke inde i hjertet, så det må man tage mit ord for."

Jeg synes, at klimaministeren skal overveje at tage en snak med sin læge.

For det, han kan mærke i hjertet, er ikke klimamål, der er ved at blive nået. Så langt fra. Det siger alle eksperter. Så hvorfor handler regeringen ikke?

Det gør den skam også - bare for de forkerte interesser. Regeringen går nemlig igennem ild og vand, når det kommer til at forsvare forurenende virksomheder og
industrilandbruget.

Regeringen kæmper for klimarabat til virksomheder som Aalborg Portland og Mærsk. Der er PFAS i vores drikkevand og vores mad, mens regeringen sidder på
hænderne.

For nylig optog forskere 70 timers video i Vejle fjord. De fandt én fisk. Men regeringen stiller stadig ikke krav til de pesticider fra landbruget, der forurener
vores vand.

Det siger alt om, hvorfor der er brug for os til at stå på naturens side.

Enhedslisten står for en fremtid, hvor Danmark stadig er rigt på dyrearter som viber og og hasselmus. Hvor vores haver summer af bier og sommerfugle. Hvor vores søer og åer er fyldt med planter og fisk. Hvor vi trygt kan give vores børn et glas vand fra hanen uden at tænke på farlig kemi.

Så til regeringen vil jeg bare sige: Klimaet og naturen er alt for vigtigt til at overlade til jeres føleri. Vi kommer ikke til at tage jeres ord for noget som helst, uanset hvad I lige kan mærke i hjertet.

Enhedslisten holder jer op på, hvad I gør.

Enhedslisten vil som altid være den klare opposition til den kyniske udlændingepolitik, der hersker i Danmark lige nu. Børn tilbringer hele deres liv på udrejsecentre. Næsten hver tiende voksne, som bor i Danmark, må ikke stemme ved folketingsvalg, blandt andet fordi reglerne for statsborgerskab er urimeligt stramme. Det er et problem for hele vores demokrati.

Regeringen har ladet danske børn, rådne op i syriske flygtningelejre. Nu bliver flere heldigvis hentet hjem. Men Mette Frederiksen har kæmpet med næb og klør for, at én 6-årig, meget, meget syg dansk dreng, skal blive dernede. De kalder det et kompromis. Jeg kalder det hjerteløst og uansvarligt.

Den behandling, vi giver mennesker, der har været på flugt – og den diskrimination – og ja, racisme – som mange møder hver dag her i Danmark – den siger noget om os som land.

Det kan og skal vi gøre meget bedre.

Der er lang vej endnu. Der er meget at kæmpe for. Men så længe Enhedslisten er her, så har alle mennesker, der er undertrykt på grund af deres baggrund, nogen at kæmpe sammen med. Så har I en stemme i Folketinget.

For nylig stod Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Sophie Løhde på rad og række og præsenterede en sundhedspakke.

Jeg ved ikke med jer, men jeg bliver mildest talt lidt bekymret, når Lars Løkke står dér, som en af dem, der skal frelse sundhedsvæsenet.

Lad mig bare sige det sådan her: Hvis jeg har hyret nogen til at skifte mit tag, og det så ender med dryp fra loftet, der kommer råd i træværket eller at dele af taget lige pludselig ligger i stuen, så hyrer jeg ikke den samme person igen.

Og hvis der er nogen, der har ansvaret for, at vi er meget langt fra det sundhedsvæsen, som danskerne fortjener, så er det velfærdsarkitekten fra helvede, Lars Løkke Rasmussen.

Han har stået bag produktivitetskrav, der tvang personalet til konstant at løbe hurtigere og hurtigere. Han har koblet privathospitalerne på den offentlige pengekasse, så der er trukket ressourcer og personale ud af vores fælles sygehuse. Og så har han i nu flere årtier underfinansieret sundhedsvæsenet og psykiatrien, så vi hele tiden bruger en mindre del af den stigende velstand på vores fælles sundhed.

Lars Løkke sagde på pressemødet, at han bliver vred, når han hører om tilstanden i sundhedsvæsenet. Det kan jeg godt forstå.

Men kære Lars Løkke Rasmussen: Meget af det kan du takke dig selv for.

I Enhedslisten vil vi kæmpe for et langt stærkere, fælles sundhedsvæsen. Et sundhedsvæsen og en psykiatri, hvor der er tid til omsorg. Som flere har lyst til at arbejde i – hvor flere også kan være stolte og glade, når de går hjem fra arbejde. Kort sagt: Et langt stærkere sundhedsvæsen, med retfærdig løn og gode arbejdsvilkår.

