Johanne Dalgaard: Sparegris-mentaliteten gør os alle dummere

Hvad vil du bruge det til? Det spørgsmål fik jeg ofte i løbet af det år, jeg var studerende ved litteraturvidenskab. Jeg undveg altid. Det havde jeg slet ikke kapacitet til at tænke over på dét tidspunkt. Jeg ville bruge det til at blive klogere og gladere. At få udvidet min horisont. Jeg ville bruge det til at forvisse mig selv om, at livet rummer større vidder end dem, jeg var blevet eksponeret for i de foregående to år, hvor jeg havde læst statskundskab.

Andet år på statskundskabsstudiet, der bestod af fagene forvaltning, metode og økonomi, havde næsten gjort det af med min lyst til at lære. Det var for meget på én gang. Jeg var for umoden til at forstå vigtigheden af forvaltning som fag, og jeg syntes, det var bizart at blive ekserceret rundt i en lærebog om makroøkonomiske modeller skrevet af én af Bush Jr.s nærmeste rådgivere, samtidig med at det globale finansielle system sank i grus om ørerne på os. Metode var bedre, faget baseret på fornuft og logik, men det var en lillebitte oase midt i en ørken af lærdom, jeg ikke kunne finde nogen lidenskab for.

Så jeg skiftede bare fag. Valget havde altid stået mellem statskundskab og litteratur for mig, og jeg kunne ikke se nogen verdens grund til ikke at prøve det andet af, når jeg var kørt fast i det første. Jeg sprang ubesværet ud af skabet som humanist, og på mange måder føltes det aldeles rigtigt. At møde jævnaldrende, der gladelig brugte en hel nat på værtshus med at diskutere, hvorvidt det gav mening af foretage en marxistisk analyse af Wuthering Heights, eller om Madame Bovary egentlig ikke først og fremmest var en fortælling om kedsomhed, og dermed også i sig selv kedelig.

Men ude i verden og til familiefester og i det gamle statskundskabsmiljø var der altid en variant af spørgsmålet: Hvad vil du bruge det til? Det er det samme spørgsmål, der går igen i diskussionerne vedrørende humaniora i offentligheden. Hvad skal samfundet bruge det til?

I den politiske samtale er det efterhånden en ubestridt sandhed, at der ikke findes noget godt svar på det spørgsmål. Den konklusion udmønter sig politisk i nedskæringer på humanistiske fag, og den afspejler sig i en tiltagende ulyst hos den yngre generation til at binde an med humaniora.

Siden 2009 er andelen af humanistiske studerende skrumpet fra 13,4 procent til 9,8 procent af det samlede antal studerende. ”Dimensionering”, som det hedder på newspeak, har betydet, at en række humanistiske fag ikke længere udbydes på danske universiteter.

Masser af værdifuld viden risikerer at gå tabt, vi risikerer at blive et dummere samfund, et samfund uden kulturel integritet.

Johanne Thorup Dalgaard

Da Pia Kjærsgaard i sin egenskab af formand for Folketinget for nylig besøgte Island ved 100-årsjubilæet for landets selvstændighed, lovpriste hun i sin tale det nordiske sprogfællesskab og sagde blandt andet: ”Sproget er fortsat et markant bindeled i det dansk-islandske forhold, omend jeg godt ved, at dansk ikke længere tales så meget og forstås på samme måde som tidligere.”

Den udtalelse forekommer nærmest komisk, i lyset af at det fra 2019 ikke længere vil være muligt at læse hverken oldislandsk eller islandsk, færøsk eller gammeldansk ved et dansk universitet. Samtidig betyder spareplaner, at fremtiden er usikker for Den Arnamagnæanske Samling, som indeholder de ældste bevarede nordiske håndskrifter i verden, og som Danmark officielt over for Island har forpligtet sig til at bevare og formidle til forskere og studerende.

Som led i den samlede indsats for at skille sig af med alt, der ikke udstikker en lige vej til økonomisk gevinst, har staten planer om at afstå den bygning, hvor håndskrifterne opbevares i en særlig, brandsikker boks.

For spørgsmålet om ”hvad man kan bruge det til”, handler selvfølgelig udelukkende om dét: Hvordan kan det komme til at give et økonomisk afkast? Det dækker over en ublu kræmmermentalitet, der ikke tilskriver noget i hele den vide verden en egen værdi, men kun har blik for det monetære udbytte af ting.

Det er så stupidt, at man næsten taber pusten. Ja, hvad skal vi egentlig bruge det til, at nogen har kendskab til andre sprog end dansk og danglish? Hvad nytter det egentlig, at nogen fordyber sig i tekster på døde sprog fra antikken og middelalderen? Hvad er udbyttet af, at vi kender vores historie?

Hvis man ikke af sig selv kan se de oplagte svar på de her spørgsmål – at det er værdifuldt at have viden om det, som er menneskeligt, og at et samfund, der forkaster den viden, bliver kulturløst og sørgeligt og fattigt – ja, så er det ikke sikkert, at man kan få en forståelse for det ved at få det forklaret af andre.

Men for dem af os, der finder det indlysende, er det grotesk at være vidne til, at fag, der ikke kan tiltrække 30 studerende per hold, automatisk nedlægges. At kommercialismen i den grad er sevet ned i samfundets DNA, at dét, som er sjældent og særligt, ødelægges netop og helt eksplicit, fordi det er sjældent og særligt. At alting anskues med kvantificerende briller, og at den kvalitative vurdering af, hvad noget er værd, slet ikke foretages.

Selv endte jeg med at vende tilbage til statskundskaben. Ikke fordi jeg ikke ville være litterat, ikke fordi jeg var lidenskabeligt opsat på et virke som embedsmand. Men fordi undersøgelsen af magtens væsen og udøvelse blev ved at trække i mig, og fordi jeg følte, det var det, jeg var bedst egnet til. Også dét lader til at være et kriterium, der ikke har nogen vægt i den politiske beslutningsproces: egnethed.

Spørgsmålet er aldrig: Hvad er vi dygtige til? Hvad har Danmark særlige forudsætninger for? Det kunne jo tænkes, Danmark netop var exceptionelt godt disponeret for at facilitere forskning og undervisning i nordiske sprog. Men for at nå frem til det bliver vi nødt til som offentlighed at begynde at stille flere og bedre spørgsmål til de politiske dispositioner.

Så længe alle samtaler om, hvordan samfundets ressourcer skal fordeles, foregår inden for rammerne af den bundlinjefikserede sparegris-logik, der udgår fra Finansministeriet, vil de humanistiske discipliner være under konstant angreb. Masser af værdifuld viden risikerer at gå tabt, vi risikerer at blive et dummere samfund, et samfund uden kulturel integritet.

Jeg synes i stedet, vi skal stræbe efter at blive klogere sammen, tale klogere og mere substantielt med hinanden om, hvad vi vil med det her fællesskab, og hvorfor vi vil det. Jeg synes, vi skal søge efter mening med beslutningerne og ikke lade os nøje med et facit.

-----------

Johanne Thorup Dalgaard (født 1987) er ny klummeskribent på Altinget. Hun er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.