Jarl Cordua: Rød valgsejr kan udløse magtkamp i Venstre

KOMMENTAR: Det kan undre, at blå bloks udmeldinger i valgkampen stadig får opmærksomhed, som var der tale om politik, der rent faktisk kan blive til virkelighed. Realpolitisk er det mere interessant, hvem der vil pege på Mette Frederiksen som statsminister, og hvem der i Venstre vil føre kniven mod Løkke.

Der er nu nøjagtig tre uger til grundlovsdag, hvor folketingsvalget 2019 får en ende. Det vil vælgerbefolkningen – bredt – uden tvivl til den tid se frem til efter at have gennemlevet det længste valg i en menneskealder.

Det blå kollaps forværres nærmest fra dag til dag med stadigt mere katastrofale målinger af apokalyptisk karakter. Senest i dag har Voxmeter en føring til rød blok på over 13 procentpoint og 31 mandater.

Ender det med at blive valgresultatet, er der tale om en historisk valgsejr, der vil få Anders Fogh Rasmussens ret pæne valgsejre i 2001 og 2005 til at blegne. Begge gange fik blå blok ni mandater mere end rød blok, før de nordatlantiske mandater blev talt med. Vi står med et rødt jordskred, der vil begrave forestillingen om et VKOLA-alternativ mange år frem.

Det kan derfor egentlig godt undre, at alt, hvad der meldes ud i blå blok om dette og hint, stadig kan vække stor opmærksomhed, som var der tale om politik, der kan blive til virkelighed efter valget. Det er der nemlig ikke meget, der tyder på, og derfor antager det komikkens skær, når man ser Lars Løkke Rasmussen som en slagen feltherre, der nægter at anerkende nederlaget, men hjemme i hovedkvarteret stædigt flytter rundt på for længst nedkæmpede tropper.

Medieinteressen bør derfor i stigende grad fokusere på fremtidens magthavere, socialdemokraterne, der i nogle målinger står til at kunne regere alene med venstrefløjen.

Vi mangler faktisk stadig svar på helt afgørende spørgsmål: Hvilke partier vil gøre Mette Frederiksen til statsminister? Og hvad bliver prisen, hun skal betale for, at nogle peger på hende som statsminister? Og hvilken politik vil S føre og med hvem?

Det er faktisk de realpolitiske spørgsmål, der er mest interessante og med betydning for de næste fire års politik. Langt mere end støjen fra mediedarlingen Isabella Arendts konsekvente udenomssnak om Kristendemokraternes syn på homovielser og abortmodstand eller Stram Kurs-partilederens tilhold for stalking af en medstuderende for 15 år siden.

Det er tydeligt for endnu flere, at selve regeringen er de facto opløst, når statsministeren vil bruge hele råderummet på velfærd frem mod 2025 og samtidig aflyser samtlige mulige indrømmelser til Liberal Alliance og Konservative med hensyn til skatte- og afgiftslettelser.

Heldigt for LA's hårdt pressede leder, Anders Samuelsen, har han dermed fået en mulighed serveret for at hamre løs på Venstre for at erobre bare et par procentpoint tilbage på et tidspunkt, hvor flere målinger viser, at LA decimeres med 50-60 procent i forhold til partiets vælgertriumf for fire år siden.

2019-valget ser således ud til at blive en sand katastrofe for 2015-valgets store sejrherrer: LA, DF og Alternativet. Nu vender tidevandet!

Alternativet er indtil videre nærmest helt væk i valgkampen. Der er slet ikke den energi og det smittende humør, som bjergtog næsten fem procent af vælgerne i 2015. Alternativet nærmer sig spærregrænsen, i takt med at deres mærkesag nummer 1, den grønne dagsorden, er blevet kapret af især SF og De Radikale – præcis de to partier, der ved forrige valg fik læsterlige prygl af vælgerne.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, er indtil videre ikke lykkedes med at få momentum for sit parti trods det ideologiske brandudsalg på velfærdsområdet og relanceringen af Foghs skattestop.

Nu forsøger han sig med et reelt forslag, der faktisk vil distancere Venstre klart fra både S og de øvrige blå partier på dette område. Det sker med forslaget om afskaffelse af Danmarks forbehold for forsvarssamarbejde i EU. Det er et forslag, der deler vælgerne, men det kan måske tiltrække vælgere i blå blok, der længe har spejdet efter et uforbeholdent EU-positivt parti i blå blok.