Regeringen har afskaffet Store Bededag. I Enhedslisten kæmpede vi imod. Sammen med en stor del af befolkningen, en samlet fagbevægelse, og nå ja, kirken og CEPOS. Vi manglede kun kongehuset for at få fuld plade.

Store Bededag handler ikke kun om en enkelt fridag. Den er et symbol på en af de allermest centrale konflikter i dansk politik lige nu. Nemlig kampen om almindelige menneskers tid.

Der går en skillelinje mellem de partier, der mener, at mennesker er til for økonomien og alle os, der mener, at økonomien skal være til for mennesker.

Skal du have mere tid til livet ved siden af arbejdet – til dig og din familie? Eller skal du bruge flere timer af dit liv på arbejde?

Regeringens vision er det sidste.

Mange ønsker sig brændende mere tid i stedet for mere forbrug. Da Mette Frederiksen blev spurgt til det ønske, sagde hun bare: Glem det.

Men vi kommer aldrig til at glemme en af de vigtigste visioner i den danske arbejderbevægelse i over 100 år. Kampen for en lavere arbejdstid.

I Enhedslisten mener vi, at det er et gode og et mål i sig selv, at almindelige mennesker råder over mere af deres egen tid. Og alle steder i samfundet, skal der være mere tid til det, der betyder noget for os som mennesker.

Det er for eksempel himmelråbende tåbeligt, at stærke kræfter kæmper for mindre tid til at være barn og ung. I en tid, hvor velstanden aldrig har været større, og rekordmange unge føler sig pressede.

På universiteterne vil regeringen halvere en lang række kandidatuddannelser, så de unge presses endnu hurtigere igennem.

Blebørn skubbes videre fra vuggestue til børnehave. Ikke når de er klar, ikke når de er tre år, men mange steder, når de er 2 år og 8 måneder – for at spare penge. Fordi regering efter regering ikke har investeret nok i vores daginstitutioner.

I skolerne er der ikke tid til at tage sig af det enkelte barn, slet ikke de børn, der har behov for ekstra hjælp.

Og for at det ikke skal være løgn, ønsker man nu også at tage 10. klasse fra mange unge. For hvorfor dælen skal de dog dandere den – nej, de skal hurtigere ud og blive arbejdskraft.

Med den logik: Hvorfor ikke bare slutte folkeskolen i syvende klasse lige som for mine bedsteforældre? Så kan de unge mennesker komme ud og tjene. Det ville da give masser af ny arbejdskraft.

Det er efterhånden lang tid siden, at Mette Frederiksen har kaldt sig børnenes statsminister.

Det forstår jeg godt. For det budskab, der udgår fra regeringen til børn og unge i dag, er det her:

I skal bare så billigt og hurtigt som muligt igennem jeres barndom og ungdom, så I kan komme ud og være til rådighed for arbejdsmarkedet.

Jeg vil gerne sende et andet budskab til alle de børn og unge, der forståeligt nok føler et kæmpe pres:

Uanset hvad de siger, så husk altid: Jeres liv og jeres tid er et mål i sig selv. I har krav på tid til at lege, lære og opleve. Ingen er født ind i det her liv bare for at blive en del af en arbejdsstyrke. Heller ikke jer.

Uanset hvor du er i dit liv, ønsker regeringen, at du får mindre tid. For mens unge skal skynde sig gennem deres uddannelser, så skal ældre blive på arbejdsmarkedet længere – også selv om de er nedslidte.

I min 1. maj-tale fortalte jeg om Claus, der mistede sit ben i en arbejdsulykke allerede som 17-årig. Alligevel har han klaret et langt, fysisk arbejdsliv. Nu kan hans krop ikke mere. Men regeringen vil have, at han skal vente tre år mere end ellers med at komme på seniorpension.

Det gælder også for 58-årige Alice, som Ekstra Bladet skrev om for nylig. Hun arbejder som vuggestuepædagog på fuld tid. Men hun har så meget slidgigt, at hun må tage smertestillende piller for at klare arbejdsdagen. Det kan hun så blive ved med syv år endnu, hvis regeringen får sin vilje.

Enhedslisten kæmper for det modsatte. Det er derfor, vi står sammen med vores venner i SF om at forsvare de rettigheder, som nedslidte i Danmark har i dag. Og vi har sammen stillet et forslag, der handler om at give flere gode år til mennesker, der er nedslidte. Vi vil ikke bare forsvare rettighederne – vi vil gøre pensionsvilkårerne bedre.

Regeringen vil tage fritid fra mennesker, der går på arbejde, skoletid fra unge, så de hurtigt kan blive en del af arbejdsstyrken, og den vil tvinge ældre til længere tid på arbejdsmarkedet.

I Enhedslisten har vi andre mål med politik.

