Jarl Cordua: Rød valgsejr kan udløse magtkamp i Venstre

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, er indtil videre ikke lykkedes med at få momentum for sit parti trods det ideologiske brandudsalg på velfærdsområdet og relanceringen af Foghs skattestop.

Nu forsøger han sig med et reelt forslag, der faktisk vil distancere Venstre klart fra både S og de øvrige blå partier på dette område. Det sker med forslaget om afskaffelse af Danmarks forbehold for forsvarssamarbejde i EU. Det er et forslag, der deler vælgerne, men det kan måske tiltrække vælgere i blå blok, der længe har spejdet efter et uforbeholdent EU-positivt parti i blå blok.

DF's ledelse kan ikke skjule, at de reelt er EU-modstandere, som p.t. sejler under bekvemmelighedsflag som EU-skeptikere. LA var imod afskaffelsen af retsforbeholdet under folkeafstemningen i 2015, men har også bevæget sig i mere EU-positiv retning.

Flere ledende konservative og ikke så få af partiets kandidater har længe flaget deres udbredte EU-skepsis, blandt andre Marie Høgh, Nikolaj Bøgh og erhvervsminister Rasmus Jarlov. Endelig er opkomlingene i Nye Borgerlige konsekvente EU-modstandere og dedikerede Brexit-tilbedere.

Det er derfor næppe sidste gang, at vi ser det store regeringsparti forsøge at distancere sig fra de snart frigjorte partnere hos K, LA og ikke mindst DF, der ikke længere kan true Venstre med repressalier ved næste finanslovsforhandling, fordi man melder politik ud, som DF er lodret imod.

Nu handler det om stemmeoptimering, hvor alle kneb gælder, og hvor Løkkes plan B må formodes at være at få bikset vælgeropbakning sammen, der helst skubber Venstre lidt over valgresultatet fra sidst. Intet tyder dog endnu på, at det vil lykkes, og bestræbelserne forekommer mere og mere desperate, i takt med at målingerne forværres.

Nogle steder i Venstre lever tanken om at få skabt en SV-samlingsregering i den ikke helt utænkelige situation, hvor Enhedslistens og Radikales modsatrettede krav gør det umuligt for Mette Frederiksen at danne regering alene.

For Lars Løkke Rasmussen selv er det helt sikkert en udvej, der tiltaler ham. Han har hele sit liv været en mester i at se overlevelsesmuligheder, især når situationen for alle andre har set helt umulig ud.

Kan Løkke lykkedes med at overtale sit eget skeptiske bagland i V og føre dem i regering med S og dermed forlænge sin levetid som partileder, som minister for et eller andet eller som kommissær i Bruxelles, så er det helt sikkert et mere tillokkende alternativ end at sidde og kukkelure som menigt folketingsmedlem de næste fire år.

Med udsigten til, at det næppe lykkes for Løkke at føre Venstre i regering igen, så er det nærliggende at tro, at diskussionen i partiet med udsigten til katastrofevalget for blå blok generelt allerede kredser om disse spørgsmål:

Hvem i Venstre skal føre kniven mod Lars Løkke? Skal næstformand Kristian Jensen stå i spidsen for Venstre? Vurderer man, at det er realistisk, at han kan genvinde magten om fire eller om otte år? Hvis ikke, hvem så?

Er alternativet Jakob Ellemann-Jensen? Kan det udløse en spektakulær magtkamp i partiet inden sommerferien? Skal han nu tage opgøret med Kristian Jensen, der jo ikke i 2014 selv havde for fine fornemmelser, eller vente, til han er blevet 53 år i 2027?

Hvad så med Inger Støjberg? Hun er næppe ret længe en tillokkende mulighed som formandsemne. I stedet for at kaste sig ud i magtkampen bør hun i stedet afsætte tid til at forberede sig på at forklare sig i en eventuel kommissionsundersøgelse, som et rødt flertal har mulighed for at nedsætte, og som kan endevende papirer og afhøre embedsmænd i sagen om hendes ulovlige instruks om tvangsfjernelse af mindreårige asylægtepar.

Skulle det komme så vidt, har Inger Støjberg ikke denne gang et folketingsflertal til at holde hånden over hende.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.