DF's ledelse kan ikke skjule, at de reelt er EU-modstandere, som p.t. sejler under bekvemmelighedsflag som EU-skeptikere. LA var imod afskaffelsen af retsforbeholdet under folkeafstemningen i 2015, men har også bevæget sig i mere EU-positiv retning.

Flere ledende konservative og ikke så få af partiets kandidater har længe flaget deres udbredte EU-skepsis, blandt andre Marie Høgh, Nikolaj Bøgh og erhvervsminister Rasmus Jarlov. Endelig er opkomlingene i Nye Borgerlige konsekvente EU-modstandere og dedikerede Brexit-tilbedere.

Det er derfor næppe sidste gang, at vi ser det store regeringsparti forsøge at distancere sig fra de snart frigjorte partnere hos K, LA og ikke mindst DF, der ikke længere kan true Venstre med repressalier ved næste finanslovsforhandling, fordi man melder politik ud, som DF er lodret imod.

Nu handler det om stemmeoptimering, hvor alle kneb gælder, og hvor Løkkes plan B må formodes at være at få bikset vælgeropbakning sammen, der helst skubber Venstre lidt over valgresultatet fra sidst. Intet tyder dog endnu på, at det vil lykkes, og bestræbelserne forekommer mere og mere desperate, i takt med at målingerne forværres.

Nogle steder i Venstre lever tanken om at få skabt en SV-samlingsregering i den ikke helt utænkelige situation, hvor Enhedslistens og Radikales modsatrettede krav gør det umuligt for Mette Frederiksen at danne regering alene.

For Lars Løkke Rasmussen selv er det helt sikkert en udvej, der tiltaler ham. Han har hele sit liv været en mester i at se overlevelsesmuligheder, især når situationen for alle andre har set helt umulig ud.

Kan Løkke lykkedes med at overtale sit eget skeptiske bagland i V og føre dem i regering med S og dermed forlænge sin levetid som partileder, som minister for et eller andet eller som kommissær i Bruxelles, så er det helt sikkert et mere tillokkende alternativ end at sidde og kukkelure som menigt folketingsmedlem de næste fire år.

Med udsigten til, at det næppe lykkes for Løkke at føre Venstre i regering igen, så er det nærliggende at tro, at diskussionen i partiet med udsigten til katastrofevalget for blå blok generelt allerede kredser om disse spørgsmål:

Hvem i Venstre skal føre kniven mod Lars Løkke? Skal næstformand Kristian Jensen stå i spidsen for Venstre? Vurderer man, at det er realistisk, at han kan genvinde magten om fire eller om otte år? Hvis ikke, hvem så?

Er alternativet Jakob Ellemann-Jensen? Kan det udløse en spektakulær magtkamp i partiet inden sommerferien? Skal han nu tage opgøret med Kristian Jensen, der jo ikke i 2014 selv havde for fine fornemmelser, eller vente, til han er blevet 53 år i 2027?

Hvad så med Inger Støjberg? Hun er næppe ret længe en tillokkende mulighed som formandsemne. I stedet for at kaste sig ud i magtkampen bør hun i stedet afsætte tid til at forberede sig på at forklare sig i en eventuel kommissionsundersøgelse, som et rødt flertal har mulighed for at nedsætte, og som kan endevende papirer og afhøre embedsmænd i sagen om hendes ulovlige instruks om tvangsfjernelse af mindreårige asylægtepar.

Skulle det komme så vidt, har Inger Støjberg ikke denne gang et folketingsflertal til at holde hånden over hende.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Nikolaj Saadat: Demokratidannelsen er overladt til Paradise Hotel-deltagere Nikolaj Saadat: Demokratidannelsen er overladt til Paradise Hotel-deltagere Næste artikel Friis Bach: Migrationskrisen er en myte – hvornår tør politikerne at sige det højt? Friis Bach: Migrationskrisen er en myte – hvornår tør politikerne at sige det højt?
”Vi siger ikke, det er sandt”

”Vi siger ikke, det er sandt”

MEDIER: Det russiske statsmedie Sputnik ser ikke noget problem i, at de ligesom Jyllands-Posten bragte en falsk historie om knivbevæbnede migranter.