For os er mennesker ikke til for økonomien. Vi ser det som en værdi i sig selv, at forældre kan være mere sammen med deres børn, at ældre kan få flere gode år efter arbejdslivet, at unge har tid til at prøve sig selv af og lære noget nyt – også bare for deres egen skyld.

Det er en værdi for os, at alle ikke behøver at være ’på’ døgnet rundt. At livet handler om andet end, at alle skal løbe hurtigere og hurtigere, mens kloden bliver kørt i sænk.

Derfor har Enhedslisten en grundlæggende anden vision for samfundet: Større velstand og ny teknologi skal ikke bruges til at gøre de rigeste rigere og skrue arbejdstiden op, men til at give almindelige mennesker mere fritid og frihed.

Som jeg sagde i starten af talen, så har Danmark brug for en stærk venstreopposition.

Den disciplin har vi i Enhedslisten rigtig mange års træning i.

Vi tør stå alene, når det er nødvendigt, og vi er vedholdende som bare fanden. Det er ikke for sjov, at et medlem af Enhedslisten har vundet Alene i Vildmarken.

Tillad mig at blive lidt personlig for et øjeblik og fremhæve nogle af de mennesker, der har en stor aktie i vores historie. For vi har meget og mange at være stolte af.

Line Barfoed. Med din juridiske saglighed og røde jakke sikrede du Enhedslisten enorm retspolitisk respekt i Folketinget. Du kæmpede utrætteligt for syge og arbejdsløses vilkår, var den første der i Folketinget talte om minimumsnormeringer. Og som om nogen, kæmpede for retfærdig ligeløn til offentligt ansatte. En sag du satte på dagsordenen for 17 år siden.

Søren Søndergaard. En mand selv Erdogan frygter. Dit internationale udsyn og din solidaritet har haft afgørende betydning for mennesker langt udenfor Enhedslisten og Danmarks grænser. Du har med stålsathed kæmpet mod Foghs ulovlige krig – og for menneskerettigheder, til palæstinensere, kurdere og mange andre undertrykte folk. Og du har været den første og hårdeste kritiker af Putin-regimet, da du krævede ham for en krigsforbryderdomstol for over 15 år siden.

Frank Aaen. Venstrefløjens stjerneøkonom. Som med et kontor så propfyldt af papirer om ”Nordsøolien, multinassere, og andre kapitalister”, at du blev døbt folketingets største arkivar. Du har haft et utrætteligt engagement som statsrevisor, selvbestaltet graverjournalist og kritisk aktionær. Faktisk var din allerførste generalforsamling hos Aalborg Portland, hvor du stillede dig op foran hundredvis af mennesker og kritiserede asbest i eternitproduktionen. Frank, du har givet os saglighed og troværdighed i finanspolitikken, og du har givet Mærsk og de danske kapitalister kamp til stregen.

Og ej at forglemme Per Clausen. Du var som fagforeningsformand, en af de første der satte fokus på det prekære arbejdsmarked. Du vandt en LGBT+-pris for din kamp for transkønnedes rettigheder for hele 15 år siden. Og sidst men ikke mindst, så har du være en sand grøn pionér for Enhedslisten. Stået forrest i den grønne kamp, også dengang hvor grøn omstilling kun var noget for økoflippere og nørdede biologilærere med sokker i sandalerne. Du har kæmpet benhårdt for at gøre Danmark til et CO2- neutralt land, og du talte som den første om PFAS, og krævede et nationalt forbud, længe før andre forstod problemerne.

Lad os give dem en hånd.

I fire – og mange, mange andre. I var med til at forme og danne Enhedslisten i den første tid. I knoklede for politisk forandring og lagde gamle uenigheder til side - fordi I vidste, at der er brug for en stærk, forenet venstrefløj.

Som tør gå foran – og rykke ved konsensus. Som altid forsvarer selv den mindste fugl, lille bevægelse eller udsatte borger som ellers bliver glemt.

Der er mange mennesker, der har brug for vores vedholdenhed netop nu. Der er brug for os til at sige fra over for nedskæringer i den fælles velfærd.

Der er brug for os til at give en stemme til alle dem, som regeringen træder under fode – mennesker ramt af arbejdsløshed, mennesker med en anden etnisk baggrund.

Der er brug for os til at kæmpe mod klimaforandringer og stå på naturens side.

Og der er så meget brug for nogen, der tør sige højt og tydeligt, at regeringens politik – uanset hvad de selv siger – ikke er nødvendig – den er bare rigtig dårlig.

Der er kort sagt brug for et parti, som laver politik for mennesker, ikke for regneark. Det parti er Enhedslisten.

Rigtig godt årsmøde