Holger K. Nielsen: Det vil være dødsensfarligt, hvis Danmark får atomvåben

Vi ser i virkeligheden en begyndende afvikling af det system, som siden 1945 har begrænset spredningen af atomvåben. Heri ligger en væsentlig forklaring på, at det ikke gik, som mange frygtede efter nedkastningen af de første atombomber over Hiroshima og Nagasaki: At det forfærdelige våben ville sprede sig til hele verden. 

Der er ikke mange eksempler på, at nyt militært djævelskab ikke er blevet brugt for at opnå sejre i de krige, som historien er så fuld af.  

Atombomben var en undtagelse. Mange af de videnskabsmænd, som arbejdede på den første amerikanske atombombe i Manhattan-projektet, fik efterfølgende store moralske anfægtelser, da det gik op for dem, hvad deres arbejde kunne bruges til.

Pandoras æske er ved at blive åbnet, og andre lande har også startet overvejelser om at anskaffe sig atomvåben.

Holger K. Nielsen

Præsident Truman blev overbevist om, at det var nødvendigt at kontrollere og begrænse spredningen af et våben, som kunne true selve menneskehedens eksistens – hvilket siden blev officiel amerikansk politik.

I 1970 blev der enighed om den såkaldte ikke-spredningstraktat (NPT-traktaten), som forbød nye lande at anskaffe sig atomvåben, ligesom de eksisterende atomvåbenlade forpligtede sig til at nedruste.

NPT-traktaten har haft sine svagheder. Ikke alle lande forpligtede sig, hvilket blandt andet har fået som konsekvens, at Indien og Pakistan er atomvåbenstater, ligesom Israel efter al sandsynlighed også har anskaffet sig atomvåben.

Nordkorea tiltrådte i sin tid traktaten, men trak sig ud, da landet begyndte at udvikle sit eget atomvåbenprogram. Og de atomvåbenbærende stater har ikke levet op til deres forpligtelse om samtidig at nedruste.

Men traktaten har alligevel haft den funktion, at atomvåben har spredt sig langt mindre end frygtet i 1945. 

De europæiske lande har levet fint med NPT-traktaten. Frankrig og Storbritannien fik lov til at beholde deres våben, og resten af Europa har været betrygget af den amerikanske "atomparaply", hvor USA i medfør af Nato-artiklens artikel fem er forpligtet til at komme andre lande til hjælp, hvis det er nødvendigt. Det gælder også i forbindelse med eventuelle atomare angreb.

Det betyder eksempelvis, at Rusland må forvente et modsvar, som kan nå op på højeste niveau, hvis det angriber et Nato-land.

Kalkulen er så, at Rusland på forhånd bliver afskrækket så meget, at man holder sig i skindet. Eksempelvis har Rusland kunnet angribe Ukraine uden de voldsomme konsekvenser, hvorimod man har holdt sig væk fra Baltikum, fordi Nato-solidariteten i såfald vil træde i kraft. 

Der eksisterer en udbredt skepsis overfor franskmændenes evne til at etablere et tilfredsstillende forsvar.

Holger K. Nielsen

Lande som er dækket af atomparaplyen har således ikke haft et incitament til at anskaffe sig atomvåben. Som New York Times'  sikkerhedspolitiske ekspert, W.J. Henigan, skrev i avisen 12. marts, har disse lande i årtier "…baseret sig på Washingtons politik om udvidet afskrækkelse, som lover mere end 30 allierede sikkerhed under Amerikas paraply i bytte for ikke at udvikle deres egne arsenaler."

Men med Trumps massakre på det internationale system, herunder Nato, er det indlysende, at landene er kommet i tvivl om, hvorvidt den amerikanske atomparaply stadig er gældende. Og det er lige så logisk, at man er begyndt at undersøge andre muligheder.

Macron har tilbudt, at andre europæiske lande kan dækkes af den franske atomslagstyrke, men om det er nok, og hvordan det i givet fald skal udformes, er endnu for tidligt at sige.

Der eksisterer en udbredt skepsis overfor franskmændenes evne til at etablere et tilfredsstillende forsvar, hvilket muligvis skyldes, at franskmændene har langt færre bomber end russerne. Men antallet af missiler er ikke så interessant, som det gøres til.

Atomvåben skal ikke bruges på slagmarken, men bruges til at afskrække fjenden ved at true civilbefolkningen – specielt i de store byer. Putin skal vide, at han risikerer, at Moskva og Sankt Petersborg gøres til atomare ørkener med millioner af døde, hvis han overskrider en vis grænse.

I forhold til Frankrig er det afgørende evnen gengældelsesangreb rettet imod de russiske storbyer – og i forlængelse heraf, at Putin kalkulerer, at Frankrig faktisk har den evne.  

Derfor er det livsvigtigt, at vi har at gøre med rationelle aktører – som det også var tilfældet, da konflikten mellem USA og Sovjetunionen var tæt på at køre helt af sporet forbindelse med Cuba-krisen i 1962.

Forskrækkelsen blev så voldsom, at lederne i de to lande besluttede at etablere en tæt kontakt, som kunne forhindre en gentagelse. Det var flere gange ved at gå galt på grund af misforståelser og fejlkalkuler. 

I 2003 skrev fire gamle koldkrigere, Henry Kissinger, Sam Nunn, William Perry og George Schultz en fælles kronik i Wall Street Journal, hvor de advokerede for en fjernelse af alle verdens atomvåben.

De var ikke blevet som Fanden, der gik i kloster, da han blev gammel. De anerkendte, at atomoprustningen havde haft et formål under Den Kolde Krig, fordi stormagterne holdt hinanden i skak, men efter Den Kolde Krigs afslutning var der en fare for, at slyngelstater og terrorgrupper fik fat på atomvåben, hvilket efter deres opfattelse var langt farligere end situationen under Den Kolde Krig, hvor rationelle aktører stod overfor hinanden.

Vi må nok leve med, at skidtet stadig eksisterer – hvor dyrt, farligt og irrationelt det end er.

Holger K. Nielsen

Obama tog faklen op, men hurtigt var også USA tilbage i den gamle gænge. Og med Ruslands åbenlyse pralerier om at ville bruge kernevåben, er der en årsag til, at forslaget ikke længere har medløb. 

Så vi må nok leve med, at skidtet stadig eksisterer – hvor dyrt, farligt og irrationelt det end er. Men så meget desto vigtigere er det, at vi stadig har et kontrolregime og en NPT-traktat, som begrænser udbredelsen.

Mette Frederiksens bemærkning om, at hun ikke vil udelukke, at også Danmark får atomvåben kan forklares ud fra USA's tilgang til aftaler og internationale regler.

Men der er stor forskel på, om vi skal tilkobles den franske styrke, så Frankrig får den rolle, som USA hidtil har haft, eller om vi reelt skal anskaffe kernevåben, så vi kommer på kollisionskurs med ikke-spredningstraktaten.

Det sidste vil være dødsensfarlig, fordi vi risikerer, at Pandoras æske åbnes med den konsekvens, at vi får en endnu farligere verden.

Indtil videre er det klogere at tage Macron på ordet. Og så derudover gå ind i et aktivt forsvar for NPT-traktaten.